Fødevaredebattør: Kan sydamerikanske kaffebønner være dansk økologi?

Af Rasmus Bay Arnbjerg
Stifter, Råkom

Når ministeren for miljø og fødevarer, Jakob Ellemann-Jensen (V), stiller op og taler stolt om 'danske økologiske fødevarer' i forbindelse med den danske fællesstand på økologimessen i Nürnberg, så taler han ikke bare på vegne af landbruget og fødevareproducenterne; han taler også om dem og forklarer, at han selv køber økologi, for at hans børn får et 'sundt alternativ', og for at de 'har en planet at vokse op på'.

Han siger også, at det korte svar på, hvorfor vi anstrenger os for at udvikle det økologiske landbrug i Danmark, er, at det drejer sig om 'planetens fremtid'.  

Udover de noget opsigtsvækkende pro-økologiske udtalelser fra Venstreministeren, er det også, om ikke kontrastfyldt så forvirrende, hvad ministerens budskab om 'dansk økologi' egentlig er.

Ikke mindst, når man relaterer det til de repræsenterede virksomheders produktporteføljer, hvoraf cirka 2/3 for eksempel ikke indeholder råvarer, der er dyrket i Danmark.

Verdensmestre i økologi
Vi er gode til det dér økologi i Danmark.

Vi har producenterne med, vi har afsætningsleddet med, vi har politikerne med, og vi har forbrugerne med.

FN tildelte os sidste år en sølvmedalje for den politiske økologiske handlingsplan iværksat i 2011. Og de helt nye tal fra det schweiziske forskningsinstitut for økologisk landbrug (FiBL) fortæller, hvordan den globale økologi vokser hastigt i både areal og i forbrugernes indkøbskurve – med Danmark fortsat i førertrøjen med cirka 13 procent af detailsalget, der er økologisk. 

Og så kan vi brande os og eksportere.

Økologien har for længst lagt sig på hjul af vores i forvejen stærke fortælling om fødevaresikkerhed  som et vægtigt salgsparameter.

Den er især god på de asiatiske markeder. Men franskmændene har også spisekvalitet som kriterie, når de køber vores øko-skinker.

Og så er vi innovative og hittepåsomme; dygtige til både sprut og salat, juiceshots og chiafrø. 

Eksport vs. produktionsform
Så brandet 'økologi' sælger, og når vi vender os mod udlandet og tilføjer mærkatet 'dansk', er købelysten stor flere steder i verden.

Men hvad er egentlig fortællingen, når man vil sælge både mælk fra Nordjylland - og mousserende vin lavet af eksotiske teer og chips af lilla majs og chili fra Peru under samme fane?  

Pointen her er, at der er store ting på spil.

På den ene side er der det, nogle kalder et eksporteventyr, under udvikling, en eksport hvis selling point blandt andet er troværdighed. Her handler det om virksomhedernes – og dermed nationens – økonomiske bundlinje. 

På den anden side er der økologien som produktionsform nu og i fremtiden - og spørgsmålet om, hvilken vej den skal udvikle sig, for hvem og hvordan.

Her handler det om økologiens rolle i fremtidens globale fødevareproduktion, som, er vi nu endelig er ved at forstå, skal flytte sig fra at sætte en ødelæggende dagsorden til at indordne sig under de givne ressourcemæssige, bæredygtige betingelser. 

Et skrøbeligt brand
På den ene side har vi altså brandet 'økologi', hvis fortælling ikke er knivskarp og stikker i mange retninger.

Sådan et brand er skrøbeligt. Hvis fællesnævneren er en form for dansk kvalitet, der går igen i både kål og kaffe, hvad er det så i givet fald?

Brandet 'økologi' (og 'dansk' for den sags syld) og dets styrke skal plejes og først og fremmest være en sammenhængende og relevant fortælling. 

På den anden side har vi produktionsformen økologi, som er skrøbelig på sin egen måde.

Den eksisterer kun i kraft af opbakning og tilslutning - og lysten til at bidrage til en fortsat udvikling.

Men kan en demokratisk forhandlet, værdibaseret produktionsforms fortsatte udvikling bære, at den i stigende grad bliver synonym med et økonomisk drevet 'eksportpotentiale'?

Det sidste fremmer tydeligvis produktudviklingsiveren og det kulinariske entreprenørskab! (Og måske er dette et godt bud på et håndgribeligt og troværdigt salgsparameter!?)

Men nye spændende produkter er ikke nødvendigvis fremtidens mad. Mad og fødevarer er ikke det samme, skal vi huske, og det er næppe i for eksempel juicekategorien, at vi finder svarene på fremtidens globale produktion og fordeling af mad. 

Salg er ikke værdifuldt i sig selv
Så, hvad er fortællingen? Brandet 'økologi' baserer sig trods alt på produktionsformen.

Vi fik ikke en sølvmedalje af FN, fordi vi er dygtige til at eksportere økologi. Her har vi snarere tildelt os selv en slags Gazellepris for høje og vedholdende vækstrater i vækstkurvernes hellige, om end bedagede (og lidet økologiske), navn.

Sagt på en anden måde: Der er meget lidt sammenhæng mellem vores sølvmedalje for at planlægge og rammesætte økologiens betingelser herhjemme og at eksportere produkter lavet af råvarer fra andre lande. 

Ethvert eksportpotentiale bør som udgangspunkt naturligvis gennemprøves og udnyttes.

Men nu, hvor FN's 17 verdensmål er blevet et kompas for verdens politikere og erhvervsliv, har vi forladt en forestilling om, at det at kunne sælge noget i sig selv har en værdi.

Opgaven er at bidrage til det fælles bedste. Uden den dagsorden er din virksomhed uden relevans i det 21. århundrede. 

Ingen af produkterne repræsenteret i den danske fællesstand i Nürnberg er irrelevante og viser tværtimod en imponerende lyst til at finde på nyt samtidig med at bidrage globalt.

Men deres fælles placering i en mangfoldigt mudret fortælling om troværdig 'dansk økologi' er i bedste fald forvirrende, i værste fald netop ikke troværdig. 

Fortællingen, der favner alt
Med set-up'et i Nürnberg, og ikke mindst ministerens skåltale, bliver fortællingen om dansk økologi en historie, der forsøger at rumme vores dygtige landmænd og progressive rammevilkår, planetens fremtid sammen med vækstpotentialer, 'sundhed' sammen med spiritus og snacks, fremtidens mad sammen med eksklusive hyggeprodukter, og eksotiske råvarer, der rejser jorden rundt for at blive sammensat i Danmark og forlade landet igen som eksportpotentialer. Alt dette i én og samme historie.

Det ligner en kortsigtet og ugennemtænkt 'fordi-vi-kan-øvelse', der hverken tjener brandet eller produktionsformen 'økologi'.

Især det sidste er bekymrende og bør give anledning til, at vi spørger os selv: Hvad er egentlig fortællingen om dansk økologi?

debat@altinget.dk