DI Fødevarer: Her er vores ønsker til en ny regering

DEBAT: En ny regerings fornemmeste opgave på fødevareområdet er at sikre bæredygtig vækst. Det kommer til at kræve flere dygtige medarbejdere, og derfor må arbejdskraftudfordring i Danmark løses, skriver Leif Nielsen.

Af Leif Nielsen
Branchedirektør, DI Fødevarer

På vegne af de danske fødevirksomheder ønsker DI Fødevarer de nyvalgte politikere tillykke med folketingsvalget. Nu venter en vigtig opgave med at sætte en politisk kurs for Danmark, som gør vores samfund rigere og stærkere – og giver råd til at investere i bæredygtige løsninger og velfærd.

DI Fødevarer er dedikerede til at bane vejen for, at fødevarevirksomheder i Danmark kan udvikle en fuldt cirkulær, affaldsfri og klimaneutral fødevareproduktion i verdensklasse. En fødevareproduktion, der samtidig bidrager til at gøre det nemt og velsmagende for forbrugerne at vælge en sundere og mere balanceret livsstil.

Bæredygtig vækst
Vi har en række hovedprioriteter for at gøre det muligt at realisere ambitionerne bedst muligt. Øverst står ønsket om en ny plan til sikring af bæredygtig vækst inden for fødevareerhvervets ambitioner om klima, bæredygtig udvikling og sundhed.

For at opnå det bæredygtige og cirkulære samfund, som vi stræber efter, er det afgørende, at økonomisk vækst og bæredygtig udvikling går hånd i hånd. Vores virksomheders grundlæggende forretningsmodeller skal understøtte udviklingen af et bæredygtigt samfund.

Som branche har vi derfor brug for de rette rammer at arbejde under for at styrke løsningerne af de aktuelle samfundsudfordringer. En afgørende opgave for en ny regering og det nye folketing bliver derfor fortsat at sikre brede forlig, der gør det muligt for fødevarebranchen at sætte yderligere fart på den bæredygtige udvikling, der er i gang i virksomhederne.

Det kommer også til at kræve flere dygtige medarbejdere. Derfor ønsker vi, at den nye regering prioriterer at løse den arbejdskraftudfordring, landet står over for. Det betyder også, at vi skal uddanne flere med de rette kompetencer.

Forskning og investeringer
Det bliver også nødvendigt at styrke landets fødevareforskning, så vi som samfund kan udvide vores viden om og udvikle nye løsninger på de udfordringer, vi står over for. Det gælder både udfordringer som klima, sundhed og en lang række andre udfordringer, som blandt andet er adresseret i FN's 2030-mål for bæredygtighed.

Regeringen bør også have fokus på at tiltrække investeringer til landet, hvilket kræver et vedvarende fokus på Danmarks konkurrenceevne. Derfor bør en ny regering selvfølgelig have en ambition om, at Danmark skal være det bedste land i verden at drive fødevarevirksomhed i og ud fra, så vi netop kan tiltrække udenlandske investeringer.

Forrige artikel Økologisk Landsforening: Her er vores ønsker til en ny regering Økologisk Landsforening: Her er vores ønsker til en ny regering Næste artikel FødevareDanmark: Ændring af udbudsloven er en styrkeprøve mellem Folketinget og Finansministeriet FødevareDanmark: Ændring af udbudsloven er en styrkeprøve mellem Folketinget og Finansministeriet