Dansk ernæringsmærke bliver dyrt
DEBAT: Et nationalt dansk ernæringsmærke kan paradoksalt nok føre til et mindre vareudbud, skriver dagens debattør.
Af Lone Rasmussen,
Forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv
Et flertal i Folketinget forlanger, at der sættes et særligt dansk ernæringsmærke på fødevarer, der sælges i Danmark. Det er i klar modstrid med EU-traktatens regler om varernes frie bevægelighed, og det sker på trods af, at effekten af ernæringsmærket i forhold til fedmeproblemet aldrig er blevet dokumenteret - og på trods af, at prisen for at gennemføre forslaget aldrig er blevet undersøgt. Forslaget vil koste et trecifret millionbeløb og få store konsekvenser for ikke mindst de små handlende, herunder mange specialbutikker.
Et EU-stridigt mærke
Enhedslisten og Socialdemokraterne forsvarer deres forslag med, at det vil tage alt for lang tid at vente på et europæisk mærke. Men der sker faktisk noget på EU-niveau for at udvikle et europæisk ernæringsmærke. I efteråret 2006 udtalte EU-kommissær Kyprianou sig positivt om et europæisk ernæringsmærke. Og den 1. februar 2007 besluttede Europa-Parlamentet at opfordre Kommissionen til at udvikle en fælles ernæringsordning. Der sker altså noget i EU lige nu, og derfor er det svært at forstå hastværket med at indføre et EU-stridigt dansk mærke.
Socialdemokraterne sammenligner indførelsen af et dansk ernæringsmærke med det danske særforbud mod transfedtsyrer. Men der er en væsentlig forskel, for mens det er veldokumenteret, at transfedtsyrer er sundhedsskadelige, er det ikke dokumenteret, at et ernæringsmærke vil være ensbetydende med, at vi får færre fede danske borgere. Tværtimod advarer Fødevareinstituttet, tidligere Danmarks Fødevareforskning, om, at det kan være svært for forbrugerne at forstå ernæringsmærket, og de opfordrer derfor til, at det undersøges nærmere.
Dyrt for virksomhederne - og forbrugerne
Hvis alle varer i supermarkeder og specialforretninger skal mærkes, bliver det meget dyrt. Der skal nemlig først laves en ernæringsanalyse af hver enkelt fødevare for at kunne lave den lange næringsdeklaration, som er et lovkrav for at kunne anprise fødevarer. Endelig skal der laves ny emballage, eller der skal sættes et klistermærke på varen.
En gennemsnitsudgift for ernæringsmærket på 15.000 kr. pr. fødevareemne er ikke højt sat - måske snarere for lavt. Et velassorteret varehus har ca. 12.000 fødevareemner - det vil sige en udgift på 180 mio. kr. for et sådant varehus!
Ifølge Folketingets flertal skal detailhandlen selv betale de meget betydelige omkostninger for et dansk ernæringsmærke. Her vil de store kæder måske kunne samarbejde for at minimere omkostningerne - men hvad med den lille butik eller specialforretningen? Det vil blive meget dyrt for dem at skulle mærke alle varer i deres butik. Og derfor kan konsekvensen af et ernæringsmærke paradoksalt nok blive, at forbrugeren får et mindre vareudbud - stik mod hensigten om at sikre sund og alsidig ernæring til befolkningen.
Uanset hvad den endelige pris for at indføre et dansk ernæringsmærke bliver, er det i sidste ende forbrugerne eller skatteborgerne, der kommer til at betale for et mærke, der mest af alt ligner politisk symbolpolitik og drilleri. Derfor opfordrer vi politikerne til besindighed - et dansk ernæringsmærke er ikke den rigtige vej, hverken for forbrugerne eller dagligvarehandelen.
Let som i det lette valg?
Syvsoverne
