Betal, eller vi sprøjter!

Af Kjeld Hansen
Journalist og gårdejer

I gamle dages landsbysamfund var hestetyv og brøndforgifter det værste, man kunne være. Også i dag fordømmes hestetyven, mens brøndforgifter er blevet en lukrativ levevej. Den moderne agroproducent har skaffet sig legal magt til at true byernes drikkevand med sine landbrugs-kemikalier, hvis ikke han får kompensation.

Det måtte Esbjerg Kommune sande i 2009, hvor en landmand i Brørup pressede kommunen til at betale over en halv million kroner for at sikre grundvandet. Landmanden ville ikke frivilligt opgive at sprøjte på 11 hektar rundt om vandboringen. Betal, eller jeg sprøjter, var holdningen.

Siden 2001 har Aarhus Kommune betalt "beskyttelsespenge" for sprøjtefri landbrugsdrift på 126 hektar i Beder-området syd for byen, og kommunen har også drevet sine egne 256 hektar uden gift i en årrække. Imidlertid er det langt fra nok til at sikre rent drikkevand til de 315.000 borgere i Danmarks næststørste kommune. I foråret 2012 fremlagde kommunen en indsatsplan til beskyttelse af drikkevandet i Mårslet-Beder-Malling-området. Her var der behov for sprøjtefri drift af 623 hektar, og de tre vandværker i området var parate til at lade forbrugerne betale 47 lodsejere for at langtidsparkere sprøjten.
Men åbenbart ikke nok.

Kræver millioner for rent vand
Formanden for landboforeningen i området blev "rasende", ifølge Aarhus Stiftstidende, da han hørte om kompensationens størrelse. "Man tilbyder landmanden 90.000 kr. pr. hektar. Det er at gøre grin med erhvervet," udtalte han. Hvad århusianerne siger til at skulle betale millioner af kroner i "beskyttelsepenge", har Aarhus Stiftstidende derimod ikke boret i. At det er vigtigt med en indsatsplan i Aarhus Kommune, viser de mange fund af sprøjtegifte i grundvandet. Aarhus Vand har undersøgt 318 boringer i kommunen og fundet sprøjtegifte i 36 procent af disse.

I den kommunale forvaltning vurderes det, at 6000 hektar jord omkring Aarhus by skal friholdes for sprøjtegift. Det drejer sig om en tredjedel af landbrugsjorden i kommunen, og prisen vil blive noget i omegnen af 250 mio. kr., hvis alle potentielle "brøndforgiftere" skal købes ud.
Samfundsøkonomisk er det heller ikke billigt bare at lade landbruget forurene videre. Typisk koster det 2-5 mio. kroner at etablere en ny boring. Dertil kommer, at nye boringer ikke kan dække behovet for rent vand på længere sigt. Fra hele landet rapporteres der om sprøjtegifte i grundvandet, og til sidst vil der ikke være flere nye steder at bore.

Brølende løver
Rabiate kredse i landbruget har hidtil lodret benægtet, at sprøjtegiftene overhovedet kunne ende i grundvandet. Man har sågar aktivt forfulgt folk, der påviste noget andet.
I foråret 2010 vakte det stor opmærksomhed, da protestorganisationen Bæredygtigt Landbrug annoncerede, at man ville kræve folketingsmedlem Mette Gjerskov (S) og direktør René la Cour Sell fra Danmarks Naturfredningsforening til regnskab for deres "negative udtalelser" om landbrugets giftforurening.
Søgsmålet mod Gjerskov blev dog aldrig til noget, hvorimod naturfredningsdirektøren modtog sin stævning under stor medieståhej.

Imidlertid er den brølende løve nu faldet ned som et fredeligt lam. For en måned siden skrev Bæredygtigt Landbrugs advokat til René La Cour Sell og bad om et forlig i sagen. Man ville gerne spare omkostningerne til en retssag og tilbød derfor at droppe den, lød den formelle forklaring.

Mere sandsynligt er det dog, at selv protestlandmændene har fattet, hvor dårlig en sag man har - både som hestetyv og som brøndforgifter. Nu mangler vi bare, at Folketinget vedtager den nødvendige lovgivning, der stopper dette uvæsen med beskyttelsespenge for det rene vand.

debat@altinget.dk