Barfoed: Myndigheder arbejder effektivt

REPLIK: Altingets artikel om afsløring af ulovlige dyretransporter er både misvisende og manipulerende, mener Forbrugerministeren.

Af Lars Barfoed (K)
Familie- og forbrugerminister

Altinget bringer den 23. november en artikel, hvor mine udtalelser fra et samråd om ulovlige dyretransporter bliver stærkt fordrejet. På samrådet fortalte jeg, at Fødevarestyrelsen i den konkrete sag om ulovlige svinetransporter til Tarpholtz i Tyskland, måtte tage kontakt til de tyske myndigheder for at fremskaffe dokumentation vedrørende forholdene - simpelthen fordi vi ikke må lave myndighedskontrol i udlandet.

Fødevarestyrelsen afventede svaret fra de tyske myndigheder, da TV-avisen bragte historien med billeder fra Tarpholtz. Derfor sagde jeg, at TV-avisen bedre kan lave grænseoverskridende operationer i udlandet end de danske myndigheder. Det er jeg da også korrekt citeret for i artiklen.

Men det er en fuldstændig fordrejning af virkeligheden, når Altinget skriver, at det var mit budskab, at det er langt bedre at satse på TV-journalisters indsats end på de officielle danske fødevaremyndigheder i sager om dyretransporter.

Ligeså manipulerende er det, når Altinget i indledningen til artiklen skriver "Fødevaremyndighederne kan ikke altid afsløre ulovlige dyretransporter. Det er TV langt bedre til, siger Lars Barfoed i samråd." Fødevarestyrelsen arbejder effektivt og hårdt på at sætte ind over for ulovlige dyretransporter - blandt andet gennem det særlige dyrevelfærdsrejsehold, som dagligt arbejder på højtryk for at forbedre dyrevelfærden.

Efter Tarpholz-sagen har vi intensiveret samarbejdet med de tyske myndigheder og jeg har stor tiltro til, at Fødevarestyrelsen i samarbejde med deres tyske kolleger vil sætte hårdt ind over for folk, der overtræder dyrevelfærdslovgivningen.

Forrige artikel Rugbrød fremmer karrieren Næste artikel Fri os for den fede skat