Åbenhed – kun for virksomheder?

DEBAT: Processen til godkendelse af genmodificerede afgrøder lider af mangel på åbenhed, mener formanden for Biotekcenter.dk.

Af Mattias Zetterstrand
Formand for Biotekcenter.dk 

I forbindelse med research til en nylig artikel om godkendelse af nye genmodificerede afgrøder mødte Biotekcenters journalist vanskeligheder fra en uventet front: det danske godkendelsessystem. Det var ikke umiddelbart til at få informationer om embedsmændenes indstillinger til politikerne, politikkernes stemmeafgivelse samt Danmarks endelige stemme i EU.

Derfor søgte vi aktindsigt hos Fødevareministeriet for at få oplysningerne. Efter godt en måneds venten og en enkelt rykker fik vi besked om politikernes stemmer til afgrøderne. Embedsmændenes indstilling kunne vi derimod ikke få oplysninger om. De er undtaget fra aktindsigt.

Vanskeligt at gennemskue
Offentligheden og de virksomheder, der ansøger om godkendelse, kan altså ikke få indsigt i, hvor den videnskabelige proces stopper, og den politiske begynder, når det drejer sig om godkendelse af nye genmodificerede afgrøder.

Og så bliver det naturligvis svært for industrien at gennemskue, hvorfor deres afgrøder bliver afvist. Er vurderingen, at de ikke er sikre nok, og mangler der videnskabelig dokumentation? Er det politikerne, der stemmer dem ned, fordi de generelt er imod den nye teknologi? Eller er det noget helt tredje? Vi ved det ikke.

Det er en frustrerende sag for industrien, der naturligvis gerne vil i dialog med myndighederne for at imødekomme de krav, der stilles til deres afgrøder. Virksomhederne sender jo ikke en ansøgning af sted, inden de forventer at kunne opnå en godkendelse, så ønsket om at vide, hvor kæden hopper af, er vel ikke unaturligt.

Samtidig må det være i alles interesse, at offentligheden har mulighed for at få indsigt i myndighedernes vurdering af det videnskabelige grundlag og politikernes holdning til de nye genmodificerede afgrøder. 

Strenge krav om åbenhed til virksomhederne
Omvendt kan vi sammenligne med de krav, myndighederne stiller til virksomhederne, når vi indleverer en ansøgning om at få godkendt nye genmodificerede afgrøder. Her er der meget strenge krav til åbenhed.

Der er fri adgang til informationerne fraset dem, der betragtes som forretningshemmeligheder og derfor kan komme konkurrerende virksomheder til gode. Men langt størstedelen af ansøgningen er fuldt offentlig, inklusiv alt der relaterer sig til sikkerhed.

Det klager vi ikke over. Vi mener godt, vores resultater kan tåle dagens lys. Vores ønsker er, at åbenheden går begge veje.

Forrige artikel Miljøministeriets blinde plet Næste artikel Sund mad i børnehaven, skolen og på arbejdet