Kortere overgang til bedre dyrevelfærd

Af Britta Riis
Direktør, Dyrenes Beskyttelse

I Danmark har vi lovgivning for husdyrproduktionen, der fastsætter de fysiske rammer for staldsystemerne, og dermed også for dyrevelfærden. Det handler bl.a. om, hvor meget plads en gris eller høne skal have, og hvordan stalden eller burene skal indrettes. Lovgivningen for landbrugsdyrene kommer enten i stand på baggrund af EU-regler eller som et resultat af et dansk initiativ.

I begge situationer indføres der typisk overgangsperioder i den vedtagne lovgivning, som fastsætter, hvornår de enkelte krav skal være gennemført ude i besætningerne. Overgangsperioderne er lange, og sjældent under 10 år. De lange overgangsperioder sikrer, at en landmand kan nå at afskrive sit eksisterende produktionssystem og giver ham god tid til at omlægge sin produktion til de nye lovkrav. Af hensyn til dette er overgangsperioden for eksisterende byggeri altid længere end for nybyggeri. Modsat betyder overgangsperioden, at grisen eller hønen først får gavn af de vedtagne forbedringer efter 10-15 år, også selvom baggrunden for de nye krav er, at der er behov for umiddelbare velfærdsmæssige forbedringer af produktionen.

Et par eksempler illustrerer brugen af overgangsperioder i husdyrproduktionen i forhold til at give dyrene bedre dyrevelfærd. Det blev tilbage i 1999 i EU besluttet at udfase de traditionelle bure til høns, og burægproducenterne fik en overgangsperiode indtil 1. januar 2012 til at få erstattet de gamle bure med nye berigede bur, som indeholder reder, siddepinde og et skrabeareal. I 1998 blev det i Danmark besluttet, at fra 2013 er det slut med at fiksere drægtige søer i bokse, og at de i stedet skal holdes i løsdriftssystemer, hvor de bedre kan bevæge sig. Det seneste eksempel på lange overgangsperioder er fra den netop vedtagne lov om hold af malkekvæg, hvor alle krav først skal være indført i 2034, altså om 24 år.

Når Dyrenes Beskyttelse deltager i et lovforberedende arbejde i forbindelse med indførsel af ny eller ændring af eksisterende lovgivning anerkender foreningen det rimelige i, at der skal være en overgangsperiode ved store ændringer af produktionsbetingelserne, således at den enkelte landmand ikke skal bygge sin stald om fra den ene dag til den anden. Også selv om det i praksis betyder, at dyrevelfærden først bliver bedre efter en årrække. Vi finder det imidlertid særdeles problematisk med overgangsperioder på helt op til 24 år, hvor hensynet til erhvervet er tillagt for meget vægt. Det samme gør sig gældende for overgangsperioden indtil 2023 for stop for ræveproduktion i Danmark.

Det er samtidig helt afgørende, at velfærdsforbedringerne rent faktisk er indført alle steder, når overgangsperioden endelig udløber efter 10-15 år. Og her har vi i Danmark tradition for at klage over, at andre EU-lande ikke er lige så gode som os til at få indført de mere dyrevelfærdsvenlige systemer. For æglægningsburene er kritikken helt berettiget, da den danske ægproduktion ser ud til at have udfaset de gamle æglægningsbure til tiden, mens andre EU-lande dårligt er begyndt.

For de løse drægtige søer ser det imidlertid mere broget ud. Den danske svineproduktion har hidtil givet indtryk af at være godt på vej, men nye tal fra branchen selv viser, at det kun er omkring halvdelen af besætningerne som har de drægtige søer i løsdrift. Forventningen er nu at omkring 40 % af besætningerne ikke kan leve om til kravet om løsdrift i 2013. Det er et tilbageslag af rang for dyrevelfærden i den danske svineproduktion, og det rokker både ved fundamentet for overhovedet at indgå aftaler med erhvervet omkring overgangsperioder, og ved billedet af en dansk svineproduktion, der går foran når det handler om dyrevelfærd.

Hvis vi fremover skal tage de pæne ord om bedre dyrevelfærd alvorligt, er det helt afgørende, at der kommer handling bag ordene, og et absolut minimum er, at vedtagne forbedringer for dyrevelfærden er indført i produktionen, når overgangsperioden udløber.

debat@altinget.dk