GDA giver vildledende information

DEBAT: Ud med GDA og ind med et effektivt og retvisende ernæringsmærke, som giver forbrugerne det, de har krav på: ordentlig information. Det mener Forbrugerrådet.

Af Camilla Hersom
Formand for Forbrugerrådet

Der er fedmeproblemer næsten overalt i verden - ikke mindst her i Europa. Det har betydet en kraftig forøgelse af menneskelige tragedier i form af dårligt helbred. Selv for børn, der begynder at lide af livsstilssygdomme som diabetes 2 og hjerte- kar-sygdomme. Og så kommer fødevareindustrien med et nyt ernæringsmærke, GDA, som er mildest talt vildledende. Det virker helt uforståeligt.

GDA står for Guideline Daily Amount og viser, hvor meget fedt, sukker salt og energi, der er i en portion af en fødevare. Størrelsen af portionen er udregnet efter, hvad der er passende for en gennemsnitskvinde at spise på en dag. Industrien arbejder hårdt på, at GDA-mærket sættes på alle deres varer, og man har allerede opnået at indskrive mærkningen i EU's officielle forslag til nye europæisk regler for mærkning af fødevarer.

Portionsstørrelserne er problematiske
Det mener Forbrugerrådet - og en hel del andre organisationer og uafhængige fødevareeksperter - er en rigtigt dårlig idé. For mærket er som skabt til at vildlede forbrugerne om, hvad der er sundt at spise og i hvor store mængder.

Et af hovedproblemerne er portionsstørrelserne. Der findes ingen standarder på dette område i forvejen, så industrien har frit slag. Og det udnyttes til fulde. Derfor har Forbrugerrådet valgt at anmelde otte produkter til fødevaremyndighederne for vildledende markedsføring.

I næsten alle tilfældene var problemet, at portionsstørrelserne var angivet til at være langt mindre, end hvad man kan forvente, der bliver spist af produktet.

Et par eksempler: Man køber en Guldbarre fra Toms. Ifølge portionsudregningen spiser man kun lidt over halvdelen af chokoladebaren. Men det er urealistisk for langt de fleste. Det samme gør sig gældende for Coca Cola, hvor man køber en flaske 500 cl, men portionsudregningen tager udgangspunkt i det halve. Når kapslen er af, bliver colaen drukket op.

Industrien svarer, at portionerne for de usunde varer er fastsat små, fordi de er vejledende. Altså at de giver et fingerpeg om, hvor meget man bør spise. Men det hænger jo slet ikke sammen med, at portionen nogle gange svarer til den faktiske pakkestørrelse - f.eks. en hvid chokolade fra Nestlé, som både sælges i en 40 grams og en 85 grams plade. Her skifter portionsstørrelsen fra 40 gram på den lille til 17 gram på den store plade. Det er urealistisk at tro, at forbrugeren spiser mindre, bare fordi man køber en større plade.

Skelner ikke mellem sukkertyper
Der er også et stort problem i forhold til angivelsen af sukkerindholdet. GDA skelner ikke mellem, om sukkeret kommer fra æbler eller fra slik, og det betyder, at sukker-GDA'erne bliver for små og ikke i overensstemmelse med de officielle kostanbefalinger.

Med andre ord: Forbrugerne, der læser ernæringsmærkningen, får et forkert billede af, hvor meget man kan indtage af produktet, før man har fået opbrugt den daglige 'kvote' af fx fedt eller sukker - eller begge dele.

Forbrugerrådet ønsker et fødevaremærke, som klart og tydeligt fortæller, hvad der er sundt og usundt. Det gør GDA ikke. GDA vildleder, så varen ser meget sundere ud, end den er.

Derfor opfordrer vi til, at Fødevareministeren og fødevareindustrien dropper GDA og i stedet sætter større fokus på produktudvikling af sundere produkter og en mærkning, som forbrugerne kan stole på.

Eftersom problemerne med fedme og det ubrugelige GDA-mærke ikke kun er dansk, er det vigtigt, at fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) arbejder aktivt for, at GDA ikke får lov til at blive stående som en del af den nye EU-mærkningsforordning.

Altså: Ud med GDA og ind med et effektiv og retvisende ernæringsmærke, som giver forbrugerne det, de har krav på: ordentlig information.

Forrige artikel Vinderstrategi for europæisk fødevareforskning efterlyses Vinderstrategi for europæisk fødevareforskning efterlyses Næste artikel Usund fedmedebat Usund fedmedebat