Ny europæisk mærkning skal guide forbrugerne

DEBAT: En ny europæisk ernæringsmærkning er begyndt at vinde indpas på fødevareemballage, og flere produkter kommer i 2008, skriver Ole Linnet Juul.

Af Ole Linnet Juul,
branchedirektør i FødevareIndustrien

Energiindtaget og kostsammensætningen er central, når vi taler bekæmpelse af fedme og usund livsstil. Det er udgangspunktet for det nye europæiske ernæringsmærke forkortet GDA. Foran på emballagen angives energiindholdet med et symbol pr. portion af fødevaren suppleret med den traditionelle varedeklaration på bagsiden.

GDA er den europæiske fødevareindustris svar på mærkningsdiskussionen i forhold til fedmedebatten. Mærkningen er således europæisk og et indspil til EU-Kommissionens "Diet Platform". Mærket er i fuld anvendelse på en række produkter i flere EU-lande og nu også i Danmark, bl.a. på morgenmadsprodukter og drikkevarer.

GDA viser grafisk fødevarens indhold af energi, sukker, fedt, mættet fedt og salt i en portion. Samtidig vises indholdet i forhold til den mængde, der er passsende at spise på en dag. GDA skal ikke opfattes som en individuel kostvejledning, men som en guideline, der skal gøre det nemmere for forbrugerne at træffe et bevidst valg om, hvad der spises og drikkes.

FødevareIndustrien (FI) i Dansk Industri anbefaler fødevarevirksomheder at indføre GDA-mærkning på emballagen, fordi den giver forbrugerne et godt redskab til at vælge mad og drikkevarer.

Myndighederne i bl.a. Tyskland, Finland, Polen og Frankrig bakker op om GDA-modellen. Også EU-Kommissionens udkast til forslag til fødevaremærkningsforordningen åbner op for GDA-mærkningen.

Det nye i Danmark er, at GDA-mærkningen bygger på portionsstørrelser og ikke på 100 g som den traditionelle varedeklaration.

Portionsstørrelser skal opfattes som vejledende
Portionsstørrelserne skal anses som en vejledende mængde, der kan indgå i en balanceret kost. I FI mener vi, at det er en god ide at anvende portionsstørrelser, da det kan give forbrugerne en rettesnor for, hvor meget de må spise af produktet som en del af en balanceret kost.

Faktum er, at forbrugerne har svært ved at forstå den traditionelle varedeklaration pr. 100 gram. Samtidig spises der sjældent præcis 100 gram af fødevaren. At mærke fødevarer med en portionsstørrelse er mere brugerorienteret og signalerer, hvad der "må" spises. Tankegangen er at spise mindre, ikke mere.

Portionsstørrelserne bliver ensartede i hele Europa og inden for hver fødevarekategori.

Kommunikation til forbrugerne
FI tror på, at forbrugerne f.eks. bedre kan se, hvor mange kalorier og fedt der er i fødevaren ved hjælp af GDA-mærkningen. Samtidig tror vi på, at det vil være med til at drive produktudviklingen af fødevarer i den rigtige retning - mindre fedt, sukker og salt.

I relation til sundere kostvaner og forebyggelse af fedme skal der mange initiativer til for at få forbrugerne til at ændre adfærd. GDA er blot et skridt på vejen, og det skal naturligvis følges op af en omfattende informationskampagne. 

Derfor planlægges en nordisk informationskampagne i løbet af 2008, og første skridt er et website, der lanceres i slutningen af februar. Websitet skal forklare forbrugerne om GDA, og om hvordan den skal bruges til at sammenligne og vælge madvarer.

<img align="left" src="@nyimg=2913@" />

Forrige artikel Lavere moms på sundhed kræver ingen kommission Lavere moms på sundhed kræver ingen kommission Næste artikel Støtte fra fortiden Støtte fra fortiden