Slip rævene løs?

DEBAT: Det er unfair at hænge Socialdemokraterne ud for at have dispenseret for de nye regler for hold af ræve, mener Bjarne Laustsen (S).

Af Bjarne Laustsen,
fødevareordfører for Socialdemokraterne

Socialdemokraterne kæmper vedholdende for bedre dyrevelfærd. Derfor er vi også klar til at bruge et eventuelt alternativt flertal til at sikre bedre dyrevelfærd. Men det skal ske på et ordentligt grundlag. Derfor er jeg tilfreds med, at et enigt udvalg har besluttet at besøge en af ræveavlerne. Vi har taget til efterretning, at ministeren har valgt at dispensere fra de nye regler, men der skal ikke være nogen tvivl om, at der er brug for en gevaldig opstramning på området.
 
Nu har der i 100 år været ræveproduktion i Danmark med henblik på at bruge pelsene fra disse dyr, hvor produktionen af mink til skind først er kommet til langt senere. Til gengæld produktionen af mink langt den største, som for længst har overhalet ræveproduktionen med 14 mio. skind om året. Ræveproduktionen giver knap 14.000 danske ræveskind. Til sammenligning producerer Finland knap to mio. skind ud af en samlet produktion på syv mio. i verden.
 
Der er mange holdninger til ræveproduktionen, f.eks. om vi i det hele taget skal have denne produktion for at tilfredsstille verdens forbrugere med et skind, som mange betragter som en luksusvare, som vi strengt taget ikke har brug for. Denne debat har vi også haft i Danmark med stor styrke. Således blev et beslutningsforslag fra SF i 2003 genstand for en behandling i Folketinget, hvor Socialdemokratiet foreslog en minihøring. Den førte til en række konkrete krav, der lå ud over Europarådets rekommandation. Alle partier i Folketinget undtagen regeringspartierne, V og K, var enige herom. Det blev således en konservativ justitsminister, som er tilhænger af ræveavl, der bliver sat til at udforme reglerne på baggrund af denne minihøring.
 
Dyrenes Beskyttelse og pelsdyravlerne blev sat til at komme med forslag til, hvordan de konkrete punkter kunne udmøntes. Men da DB er lodret imod ræveavl i bure, kom der selvsagt ikke så meget ud af denne øvelse.
 
Lokumsaftale

Til gengæld tror jeg, der er forsøgt lavet en slags lokumsaftale mellem pelsavlerne og Dyrenes Beskyttelse, der går ud på, at avlerne selv skal udfase ræveproduktionen. Noget tyder på, at det er en rigtig vurdering, fordi ræveavlerne klager over manglende opbakning fra pelsdyravlernes forening.
 
En af de få ræveavlere, der er tilbage, Bjarne Mechlenburg i Lyngså, har lavet et par forsøgsbure efter den ny bekendtgørelse. Spørgsmålet er så, om rævene har fået mere dyrevelfærd efter de ny regler. Ræveavlerne mener nej, og de har alle søgt om dispensation. Under valgkampen kom der så et par artikler frem blandt andet i NORDJYSKE med et par ræve, som helt bestemt ikke så ud til at have det særlig godt. Det kommenterede min kollega, Lene Hansen (S), og Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti. Han sagde: "Hvis det viser sig, at reglerne ikke fungerer (...), må vi være fornuftige og se på det igen og holde en ny høring." (NORDJYSKE 6.11.2007)
 
Efter at jeg blev fødevareordfører for Socialdemokratiet, har jeg taget initiativ til, at Folketingets fødevare- og retsudvalg skulle besøge en rævefarm. Det har alle også bakket op om, og besøget finder sted den 28. januar. I mellemtiden er Socialdemokratiet blevet hængt ud for, at vi skulle have støttet en dispensationsansøgning, som ministeren har givet de 16 ræveavlere. Det er udelukkende ministerens ansvar.
 
Dyrenes Beskyttelse misbruger situationen
Den situation har Dyrenes Beskyttelse efter min mening misbrugt til at hænge Socialdemokratiet ud. Det er ikke fair; da også DF har udtrykt ønske om at se på sagen igen. Den kampagne, som DB har startet på et urimeligt grundlag, har indtil videre ført til, at Socialdemokratiet har modtaget over 6000 mails i denne sag. Jeg synes det er fint, at vi nu endnu en gang får denne debat om, hvordan vi helt generelt passer og plejer vores dyr. Derfor skal DB selvfølgelig også med på vores studietur.
 
Nu drager udvalget så på studietur for at se på forholdene. Det skylder vi både rævene og avlerne samt ikke mindst det faktum, at det halve Folketing er skiftet ud, siden vi havde debatten sidste gang. Jeg har hele tiden holdt fast i, at det alternative flertal uden om regeringen er væsentligt at bruge for at tvinge regeringen og erhvervet til at skabe ordentlige forhold for vores produktionsdyr - og det uanset vi taler om ræve, svin eller kyllinger.
 
For at kvalificere debatten yderligere har jeg bedt om, at ministeren redegør for, hvordan vi i Danmark evt. kan udfase ræveproduktionen, uden at der er tale om ekspropriation, som det er sket i en række andre lande. Jeg har også bedt fødevareministeren oplyse, hvor stort medicinforbrug og antallet af dyrlægebesøg er i og ved ræveproduktionen. Det kunne fortælle lidt om dyrenes sundhedstilstand. Jeg har også bedt ministrene om at komme med forslag til de to punkter, som har voldt størst problemer, nemlig hvorvidt den faste bund og redekassen kunne udformes på en anden måde, således at dyrene ikke opholder sig i deres egne ekskrementer.
 
Men det bliver en meget svær opgave at forlige alle parter i denne sag. Fordi der er nogen, der uanset regler - hvor fornuftige eller tåbelige de måtte være - kun ønsker at udfase ræveproduktionen i Danmark. Derfor er det eneste saglige lige nu at se på forholdene.

Forrige artikel Sæt sundhed på dagordenen Næste artikel Dansk frugt og grønt er stadig bedst