Seniorforsker: Mette Frederiksen springer ud som Kina-høg og udfordrer Lars Løkkes pragmatiske linje

Hun har sine meningers mod, den danske statsminister. Også når de ikke flugter med hendes egen udenrigsminister, ej heller de øvrige europæiske statsledere.

Fra sidelinjen på FN's generalforsamling i New York trådte Mette Frederiksen ind i rampelyset med sit skarpt formulerede krav om at holde Kina ansvarlig for dets støtte til Ruslands krigsindsats.

Den danske statsminister tilføjede til Politico, at "vi har prøvet (...) at have normalt samarbejde [med Kina] (...) men vi kan ikke længere tillade os selv at være naive". Tidligere på måneden advarede hun i Financial Times om faren ved, at Europa bliver afhængig af kinesisk teknologi.

Fredag kunne Udenrigsministeriet overraskende annoncere, at Lars Løkke Rasmussen havde indgået en aftale med Kinas topdiplomat Wang Yi om at "implementere visumfri rejse for danskere, der besøger Kina".

I den forbindelse udtrykte Løkke "sin taknemmelighed" og noterede sig aftalens "potentiale til betydeligt at øge samarbejdet og forbindelserne" mellem de to parter.

At udenrigsministeren også befandt sig i New York til generalforsamlingen efterlader os med indtrykket af manglende koordination mellem udenrigs- og statsministeriet i forhold til dansk Kina-politik. Det ligner endda politisk armlægning for åben scene.

Den danske statsministers verbale angreb på Kina synes nemlig at underminere den mere pragmatiske linje, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har praktiseret over for kineserne.

Således lykkedes det Løkke at genoplive det ellers hensygnende strategiske partnerskab med Kina i august sidste år og hermed stabilisere det bilaterale forhold efter fire år i krisediplomatiets tegn (2018-2022). Til stor glæde ikke mindst for dansk erhvervsliv, som trods voksende Kina-bekymringer stadig er nært knyttet til det kinesiske marked med hensyn til investeringer, eksport og forsyningskæder.

{{toplink}}

Statsministeren stempler ind i debatten

Også i et bredere europæisk perspektiv har politikerne den senere tid haft travlt med at pleje relationerne til den kinesiske regering.

Den spanske premierminister, den polske præsident og den norske statsminister har alle lagt vejen forbi Beijing i løbet af september, hvor de i øvrigt ligeledes har sikret sig visumfri adgang til Kina for deres borgere.

Samtidig arbejdes der på højtryk i EU's maskinrum for at sikre en eller anden form for kompromisløsning omkring de bebudede straftoldsatser på kinesiske elbiler for at undgå en eskalerende handelskrig.

Især tyskerne, franskmændene og senest spanierne har kurtiseret kineserne for at undgå modforanstaltninger rettet mod henholdsvis bil-, brandy- og svinekødsindustrien.

Mette Frederiksens krav om at stille Kina til ansvar komplicerer alle disse bestræbelser på at normalisere relationerne mellem Europa og Kina. Men hvordan forklarer vi så udtalelserne fra den danske statsminister?

Mon ikke vi skal skue mod Washington, hvorfra den sikkerhedspolitiske taktstok svinges.

Ganske som Anders Fogh Rasmussen har Mette Frederiksen gjort en dyd ud af at være lydhør over for amerikanerne, og det gælder i særdeleshed i forholdet til Kina.

Da Biden-administrationen sidste år valgte at prioritere dialog, afspænding og selektivt samarbejde med kineserne, fulgte den danske regering trop og lod Løkke rejse til Beijing for at enes med kineserne om en slankere udgave af det strategiske partnerskab. Men de seneste signaler fra Washington virker knapt så forsonlige over for Beijing.

{{toplink}}

For et par uger siden var den amerikanske regering for første gang ude i verdenspressen med budskabet om, at Kina direkte understøtter Ruslands krigsmaskine. Afsenderen var viceudenrigsminister Kurt Campbell, som i samme åndedrag efterlyste, at europæerne tog bladet fra munden over for Beijing.

Den opfordring havde de europæiske toppolitikere siddet overhørig, indtil den danske statsminister stemplede ind i debatten.

Kinas regering er desperat

Hertil kommer, at den tværpolitiske Kina-konsensus i Washington i den forløbne uge frembragte endnu et stykke lovgivning, der skal udelukke kinesisk teknologi fra USA.

Amerikanerne har allerede i forskellig grad taget livtag med kinesiske 5G-udbydere, droner, overvågningskameraer, lastekraner, biotech-virksomheder og mobiloperatører. Nu gælder det internetopkoblede køretøjer (inklusiv elbiler), som ifølge lovforslaget om nogle år ikke skal kunne sælges på det amerikanske marked.

Statsministerens nylige advarsel om Europas afhængighed af kinesisk teknologi skal således ses i lyset af den omsiggribende teknologiske afkobling af Kina.

Tilbage står vi med en samspilsramt dansk Kina-politik, som stritter i forskellige retninger. Under alle omstændigheder er det symptomatisk for kinesernes voksende desperation for at omfavne europæerne, at statsministerens høgeagtige udtalelser bliver ledsaget af en aftale om visumfri adgang til Kina.

I Beijing har man for længst indstillet sig på en langstrakt kappestrid med Washington, og derfor har kineserne – i bogstaveligste forstand – ikke råd til også at miste europæerne på et tidspunkt, hvor den kinesiske økonomi for alvor viser svaghedstegn.

I den forstand fik Mette Frederiksen tilsyneladende testet grænserne for, hvor bramfrit man ustraffet kan udtale sig om magthaverne i Beijing. Men om kineserne hermed stilles til ansvar for deres støtte til Ruslands krigsindsats er straks en anden sag.  

debat@altinget.dk