Tidligere minister: Ny bog om omsorgens værdi er pligtlæsning for strukturkommissionen

 

Man høster, som man sår. Også når man sammensætter en sundhedskommission.

Tanken slog mig, da jeg læste Jacob Birklers nyudkomne bog “Omsorg – når menneskelighed er et arbejde”. Bogen giver indsigt i, hvad omsorg er – og hvorfor omsorgen bør være fundamentet i fremtidens sundhedsvæsen.

Tanken, der slog mig, var at det er virkelig uklogt, at der ikke sidder en filosof eller teolog i Sundhedsstrukturkommissionen, som regeringen netop har nedsat. De ni medlemmer har alle en sundhedsfaglig, organisatorisk eller økonomisk baggrund. Det er vigtige kompetencer og erfaringer, men kommissionens anbefalinger risikerer at mangle de fuldstændigt centrale pointer, som Birkler leverer i sin bog.

Birkler er dels tidligere formand for Det Etiske Råd, dels ph.d. i medicinsk etik og dels mangeårig underviser på sundhedsuddannelserne. Hans pointe er radikal: Vi mangler ikke nødvendigvis tid til omsorg, men øje for omsorgens værdi, prioritet og funktion.

Birkler tager afsæt i sygeplejen, men pointerne kan sagtens favne bredere end sygeplejen.

Vender traditionen på hovedet

Sygeplejefaget er gennem en længere årrække – på godt og ondt – blevet akademiseret og specialiceret. Det har medført fremskridt og forbedringer på en række felter, men vi mangler både sprog og nye vinkler for at forstå, hvad der sker i den vigtige relation i forholdet mellem sygeplejerske og patient.

Vi har sprog til at tale om økonomi, opgaver, rettigheder, organisation og den faglighed, som sygeplejen bygger på. Men vi overser sagen. Og sagen defineres som den omsorg, der lader patienten få en menneskelig plads.

Birkler vender dermed traditionen og perspektivet på hovedet: Det er sagen, altså omsorgen for patienten, der skal definerer faget, altså den sygeplejefaglige opgave.

Ved at tage afsæt i patienten og i den kliniske praksis, graver Birkler et spadestik dybere end i sine tidligere bøger. Han vil ikke gå på “filosofiske krykker”, men formulere et sprog og en række definitioner af centrale begreber, der giver os indsigt i grundlæggende værdier i sundhedsvæsnet. Værdier, som er blevet trængt i baggrunden.

Omsorgen er fortrængt

Omsorg handler om relationer. Det er af patientomsorgen de sygeplejefaglige – og jeg tillader mig at udvide til andre sundhedsfaglige opgaver – udspringer. Ikke omvendt.

Omsorg er altså ikke en professionaliseret opgave, man kan læse sig til at praktisere. Det handler om at se patienten og give sig selv den tid, der er. Og det kan være vanskeligt at tale om. Men der er forskel på at være ble-ansvarlig sygeplejerske og at have ansvar for patienten Hans – og det gør en verden til forskel i mødet mellem sygeplejersken og patienten.

{{toplink}}

Birkler peger med spidende præcision på, at de sygeplejefaglige opgaver har haft en tendens til at fortrænge omsorgen i vores sundhedsvæsen. Men sygepleje og omsorg er hinandens forudsætning. Sygeplejen er opgaveorienteret, mens omsorgen er orienteret mod mennesket. Og i et godt sundhedsvæsen skal afsættet altid være det konkrete menneske i den konkrete situation.

Det kan med andre ord godt være, at vi både mangler penge, hænder og en tidssvarende organisationsstruktur i sundhedsvæsnet. Men den afgørende mangel er manglen på øjne, der ser andet og mere end apparatfejl, der skal afhjælpes. Øjne, der ser mennesker i al deres forskellighed. Omsorg er med Birklers ord en indstilling eller en ansats, hvorfra sygeplejeopgaven defineres.

Man mærker, at Birkler ikke er journalist

Dermed vender Birkler tingene på hovedet i forhold til det traditionelle perspektiv på sygeplejen. Enkelte steder refererer han til nordmanden Kari Martinsen, der, inspireret af K.E. Løgstrups tænkning om den etiske fordring, taler om at se med “hjertets øje”.

Sygeplejersken skal gå til patienten med ønsket om en forståelse og gå derfra med en opgave. Den slags har vi ikke rigtig sprog for i et højt specialiseret og stærkt effektiviseret sundhedsvæsen. Men det burde vi have.

Bogens første kapitler rummer et utal af definitioner på de centrale begreber, vi skal forstå for at kunne få greb om omsorgens væsen og værdi. Her mærker man, at Birkler ikke er journalist, men akademiker: Han begynder med definitionerne, og det er først i bogens sidste kapitler, at han når frem til de centrale pointer.

Det ville have gjort bogen mere læseværdig, hvis det var vendt om: Konklusioner og pointer først, dernæst begrundelser og definitioner.

I sandhed en radikal pointe

Ikke desto mindre er bogen et helt centralt bidrag og korrektiv til den igangværende diskussion om sundhedsvæsnets fremtid i et velfærdssamfund. For hvis vi indretter det på en måde, der gør det umuligt at øjne patienten, går vi den forkerte vej.

{{toplink}}

Det er ikke sygeplejen som fag, men sagen, altså omsorgen og relationen til patienten, der skal være både afsæt og mål i sig selv. Ellers ender vi i det, der rammende betegnes som faglig forblændelse.

Det er i sandhed en radikal pointe, da store dele af vores sundhedsvæsen i dag bygger på den omvendte logik: At det er faget, der skaber opgaven. Men bag enhver talværdi eller diagnose er der en patient med et liv og en historie.

Det kræver opmærksomhed, forståelse og sanselighed. Har økonomerne og bureaukraterne i Sundhedsstrukturkommissionen mon blik for og et sprog, som de kan tale om dét i?

Birkler peger stilfærdigt på, at der ligger et moralsk imperativ gemt hos de beslutningstagere, der ikke giver de tilstrækkelige rammer og betingelser for at kunne påtage sig de opgaver, der udspringer af omsorgen. Samtidig påpeger han, at det at øjne patienten er en mulighed i ethvert møde med mellem sygeplejerske og patient. Det har man aldrig for travlt til.

Pligtlæsning for ny kommission

Birkler er ikke maskinstormer, og han ser ikke kun farer, men også mange muligheder i den nye teknologi. Og han er helt opmærksom på det, han kalder “moralsk stress”, der nemt kan opstå, når sygeplejersken i omsorgen og mødet med patienten erkender, at der er en opgave, som hun eller han simpelthen ikke kan løfte på de givne vilkår. Tiden er en faktor. Men enhver patientrelation rummer mulighed for et omsorgsfuldt blik.

Hverken Jacob Birkler eller andre filosoffer eller teologer har fået sæde i Sundhedsstrukturkommissionen. Men jeg vil i det stille opfordre til, at kommissionen læser hans bog – eller i det mindste konsulterer ham.

Fremtidens sundhedsvæsen skal være effektivt, højt specialiseret, og der skal bygges nye broer mellem sygehusvæsen, kommuner og private. Men fundamentet for det hele er og bliver blikket for omsorgens og relationernes betydning i den konkrete praksis.

{{toplink}}