Ny bog er en vigtig påmindelse om, at tidsånden truer åndsfriheden

 

Vi danskere kan godt lide at se os selv, som dem, der forsvarer ytringsfriheden. Se os selv som en demokratisk bastion. Som Forenings-Danmark med et mylder af foreninger, klubber og græsrødder, der sætter fut i fejemøget.

Ja, vores ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed er ukrænkelige frihedsrettigheder. Vores ret til at trykke Muhammed-tegninger, der tager tykt pis på islam, skal ingen komme og sætte spørgsmålstegn ved.

Men hvordan står det til med åndsfriheden?

Er det åndsfrihed, når det såkaldte tildækningsforbud, der blev vedtaget i 2018, straffer den, der bærer en beklædningsgenstand, der skjuler ansigtet?

Åndsfrihed er mere end de frihedsrettigheder, vi har meget nemmere ved at tale om; åndsfrihed handler også om store, svære størrelser som tro, etik, liv, død og meningen med det hele.

Der er derfor god mening i at udsende en antologi om 'Åndsfriheden i det moderne samfund' netop nu, hvor vi bevæger os fra krise til krise, mens vi med himmelvendte øjne spørger os selv og hinanden: Hvor skal vi hen, du?

Den støvede åndsfrihed

Formålet med 'Åndsfrihed i det moderne samfund' er at udbore begreberne ånd, åndsfrihed og tidsånd. I en række essays belyser forskere begreberne fra reformationen til i dag.

Vi hører om, hvordan ånd langt hen ad vejen er lig med Helligånden hos Martin Luther. Hvordan ånd er bevidstheden om bevidstheden – og det, der adskiller os fra dyrene – hos Søren Kierkegaard. Og så er der Grundtvig, der binder hele sit omfattende virke af salmer, mindedigte, prædikener, krøniker og politiske artikler sammen med ånd: Helligånd, folkeånd, tidens ånd, verdens ånd, lyset ånd, skytsånd, åndepust, skaber ånd, menneske ånd, åndsliv, åndsfrihed og man kunne blive ved.

Alligevel er der noget gammeldags, altmodisch og støvet over begrebet åndsfrihed. 'Åndsfrihed i det moderne samfund' puster støvet af begrebet og sætter det ind i en aktuel kontekst.

Var det måske ikke Poul Henningsens revyvise fra 1940, vi sang, da Krudttønden blev udsat for terror i 2015? Da vi afmægtigt mødtes til demonstration, var visen med linjerne: "Man binder os på Mund og Hånd/Men man kan ikke binde Aand, den bedste trøst vi kunne finde i vintermørket."

Samfundets trosbekendelse

Knud Heinesen (S) indførte som undervisningsminister i 1972 åndsfrihed i folkeskolens formålsparagraf. Det skete med ordene: "Skolens undervisning og hele dagliglig må bygge på demokrati, åndsfrihed og tolerance". I sin selvbiografi kalder Heinesen denne formålsparagraf "samfundets trosbekendelse til fælles værdier", nemlig demokrati, åndsfrihed og tolerance.

{{toplink}}

I sit essay peger Ove Korsgaard på, at åndsfriheden i 1960'erne og 1970'erne udfordres af venstrefløjen i form af tidens kapitallogikere og universitetsmarxister. Som eksempel på denne udfordring, nævner Korsgaard 'Den lille røde bog for skoleelever' (1969), fordi den angiveligt gav "forslag til, hvordan man kunne få skovlen under sin lærer, blandt andet ved at gå i seng med vedkommende".

Et andet eksempel er Den proletariske friskole, der åbnede i Rødovre i 1973. Dens formål var, "at fremme børnenes proletariske klassebevidsthed og styrke dem i kampen mod det kapitalistiske samfund med henblik på proletariatets endelige overtagelse af statsmagten og produktionsmidlerne".

Som et tredje eksempel på universitetsmarxismens udfordring af åndsfriheden nævner Korsgaard, "at Aarhus Universitet anskaffede sig en samling på cirka 400 bind af marxistisk-leninistisk litteratur, og det endda på et enkelt institut, som skulle beskæftige sig med litteratur, nemlig Nordisk Sprog og Litteratur". Som Heinesen skrev i sine erindringer, er det "som lægmand vanskeligt at se, at den pågældende liste har noget som helst med nordisk sprog og litteratur at gøre".

Korsgaard viser, hvordan skiftevis socialdemokrater, radikale og Venstre-politikere har værnet om den demokratiske åndsfrihed imod universitetsmarxistisk indoktrinering. Når det kommer til friskolerne argumenterer han, at "i et demokrati er (det) vigtigt at have ret til at etablere skoler på eget idemæssigt grundlag, men det er også nødvendigt at kunne sig nej til skoler, der etableres på et antidemokratisk grundlag".

Åndelig opstramning

Man kan med nogen ret sige, at åndsfriheden i et samfund kan måles på, hvordan man behandler mindretal. Derfor er friskolerne et prisme, der fortæller noget vigtigt om graden af åndsfrihed, tolerance og demokrati i vores samfund. Carsten Hjorth Pedersen og Michael Agerbo Mørch beskriver i deres bidrag, hvordan friheden indskrænkes i friskolerne i det moderne Danmark.

For det første bekendtgjorde Margrethe Vestager (R) som undervisningsminister i 1998, at "undervisningssproget i en fri grundskole er dansk". Forfatterne bemærker, at denne tilføjelse har fået betydning for tysk- og arabisksprogede friskoler.

For det andet bestemte Ulla Tørnæs (V) i 2002, at skolen "skal forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre". Men hvad nu, hvis friskolen virker ud fra et progressivt verdenssyn, der betragter vores udgave af demokrati som udemokratisk?

Ifølge forfatterne uddyber Bertel Haarder (V) i 2005 friskoleloven sådan, at skoler venstreorienteret eller revolutionær profil reelt udelukkes fra støtte. I Haarders favre nye verden ville Den proletariske friskole være udelukket fra statsstøtte!

For det tredje beskrives hvordan tilsynet med friskolerne skærpes i perioden 1999-2019 sådan, at ikke bare muslimske, men også kristne friskoler og Tvind skoler påvirkes.

For det fjerde bemærker forfatterne, at Merete Riisager (LA) i 2018 gør oprettelse af en friskole til noget, man skal ansøge om i stedet for som tidligere blot anmelde til hjemstedskommunen.

Pedersen og Mørch konkluderer, at "der er ikke blot strammet op på tekniske, formelle eller administrative forhold, men på holdningsmæssige forhold, der har med den "ånd" at gøre, som åndsfriheden sigter til".

Tidsånden truer åndsfriheden

I en artikel om "Ånd og frihed i højskolen" skriver Rasmus Kolby Rahbek omvendt om højskolen som et sted, hvor det åndelige liv i dagens Danmark udfolder sig.

Højskolen er blevet et "fællesskabslaboratorium", hvor der er plads til samtale om de store spørgsmål, som udgrænses, glemmes og marginaliseres i den offentlige samtale. Derfor er højskolen trods alt et fint eksempel på, at åndsfrihed fortsat eksisterer herhjemme.

Men 'Åndsfrihed i det moderne samfund' er unægtelig en påmindelse om, at åndsfriheden er truet. Ikke mindst af den såkaldte tidsånd, der som samtidsdiagnose tager temperaturen på tiden og via massemedier nærmest dikterer tidens ånd, tendens og trend.

Der er masser af stof til eftertanke i 'Åndsfrihed i det moderne samfund'. Desværre er der også lige lovlig meget kedelig, akademisk tomgang, som en mere kritisk redaktion kunne have luget ud i.

De langhårede falbelader svækker antologiens slagkraft i den offentlighed, som ellers trænger til at erkende, at åndsfrihed er langt mere end retten til at ytre sig.