Resam: Religiøse spørgsmål om eksempelvis sharia kan ikke bare besvares med et enkelt ja eller nej

På Folkemødet var jeg med i en debat om ramadan som en dansk kulturbegivenhed. Debatten gik hurtigt væk fra ramadan og kom til at handle om islam generelt. 

En dame klagede over hærværk i hendes bil, hvor der hang et kristent kors og mente, at det var muslimer, som havde gjort det på grund af det kristne symbol.

Blandt tilhørerne var en ung muslim, der svarede, at det næppe var muslimer, der gik i moskéen, som havde udøvet hærværk, og at det næppe var fordi, de var religiøse, at de gjorde det.

Lynhurtigt blev den unge mand spurgt, om han mente, at sharia burde indføres i Danmark.

Han forsøgte tøvende at svare, men spørgeren ville have et ja eller nej.

Til sidst fik han sagt, at hvis der var demokratisk flertal for at indføre sharia, så kunne det lade sig gøre.

{{toplink}}

Et spørgsmål om fortolkning

I denne korte fremstilling af debatten gemmer der sig en række udfordringer. 

I en dansk kontekst sætter vi lighedstegn mellem sharia og barbariske strafudmålinger, hvor kvinder stenes for utroskab eller en hånd hakkes af på en tyv.

Den slags sker, men det er få lande som Saudi Arabien, der er så ekstrem. I praksis er sharia i langt de fleste samfund alene rettet mod regulering af familieforhold for muslimer.

Jeg spurgte den unge mand efter debatten, om det var strafudmålinger, som nævnt ovenfor, han mente kunne indføres ved demokratisk flertal. Det var ikke det, han talte om.

Et andet spørgsmål er, om man kan spørge en religiøs person om vedkommende vil afvise en del af vedkommendes religiøse ballast, fordi der er dele, som virker stødende på moderne mennesker?

Kan man spørge en kristen, om vedkommende anerkender moseloven eller ej?

Der er også drakoniske straffe i biblen, og alligevel anerkender vi biblen som en central del af den religiøse tradition.

Kristne kan ikke fravælge det gamle testamente og forblive kristne. Det handler altså om fortolkning.

Ekstremisme findes ikke kun i islam

Spørgsmålet om sharia er heller ikke et enkelt spørgsmål, som kan besvares ved ja eller nej.

Det handler også om, at vi med den seneste debat om islam har fået en diskurs, hvor muslimer over en bred kam beskyldes for at arbejde for en ikke-demokratisk fremtid.

{{toplink}}

Vi bliver bibragt en forestilling om, at der skjult under en fernis af uddannelse, deltagelse i folkelige organisationer, dansk sprog og kulturtilegnelse gemmer sig et ønske om at undergrave vores danske samfund.

Simple ja-nej-spørgsmål, som det ovenfor nævnte, bliver brugt som argument for at vise, at det, som mennesker med rødder i muslimske kulturer i virkeligheden vil, er at afskaffe det liberale demokrati og indføre et religiøst orienteret diktatur. 

Samtidig skal det understreges, at der vitterligt er voldelige anti-demokratiske islamistiske bevægelser, blandt andet Islamisk Stat.

I Danmark har vi Hizb ut-Tahrir, der kalder på kalifatet som løsningen på ethvert problem.

Der er også muslimer, som mener, at religiøse forskrifter har forrang frem for en demokratisk ordning. Er disse mennesker en stor bevægelse i Danmark? Det er der ikke dokumentation for.

Alle religioner har radikaliserede – både muslimer, kristne og jøder for den sags skyld.

Endelig skal der lyde en opfordring til, at dialogen på tværs af religioner løftes op fra et stadie, som lever af simple 'ja' eller 'nej'-svar til komplekse forhold.

Den samtale på tværs bør i stedet være en åben nysgerrig dialog, der handler om at forstå den religiøst anden.

Der er spor af sandhed i de andre religioner, og det kan berige ens egen tro at gå på opdagelse, hvilket kun kan ske, hvis man tillader sig at lytte for at forstå.

Spørger man derimod for at få bekræftet sin egen fordom, så kommer man ikke langt.

{{toplink}}

debat@altinget.dk