Formand for Indre Mission: Bibelsk opdragelse er ikke automatisk negativ social kontrol

Alle fællesskaber holdes sammen af social kontrol og adfærdsregulering. Det er ikke et særligt religiøst fænomen, det gælder også i politiske foreninger og i samfundet som sådan.

Rammer og spilleregler har til hensigt at skabe godt samvær og ordentlighed og være til gavn for alle. Den negative sociale kontrol opstår, når den enkeltes frihed, valg og rettigheder bliver begrænset i væsentlig grad.

Sidst i august udkom bogen 'De fortabte sønner,' som er skrevet af brødrene Andreas og Sune Gylling Æbelø.

Heri fortæller de om deres opvækst og oplevelser i den teologisk konservative del af kirkelandskabet og om vanskeligheder ved at tage deres følelser og dem selv alvorligt som homoseksuelle. Ikke mindst fordi det stod i kontrast til et bibelfunderet syn på seksualitet og ægteskab.

{{toplink}}

Det endte med, at de ret konsekvent brød med miljøet, troen og Gud. I al fald for en tid, når det gælder troen. Alt det kan man læse mere om i bogen.

I forbindelse med udgivelsen har brødrene i interviews blandt andet rettet fokus på, om vi som samfund vender det blinde øje til negativ social kontrol, når det finder sted i kristne miljøer – og her forstået som de konservative vækkelsesmiljøer i folkekirken.

Disse bliver uden videre nuance­ring omtalt som fundamentalistiske bibelmiljøer, som – må man forstå – er sammenlignelige med islamistiske miljøer, altså som lukkede fællesskaber, hvor det ikke er muligt at være uenig eller rette kritik.

Efter at have læst bogen er der helt bestemt noget om adfærd og tavshed, som vi alle i det konservative vækkelsesmiljø kan lære noget af.

Vi skal lytte helhjertet til kritikken, og vi skal turde tale åbent om det kritiske. Punktum.

Vi skal ikke fremme en tavsheds­kultur, særligt ikke omkring de forhold og spørgsmål, som er dilemmafyldte i vores relationer.

Glædeligvis er der efter min bedste overbevisning sket en positiv udvikling på det område i de seneste årtier. Men det kan stadig blive bedre.

Samtidig er det dog afgørende at have for øje, at det at fastholde en bibelsk værdibaseret opdragelse og oplæring – også når det drejer sig om seksualetik og ægteskab ud fra en klassisk kristen tradition – ikke automatisk er lig med negativ social kontrol.

Det gælder også grundlæggende forhold i kirkens troslære om gudsforståelse, synd og frelse.

Man kan være uenig i synet på Bibelens autoritet, men så er det dét, vi skal debattere. For det gør en forskel, om man mener, at Bibelen er menneskers (ret forskellige) ord om Gud, eller om Bibelen er Guds ord til mennesker rakt os gennem menneskeord.

Det betyder også, at i spørgsmålet om homoseksualitet handler det ikke om menneskesyn, eller om ikke at kunne lide nogen, men det handler om skriftsyn, når man mener, at ægteskabet er forbeholdt mand og kvinde.

På interessant vis kom netop den væsentlige pointe frem i programmet 'Ditlev og dæmonerne', som blev sendt på P1 14. september.

Gæsten, Carsten I. Seindal Eilertzen, har vidst helt fra sin ungdom, at han var homoseksuel. I dag studerer han teologi, blev gift for to år siden med en mand, men er imod ægteskab mellem to af samme køn i kirken.

I samtalen bliver der peget på, at "mangfoldighed er blevet en ny måde at føre heksejagt mod folk, som mener noget andet end det, der er vedtaget som 'det rigtige'."

{{toplink}}

I et indlæg i Kristeligt Dagblad 19. september skriver valgmenighedspræst Henrik Højlund:

"Når man træder ud af den overbevisning [at Bibelen er Guds ord], er det indlysende, at alt kan ændres i troen, fra yderst til inderst. Fra seksualmoral til gudsforståelse. For til syvende og sidst er det mennesket selv, der er øverste autoritet," skriver han og fortsætter:

"Jeg forstår godt, at folk, der har forladt Bibelen som øverste autoritet, kan være dybt forargede over kristnes traditionelle holdning til homoseksualitet, for så handler det hele jo i bund og grund om, hvad mennesket selv føler er sandt og godt. Er man derimod overbevist om, at Bibelen er Guds autoritative ord til os, så ved man, at den igen og igen forstyrrer os i vores følelser i alle mulige retninger og kalder os til at gå en anden vej end den, vi umiddelbart har lyst til at gå."

Spørgsmålet om negativ social kontrol handler ikke først og fremmest om, hvilke synspunk­ter man står for, men om hvordan man står for dem. Det er en vigtig forskel at være sig bevidst.

Et eksempel: Hvis en person, der er opvokset i et markant lgbt-miljø, begynder at afvige åbenlyst fra dette miljøs holdninger, ville det så blive mødt med ubetinget mildhed, venlighed og forståelse? Nej, naturligvis ikke. Er det social kontrol? Det kommer fuldstændig an på måden, den miljøafvigende bliver mødt på.

Hårdhændede forsøg i alle mulige varianter på tilbage-dirigering og ensretning, social isolation og mere af den slags kan man finde i alle miljøer, religiøse såvel som sekulære. Det er social kontrol, og det skal modarbejdes.

I mine snart tyve år som præst har jeg mødt flere, der har taget turen fra ikke-tro til kristen tro, og som har oplevet, at rejsen fra deres ikke-kristne baggrund har kostet dem ganske mange verbale tæsk og til tider isolation.

Så det holder ikke med et komplet ensidigt og usagligt fokus på religiøse miljøer, når det gælder negativ social kontrol.

Det vil faktisk begynde at lugte af social kontrol, ikke mindst når man tænker på tiltagende absolutisme, hvad angår samfundsacceptable holdninger, eksempelvis holdningen til homoseksualitet.

Brødrene Æbelø fortjener ros for i et kapitel sidst i bogen at fortælle om erfaringen af den samme sociale kontrol i lgbt-miljøet, som de havde oplevet i missionen.

I januar 2019 udgav Børns Vilkår rapporten "Adfærdskontrol og tankefængsel. Børns oplevelser med negativ social kontrol". Den var meget oplysende, og i de følgende år satte den en vigtig debat i gang.

{{toplink}}

Rapporten medførte et selvkritisk fokus – også i kirkeligt regi – og skærpede bevidstheden om definitioner og praksis. Blandt andet om at skelne mellem positiv værdibaseret opdragelse og negativ adfærdsregulering og om religiøse værdiers legitimitet i opdragelsen.

Politisk fremkom SF-formanden i september 2020 med et forslag om forbud imod negativ social kontrol i "lukkede kristne miljøer" med særlig adresse til Luthersk Mission og Indre Mission.

I en leder i Kristeligt Dagblad 25. september problematiserede Erik Bjerager stærkt den påstand, og i et interview i samme avis udtalte Bente Boserup, tidligere seniorkonsulent i Børns Vilkår, at det var en fejlagtig opfattelse af rappor­ten, at Indre Mission – især af pressen – blev medregnet til gruppen af "lukkede kristne miljøer."

I stedet rettede hun en opmærksomhed mod, at der er gråzoneeksempler på, hvor grænsen går mellem det at udføre negativ social kontrol og retten til at have holdninger, der måske kan få nogen til at føle sig ikke-inkluderet, for eksempel på grund af seksualitet.

Kirkerne tager ansvar

Vi er bevidste om, at stærke holdninger kan udvikle sig til negativ social kontrol, og det ønsker vi at modarbejde.

Derfor var vi en række kirker og kirkelige organisationer, som tog kritikken til os og satte fokus på social kontrol – ikke mindst den negative.

Vi inviterede til konferencen "Når kirken svigter" i september 2021, og efterfølgende har vi udarbejdet et "etos for god adfærd i kirker og kristne hjem." 

Som kristne kirker og fællesskaber ønsker vi, at åbenhed, frihed og tryghed skal kendetegne alt, hvad vi er og gør. Derfor ønsker vi at forebygge enhver oplevelse af overgreb både menneskeligt og åndeligt og på alle niveauer.

Jeg genkender ikke billedet af, at negativ social kontrol trives i det indremissionske miljø.

Vi er en åben folkekirkelig bevægelse, som i flere år har arbejdet målrettet med rummelighed og mangfoldighed.

Vi afviser ikke, at der kan findes eksempler på negativ social kontrol, ligesom det kan være tilfældet i mange andre sammenhænge i samfundet. Derfor vil vi gerne arbejde med på, hvordan vi kan imødegå en utilsigtet negativ social kontrol i vores miljø.

For en sund kristen tro kan ikke trives under tvang og kontrol.

{{toplink}}