6 A'er: De fortabte sønner beskriver livet i religionens fortvivlelse med overskud og kærlighed

Hvornår jeg sidst har læst en levnedsskildring, der på samme måde tager mig med ind i stemninger, tanker, udsigter og følelser, kan jeg ikke huske.

Når man skal videregive sin læseoplevelse, er det som om sproget er alt for fattigt.

Jeg har lænet mig ind i sætninger af to mennesker, der fuldstændig oprigtigt efterlader et indtryk af en religiøs stemning, som jeg aldrig har kendt på samme måde tidligere. 

Det er en fortælling om to brødres opvækst i en fundamentalistisk religiøs(t) familie/miljø, der foreskriver meget håndfast, sikkert og overbevist, hvad der er rigtigt og forkert.

De to brødre er homoseksuelle. Det er den hemmelighed, de bærer på under missionens skarpe øje. Skyld og skam plager dem på grund af den kærlighed, de fornemmer for mænd.

De forsøger at blive "helbredt." Det er en fortælling om at blive sig selv, at blive fri og forsone sig med dem, der gjorde livet plagsomt.

{{toplink}}

Der er en sproglig kraft i sætningerne, der formår at give en et indtryk af, hvad der blev følt på forskellige tidspunkter i deres barndom og ungdom. 

Det er et skarpt opgør, og det er et oprør mod et religiøst vanvid, der lukker mennesker inde i et mørke af de helt sjældne. Det er, som om ethvert oplysningsprojekt er gået henover menneskenes hoveder.

Kærligheden til de nærmeste består

Det, der hele tiden forbløffer mig, er, at jeg ikke har siddet og læst den ene vrede sætning efter den anden.

Det er, som om de fordomme, brødrene har været udsat for, gør det fuldstændig klart, at de har været udsat for en religion, som har berøvet dem barndom og ungdom, og som i en væsentlig del af deres liv også truede deres fremtid.

Ens følelser filtrer sig sammen og presser på tårekanaler. Det hænder også, at man er ved at smide bogen væk i væmmelse over den modbydelighed, som Gud skal gøres til subjekt for.

At sidde og læse om de to teenagere, der dagligt anråber Jesus og Gud om at måtte blive fri for sig selv, blive raske, blive frelst fra deres natur efterlader en rædsel for den ensomhed, som både Andreas og Sune var udsat for.

Midt i dette oprør og opgør holder de fast i deres kærlighed til deres nærmeste.

De beskriver det psykiske pres, de udsættes for ved gråd og tænders gnidsel og al snakken om den evige fortabelse; men de går ikke fra deres kærlighed til deres familie.

Medfølelse og overbærenhed driver hadefuldheden på flugt

Som læser oplever man midt i denne kraftfulde fortælling noget helt særligt, nemlig to brødre som sagtens kan afsløre hykleri og åndsformørkelse, men de slipper ikke agtelsen for deres modstander.

De har været udsat for foragt og afsky, men de tager ikke til genmæle med samme våben.

Medfølelse og overbærenhed og en tillid til, "at frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed fordriver frygten," driver hadefuldheden på flugt.

Den fanatisme og det autoritære mind-set, som de har været udsat for, får dem til at møde ekstremisme med den samme modstand, som de måtte byde op mod deres ophav.

{{toplink}}

Man ser det i en oplagt diskussion om woke-bevægelsen, der nærmest har gjort os bange for sproget.

Og sandelig går de også løs med oplagthed på de tendenser, der findes i tiden til at småhygge sig med homofobi og meget lidt oplyste bemærkninger om regnbuefamilier. Det ser ud til igen at være blevet en markør i højrespektret af politikken, om man er langt nok ude til højre.

Passager af enestående skønhed

Der er så mange enestående klare passager, der udtrykker frygten, ensomheden og angsten. Der er også passager af enestående skønhed.

Især falder jeg over de sider, der indeholder fortællingen om forelskelsen, da man endelig tør stå ved sig selv. Det må rykke i ethvert menneske, der har prøvet at være forelsket at læse de kapitler.

Forelskelsens skønhed og skørhed, jubel og forfærdelse bliver beskrevet så enhver, der har prøvet det, kan genkende den forvandlende kærlighed igen og smile stort og taknemmeligt.

Så er der også scenen med den gamle og døende mormor, der sidder ude på stranden en sidste gang.

Hun sidder krumbøjet og synger: "Der står et slot i vesterled / tækket med gyldne skjolde; did går hver aften solen ned / bag rosenskyernes volde. / Det slot blev ej med hænder gjort / mageløst står det smykket / fra jord til himmel når dets port / vor Herre selv det har bygget."

"Hun synger fra en kropslig armod, fastlåst til en kørestol….ud mod horisontens uendelighed til himlens port…. Hun synger fra sin sidste jordiske sommer ind i den evige," skriver brødrene. 

Tænk sig at kunne skrive sådan efter at have oplevet religionens fortvivlelse.

Kærlighed kan man ikke få nok af

Bogen kunne også have heddet "På kanten." De følte nemlig hele tiden, at de var ved at blive skubbet ud over kanten og ned i det evige helvede og mørke.

Heldigvis kalder de bogen "De fortabte sønner". De hentyder til fortællingen om ham, der fik arven udbetalt og svirrede det hele væk i sus og dus, og så omsider kom hjem og troede, at han skulle udsættes for skæld ud og udskamning.

{{toplink}}

Det utrolige skete (men altså det, som nogle af os tror på): Jesus afslører, at denne historie skulle have heddet den fortabte bror.

Faren havde end ikke tid til at tænke på sønnens ødselhed og dumhed. Han elskede ham og jublede, da han så ham. Han troede aldrig han skulle se ham igen.

Brormand blev rasende. Han syntes, at han havde været dydig, lært katekismen uden ad og i det hele taget været aldeles fortrinlig på alle måder og gjort, hvad man kunne forvente. Men ak, han blev fanget i moralisme og forfængelighed, og det er der muligvis god betaling for, men også meget død.

Når man læser denne levnedsbeskrivelse, denne hyldest til livet, er det svært ikke at tænke, at det med kærlighed kan ingen få nok af, og det var vist det, manden fra Nazareth levede og døde for – ja, lever for.