Republikaner: Kong Frederik bliver første vers i monarkiets svanesang

Af Kasper Valentin Poulsen
Historiestuderende

I slutningen af sin nytårstale annoncerede dronning Margrethe til stor overraskelse for mange, at hun abdicerer og overlader tronen til kronprins Frederik.

Ordene har altid været i Hendes Majestæts magt, og de faldt da også ganske udramatisk og med den perfekte balance mellem etos og patos, så selv en principfast republikaner som undertegnede fik en klump i halsen.

"De fås ikke som hende mere," lød det fra kommentatorer og kongehuseksperter tilbage i 2022, da britiske dronning Elizabeth døde og kong Charles efterfulgte hende – hvilket på mange måder markerede begyndelsen på enden for selve monarkiet, som vi kender det.

Trods sine forskelligheder delte Elizabeth og Margrethe samme livslange dedikation og forståelse for monarkens medfølgende ansvar. Og i Margrethes tilfælde kan man derfor passende ligeledes proklamere, at "de fås ikke som hende mere," for hun har virkelig gjort det flot.

Ligesom sin tidligere britiske pendant har vores kunstneriske og vidende dronning ikke alene udvist fænomenal dedikation gennem de sidste 52 år som regent, men også et aldeles fremragende indblik i Danmark og det danske.

Vores dronning har, ligesom Elizabeth var det for briterne, været en fast klippe i et omskifteligt samfund, hvilket nytårstalens samlende budskab endnu engang understregede.

Men ligesom alle imperier går på hæld, og nye æraer opstår, vil Margrethes sidste nytårstale blive husket som begyndelsen på det danske monarkis svanesang, præcis som tronskiftet i Buckingham Palace varslede.

{{toplink}}

Måske er tiden derfor inde til at revurdere, hvorvidt det overhovedet giver mening at have et kongehus i dagens Danmark, der principielt stritter imod alt, hvad vi som liberalt demokrati står for.

Mange danskere vil i de kommende år formodentlig nå frem til en erkendelse af, at det ikke var monarkiet i sig selv, men Margrethes persona de var størst tilhænger af.

Begyndelsen på enden

Regenten, der venter danskerne efter 14. januar 2024, er paradoksalt nok en mere folkelig kong Frederik, som mange danskere desillusioneret forestiller sig er en positiv udvikling. Her er det vigtigt at fremhæve, at monarkiets akilleshæl ikke ligger i adskillelsen, men derimod i ligheden.

Det, der gjorde Elizabeth speciel, var hendes meget distinktive adskillelse af kronen og mennesket, hvor kronen i langt de fleste tilfælde kom i første række. Hun var med andre ord en institution, et symbol og alt andet end et individ.

Samme aura omgiver Margrethe, der, som Thomas Larsen rammende beskriver i nærværende medie, aldrig har været folkelig i gængs forstand, men altid har været bevidst om, at noget større var på spil end hende selv.

Hele monarkiets eksistensberettigelse risikerer dog at fordufte med det kommende tronskifte i takt med, at de kongelige kommer til at ligne naboen for enden af vejen. Dagslyset vil med andre ord forstyrre magien, som den britiske forfatter Walter Bagehot ville have udtrykt det.

Det er unægteligt en svær balancegang, da sameksistensen af en anakronisme som monarkiet og den moderne verden på et tidspunkt ikke længere kan udvikle sig simultant, og den ene til sidst må vige pladsen.

{{toplink}}

Idéen, eller nærmere illusionen, om et folkeligt kongehus er dermed dømt til at fejle. Et medlem af kongehuset behøver blot at slå en bøvs, før man proklamerer: "Se, de er ligesom alle os andre". Men så snart de fremstår elitære som i Herlufsholmsagen, falder hammeren.

Danskerne skal med andre ord passe på, hvad de ønsker sig, når de fremhæver det kommende kongepars folkelighed og efterspørger mere af samme skuffe.

Intet varer evigt. Ej heller monarkiet. Lad os derfor i stedet træde fuldt og helt ind i den moderne verden, om end et par hundrede år for sent, og sætte et værdigt punktum for monarkiet efter Margrethe, som uden tvivl vil gå over i historien som en af Danmarks mest elskede regenter.

debat@altinget.dk