Kirkens Korshær: Ensomhed er ikke kun den enkeltes problem

Ensomhed er et samfundsproblem, der rammer socialt udsatte og mennesker, der i forvejen er i krise hårdest. Vi skal sikre det rette fundament under civilsamfundet, der spiller en afgørende rolle i bekæmpelsen af ensomhed, men organisationerne kan ikke klare det alene, skriver Jeanette Bauer.

"Jeg tror faktisk, at du er den første, jeg taler med i flere uger - udover kassedamen."

Sådan lød beskeden til en af vores frivillige i Sct. Nicolai Tjenesten. Danmarks ældste telefontjeneste, som er en del af Kirkens Korshær.

Hvert år modtaget vi 55.000 opkald fra mennesker, med behov for at tale med nogen om de ting i livet, der gør ondt – heriblandt smerten ved at være ensom.

Det er svimlende tal. Og det viser noget om vores samfund, som vi ikke lige kan se med det blotte øje.

Ensomhed er en usynlig folkesygdom. Den rammer mennesker i alle aldre, indkomstgrupper og vennegrupper. Men den rammer i den grad socialt udsatte mennesker her til lands.

Socialt udsatte rammes hårdt

Hver fjerde dansker melder i fællesskabsmålingen (Trygfonden & Vive 2017), at de føler sig som en del af samfundet, mens for socialt udsatte mennesker er billedet markant anderledes. Her siger 86 procent at de føler sig ensomme. 86 procent.

Udover vores telefontjeneste, så er vi i Kirkens Korshær fysisk til stede over hele landet med herberger, varmestuer og familietilbud. Her hjælper vi mennesker, som lever i social udsathed, og hvor ensomheden er en fast følgesvend.

De har et særligt behov for fællesskab – for de har ikke nødvendigvis en hverdag, hvor fællesskaberne er til stede.

Det giver, desværre, god mening. For man møder isolation hele tiden. Ensomheden bliver alt for hurtigt en fast følgesvend i et sårbart liv.

Man oplever et byrum, der udstøder en – man kan ikke få et hvil på en bænk, fordi der er sat armlæn midtpå - og medmennesker, der undgår en; ikke tør se på en på gaden. Sågar går over på den anden side for at undgå en. Ikke tør møde en med blikket. Ikke tør sige hej, når man står foran Brugsen og forsøger at sælge gadeavisen.

Det er de facto kriminelt at være hjemløs her til lands. Man må ikke række hånden frem og bede om hjælp. Man må ikke må sove sammen med et andet menneske om natten for at føle sig lidt mere tryg. Det er et liv, der fremmer ensomheden.

Derfor skaber vi i Kirkens Korshær hver dag fællesskaber, hvor mennesker i social udsathed bliver set, hørt og anerkendt med alt det, de er. For det at være og føle sig som en del af noget og nogen er et afgørende værn mod ensomhed.

Krisen rammer hårdest i ’bunden'

Ensomhed kan vi ikke bekæmpe alene. Vi er nødt til at være sammen om det. Som enkeltpersoner, som organisationer, som civilsamfund, stat, regioner, kommuner, fonde og virksomheder. Vi skal bekæmpe ensomheden sammen og på alle fronter.

Bevares. Vi kan alle sammen gøre en forskel– et smil til Hus Forbi-sælgeren eller et anerkendende nik til ham på gaden. Hver dag er der ildsjæle hos Kirkens Korshær, der går ind i en varmestue, et familietilbud, en genbrugsbutik eller en telefontjeneste for at gøre livet bedre for andre.

Jeg ved, at de mennesker gør en forskel. Men jeg ved også, at vi ikke for alvor rykker på noget, hvis ikke vi gør det sammen.

For ensomhed er ikke alene den enkeltes problem – og den erkendelse ligger heldigvis til grund for arbejdet med den nationale ensomhedsstrategi.

Der er ingen tvivl om, at behovet for handling er steget særligt på ryggen af corona. Og som det er i kriser i samfundet, så rammer de oftest hårdest hos dem, der i forvejen var i krise. Her har vi et særligt ansvar.

{{toplink}}

Det gælder for eksempel om at skabe rummelighed og tilgængelighed i vores samfund for dem, der ikke bare lige kan hoppe med i digitaliseringsbussen. Dem, der ikke lige kan logge på et teams-møde eller tage til fritidsaktiviteter og deltage i kulturliv, fordi det faktisk også kræver kompetencer, udstyr og overskud.

Her er civilsamfundets organisationer bredt set en vigtig brobygger og adgangsvej til at blive en reel deltager i samfundslivet. Fordi vi er frivilligt båret og fordi vi ikke er systemet.

Så meget desto større er behovet for at civilsamfundets vilkår og fremtidige finansiering bliver løst. Jo mere ro, der er i grundlaget for vores virke, jo mere kan vi koncentrere os om det, vi er bedst til: At skabe fællesskaber for mennesker.

Forrige artikel NGO: Trods Mette Frederiksens løfter er indsatsen mod kvindehandel pinligt ringe NGO: Trods Mette Frederiksens løfter er indsatsen mod kvindehandel pinligt ringe Næste artikel KFUM's Sociale Arbejde om national strategi: Vi skal aktivt opsøge de ensomme KFUM's Sociale Arbejde om national strategi: Vi skal aktivt opsøge de ensomme