NGO: Trods Mette Frederiksens løfter er indsatsen mod kvindehandel pinligt ringe

Som justitsminister brændte Mette Frederiksen (S) for at redde handlede kvinder, men efter tre år med en socialdemokratisk regering får Danmarks indsats stadig dumpekarakter, skriver David M. Zepernick.

Af David M. Zepernick
Bestyrelsesformand, Fonden Safe and Alive

I al ubemærkethed har Danmark igen været til den årlige eksamen i kampen mod kvindehandel.

Eksaminatoren er igen i år det amerikanske udenrigsministerium – U.S. State Department – som i deres årlige 'Trafficking in Persons'-rapport evaluerer alverdens lande og deres indsats i den globale kamp mod menneskehandel, herunder handel med kvinder.

Lad os starte med konklusionen. Her står sort på hvidt, at Danmarks indsats på trods af væsentlige fremskridt fortsat ikke lever op til minimumskriterierne.

Dermed er det fjerde år i træk, at Danmarks indsats vejes, bliver dømt til at være for let og derfor modtager dumpekarakter.

Danmark er placeret i den såkaldte "tier 2"-kategori. Det er samme kategori som eksempelvis Tyrkiet, Tunesien og Thailand. Frem til 2018 lå Danmark i "tier 1"-kategorien sammen med vores tre nabolande Tyskland, Sverige og Storbritannien. Blandt bundskraberne i den tredje tier-kategori er lande som Afghanistan, Nordkorea og Hviderusland.

Har du glemt dine løfter, Mette Frederiksen?

Som justitsminister lovede Mette Frederiksen ellers en styrket indsats på området. Derfor er det særligt påfaldende, at Danmarks indsats efter tre år med en socialdemokratisk regering stadig er pinligt ringe.

Dengang var Mette Frederiksen så dedikeret til at hjælpe handlede kvinder og bekæmpe bagmændene, at det blev fremhævet som et af nøgleargumenterne for at afskaffe retsforbeholdet ved folkeafstemningen i 2015. Men det lader til, at både emnet og løfterne er røget i glemmebogen.

Går vi i dybden med evalueringen af Danmarks indsats, så er der ganske vist små lys i mørket sammenlignet med sidste år. Det anerkendes for eksempel, at Danmark har gjort en række mindre fremskridt.

Blandt andet har vi givet enkelte af de identificerede ofre midlertidig opholdstilladelse, udvidet den såkaldte refleksionsperiode inden hjemsendelse og givet den politimæssige indsats et mindre løft.

Samlet set rækker indsatsen imidlertid ikke til at bringe Danmark tilbage i det gode selskab. Menneskehandlerne har fortsat alt for let spil i Danmark. Beskyttelsen af uledsagede børn er mangelfuld, og vi straffer konsekvent ofrene for handlinger, som de har været tvunget til af bagmændene i stedet at give dem den nødvendige beskyttelse.

Ofre får ingen beskyttelse

Beskyttelse er ellers netop nøgleordet, som rapporten har påpeget gentagne gange. Uden et styrket element af beskyttelse tør ofrene af gode grunde ikke vidne mod deres bagmænd, og uden vidneudsagn er det stort set umuligt for politiet at stykke en sag sammen, som holder i retten.

Hvis sagerne ikke kommer for retten, falder der i sagens natur heller ingen dom. Dermed har bagmændene med deres (desværre) særdeles troværdige trusler mod kvinderne fået fat i den lange ende og skabt sig en særdeles lukrativ og stort set risikofri kriminel forretning. En forretning, der konkurrerer med narko- og våbenhandel om at være den mest indbringende form for international kriminalitet.

Samtidig har det årlige antal domme for menneskehandel da også i årevis været et stort rundt nul. Som et lille gennemreguleret land har Danmark ellers alle muligheder for at blive et foregangsland på området. Det blev også påpeget helt tilbage i 2013 af den internationalt anerkendte professor Kevin Bales på en konference afholdt på Københavns Rådhus.

Der er ikke mange steder at gemme sig for bagmændene, og selvom stadig mere af forretningen foregår online, så kan man i Danmark rimelig nemt identificere de bordeller, platforme og betalingskanaler som muliggør forretningen.

Det kræver ikke en kæmpe indsats, for København er reelt for lille en by til at gemme sig i. Samtidig kunne en skærpet opmærksomhed på hvidvask og betalingsstrømme med garanti kaste grus i forretningens maskineri.

Støttepartier bør sikre ambitionerne efter valget

Nu står folketingsvalget for døren, og der er de seneste år kommet et fornyet fokus på ligestilling og kvinders rettigheder. I ngo-miljøet er vi derfor mange, der håber, at regeringens støttepartier vil gå sammen og kræve et højere ambitionsniveau skrevet ind i et fremtidigt regeringsgrundlag eller et nyt forståelsespapir.

Man kan også håbe på, at Mette Frederiksen selv kommer i tanke om sine tidligere løfter og sit tidligere engagement.

Hvis magten imidlertid skifter, eller hvis der dannes en regering over midten, så kunne der måske findes et alternativt flertal for en mere dedikeret og helhjertet indsats med et liberalt parti som Venstre, der netop er født ud af kampen for individets frihedsrettigheder? Eller måske et "lov-og-orden"-parti som Konservative?

Forrige artikel EL i København: Nye Borgerliges racisme løser ikke nattelivets problemer EL i København: Nye Borgerliges racisme løser ikke nattelivets problemer Næste artikel Kirkens Korshær: Ensomhed er ikke kun den enkeltes problem Kirkens Korshær: Ensomhed er ikke kun den enkeltes problem