Liberal Alliance: Politikerne og erhvervsstøtten er som forældrene og børnenes limonadebod

I Danmark er vi vant til at være blandt de bedste i verden: Vi er konsekvent et af verdens tryggeste lande at bo i, vores korruption er helt i bund og vores arbejdsmarkedsmodel er en hæderkronet og succesfuld konstellation, som andre lande ser op til.

Samtidig har vi med vores enorme knowhow og kompetence i vores erhvervsstyrke skabt os selv og vores børn en velstand, der kan fremtidssikre de gode rammer, vi bor i. Hvis vi altså ikke stikker en kæp i hjulet på det hele.

For selvom vi gerne ser os selv høre til i den internationale topklasse, bokser vi ikke med blandt klodens dygtigste sværvægtere, når det kommer til erhvervslivets kår:

Antallet af nye danske virksomheder er det laveste i ni år, og i dette årtusind er der kun skabt to virksomheder, der er blevet i Danmark, og som har over 1.000 medarbejdere.

Samtidig indtager vi en kedelig 22. plads på EU-listen over, hvor mange højvækstvirksomheder vi skaber. Nummer ét på listen? Vores svenske naboer.

Og hvis vi skal blive ved dem, så er kun tre ud af 33 af deres enhjørninger flyttet ud af landet siden år 2000. I Danmark har vi til sammenligning haft 11 enhjørninger, hvor syv er flyttet ud.

Det er uholdbart, hvis vi fortsat skal lege med hos de store.

{{toplink}}

Limonadebod eller international topklasse? 

Spørger man erhvervslivet selv, så er der en meget simpel årsag til, at andre i det store udland klarer sig bedre end mange danske virksomheder herhjemme: At virksomhederne på andre markeder får frie rammer til at udvikle sig til fordel for alle.

De bliver ikke beskattet som bare pokker efter forgodtbefindende, og ejerne får ikke skattemæssige gok i nøden, hver gang de enten går til højre eller venstre. Og fordi de har gode rammevilkår, kan de klare sig selv.

Alligevel operer vi efter en anden model i Danmark.

Her blander staten sig med de bedste intentioner som en anden forælder, der holder styr på sine børns lille limonadebiks i vejkanten: Børnene skal være hjemme efter tre timer, holde styr på hinanden og ikke stå for tæt på vejen.

Og så skal de også lige have en halvtredser for et glas af de friske safter, selvom det nu kun koster 10 kroner.

Det er der intet galt i, når det handler om børnedrevet salg af citronvand. Til gengæld må man bare konstatere, at spillereglerne for en limonadebod og et lands samlede erhvervsliv ikke skal være de samme.

For selvfølgelig skal den danske stat ikke på samme vis kalde børnene hjem efter tre gode timer med salg ved at holde snor i dem med alskens regulering og verdens højeste skatter.

Og selvfølgelig skal staten ikke komme halsende med en krøllet 50’er fra erhvervsstøttekassen til enkelte virksomheder, når den lige vurderer, at der skal sætte fut i salget.

{{toplink}}

Frigast-udvalget havde for snævert mandat

Alligevel er det netop det, vi gør. Vi kompenserer for de rammevilkår, vi har sat op.

Frigast-udvalget har med deres fremragende stykke arbejde kortlagt omfanget af vores erhvervsstøtte og de implikationer, der kan ligge i mange af ordningerne med henblik på at sanere antallet af dem.

Om end jeg mener, at deres mandat har været for snævert – flere sektorer er helt undtaget fra at komme under lup – så har de leveret et eksemplarisk overblik og nogle gode anbefalinger.

Det ændrer dog ikke på, at erhvervsstøtten i min optik slet ikke bør eksistere, da den helt grundlæggende strider mod et retfærdighedsprincip om, at vi ikke giver særbehandling til bestemte sektorer og virksomheder.

Den tanke deler de fleste partier dog ikke, og derfor må vi i Liberal Alliance naturligvis handle herefter i forhandlingslokalet, hvor vi gerne leverer vores bud på flere ordninger, vi kunne sanere.

Erhvervsstøtten er en lappeløsning

At macheten sidder løst hos os skyldes ikke en ondsindet lyst til at spænde ben for nogle. Faktisk snarere det omvendte. For lad os lige huske, hvad erhvervsstøtten er: En lappeløsning på fundamentet af mindre heldige rammevilkår. Den krøllede 50’er.

Derfor vil Liberal Alliance langt hellere bruge pengene på at sænke selskabsskatten fra 22 procent til 17 procent, så pengene kommer alle til gode. Det er langt mere retfærdigt og bidrager med kolossalt meget mere. 

Samtidig fritager det os for den grænsende til pinligt erhvervsmasochistiske tanke om, at politikere og embedsmænd kan drive forretning bedre end nogen anden.

For helt ærligt: Hvis alle på Slotsholmen evnede at føde den ene enhjørning efter den anden, så havde de nok ikke mødt ind på lige netop Slotsholmen hver morgen. 

Lad os derfor droppe akademikerkundskaben og sætte erhvervslivet fri for vores egen fremtids skyld.

Det er jo trods alt ikke en limonadebod drevet af børn.

{{toplink}}

debat@altinget.dk