Lars Gårn Hansen: Klimaaftaler har gjort den grønne omstilling dyrere for gennemsnitsdanskeren og billigere for store CO2-udledere

Regeringen og en række partier i Folketinget har aftalt, at der skal indføres en CO2-afgift, og et ekspertudvalg kommer om kort tid med en rapport med bud på, hvordan den kan udformes, og hvor høj den skal være.

Vismændene anbefaler at benytte en afgift på alle udledninger som hovedinstrumentet i klimaomstillingen, og i vores rapport i foråret beregnede vi, at en afgift på 1200 kroner/ton ville være tilstrækkelig til at nå 70 procent-reduktionsmålet i 2030. Dette svarer til, at benzin stiger med knap 3 kroner/liter, og at prisen på dansk produceret mælk og oksekød i gennemsnit stiger med 15 procent.

For langt de fleste danske virksomheder vil en sådan CO2-afgift ikke påvirke indtjeningen nævneværdig, men for mange landbrug og nogle få store virksomheder i fødevare- og cementindustrien vil den være afgørende for deres økonomi.

Mindre skal drives af afgiften

Siden vores rapport i foråret er der gennemført en rækker klimaaftaler, som ifølge regeringens beregninger reducerer CO2-udledningen primært gennem forskellige offentlige støtteordninger og krav. Det betyder, at det nu er en mindre del af den samlede reduktion, der skal drives af afgiften, og det må derfor forventes, at den sats, ekspertudvalget vil pege på som nødvendig for at nå 70-målet, er en del lavere end de 1200 kroner, vi beregnede i foråret.

Det lyder umiddelbart som en glædelig udvikling: Jo flere af den slags aftaler der gennemføres, jo lavere bliver den nødvendige afgift, og så bliver den mere spiselig for de store CO2-udledere og nemmere at få på plads politisk.

Men har den almindelige dansker også grund til at glædes ved denne udvikling? Det korte svar er nej. Men for at forstå det må vi først genopfriske, hvorfor vi anbefaler, at den grønne omstilling bør drives af en CO2-afgift i stedet for subsidier.

Hovedårsagen til, at en CO2-afgift er en god idé, er, at det er let at måle og afgiftsbelægge CO2-udledninger fra fossile brændsler. Gør man det, vil alle grønne teknologier, der kan reducere CO2-udledningen på en given virksomhed blive mere attraktive at investere i. Dermed tilskyndes hver enkelt virksomhed til at benytte netop de grønne teknologier, der er mest effektive på den pågældende virksomhed.

Klimaregningen bliver større

Med tilskud og tekniske krav er det ikke så let. Det er vanskeligt for myndighederne at vurdere, hvor store reduktioner en given grøn teknologi medfører på den enkelte virksomhed. Man ender derfor med at give tilskud ud fra gennemsnitsberegninger, som ude på den enkelte virksomhed bliver for store tilskud til nogle teknologier og for små til andre.

Resultatet bliver, at den enkelte virksomhed tilskyndes til at investere i grønne teknologier, der er mindre CO2-effektive end dem en afgift ville tilskynde til. Samtidig gør tilskud – i modsætning til afgifter – at produkter fra forurenende virksomheder bliver billigere, så forbrugeren tilskyndes til købe flere frem for færre forurenende varer. Det gør også omstillingen dyrere.

Beregninger i vores seneste rapport viste, at hvis den grønne omstilling drives af subsidier, bliver den mindst fire gange så dyr, som hvis den var drevet af afgifter. De forurenende virksomheder bliver bedre stillet med tilskud, men gennemsnitsdanskeren, der betaler regningen, bliver dårligere stillet fordi hans regning bliver fire gange så stor. Gennemsnitsdanskeren kommer til at opleve højere skatter, dårligere offentlig service og større job-tab i resten af økonomien, end hvis man havde benyttet CO2-afgifter.

Kort sagt, hver gang man vælger at fremme en CO2-reduktion med subsidier frem for afgifter bliver klimaregningen større for gennemsnitsdanskeren.

En lettelse for de store CO2-udledere

Den stribe af klimaaftaler, regeringen har indgået siden beregningen i vores rapport har således fordyret den grønne omstilling, fordi flere reduktioner vil blive drevet af subsidier og regler frem for af den kommende CO2-afgift.

Og når regeringen at aftale endnu flere subsidieordninger inden afgiften fastlægges, så stiger regningen yderligere i takt med, at den nødvendige afgiftssats falder.    

Når ekspertudvalget om kort tid kommer med deres rapport, vil de af denne grund formodentligt vurdere, at det er tilstrækkeligt med en CO2-afgift, der er væsentligt lavere end 1200 kroner/ton.

Det vil være en lettelse for de store CO2-udledere og nok også politisk. Men det er ikke en god nyhed for gennemsnitsdanskeren, der kommer til at betale regningen for, at den grønne omstilling bliver dyrere at gennemføre.

{{toplink}}

debat@altinget.dk