Kollerup om sin tid som erhvervsminister: "Det føles som at få et højteknologisk og ekstremt stærkt eksoskelet sat på din egen krop"

Han var den længst siddende erhvervsminister i 14 år, men fik ikke en plads på det nye ministerhold. "På et tidspunkt skal vi være et stort tandhjul, og nogle gange skal vi være et lidt mindre tandhjul," lyder det.

Simon Kollerup er ikke i tvivl, om hvad den største forskel er på livet som erhvervsminister og tilværelsen som menigt folketingsmedlem. 

"Det føles som at få et højteknologisk og ekstremt stærkt eksoskelet sat på din egen krop."

Sådan beskriver Simon Kollerup dét at blive minister og arbejde med et ministerie i ryggen.

"Som minister har du et dedikeret og meget dygtigt team omkring dig. Det er dine sekretærer, ministersekretærer, ledelsessekretariat, et presse-team, et kommunikationshold og strategienhed, som hjælper med, at stenene er rullet af vejen, inden du tager de næste skridt," lyder det fra Simon Kollerup. 

I 2019 blev han den yngste minister, da Mette Frederiksen præsenterede sin étpartiregering.

På trods af det, var der ikke plads på ministerholdet i den nye SVM-regering, og derfor er Simon Kollerup nu blevet forsvarsordfører og formand for Finansudvalget. {{toplink}}

Eksoskelettet er nu taget af - og det betyder også, at man slipper for møgsagerne

Simon Kollerup har efter tre og et halvt år som erhvervsminister taget sit "eksoskelet" af.

"Der gør en kæmpe forskel. Jeg kan ikke bare bestille et hav af notater eller sætte enormt mange mennesker i gang. Jeg skal meget mere selv på arbejde," lyder det fra Simon Kollerup, der fortsætter:

"Så eksoskelettet er ikke et billede på, at man ikke selv kan noget bagefter, men det er klart, at den styrke, som man går ind i politiske arenaer med, er en anden."

Simon Kollerup deler nu én sekretær med tre andre, mens han som minister havde to sekretærer for sig selv.

Men selvom, at Simon Kollerup som minister har haft en en stærk organisation bag sig, så er der også noget, som han nu slipper for. Et ministerie er en magnet for møgsager og ting, der skal håndteres, siger han. 

"Hvis man har det billede, at når man står som minister og så bliver folketingsmedlem, så er det helt frygteligt, at man er efterladt til at sidde og straffe sin mailbakke og booke flybilletter selv. Så er det en del af sandheden," siger Simon Kollerup og tilføjer:

"Men en anden del af sandheden er, at man slipper for alle de sager, som faktisk ikke er inde ved kernen af dit strategisk-politiske arbejde."

Mette Frederiksen ringede fra skjult nummer 

Aftenen før SVM-regeringen blev præsenteret i december ringede Simon Kollerups telefon med et skjult nummer, mens han sad i sin stue.

Det var statsminister Mette Frederiksen (S), der fortalte Simon Kollerup, at han ikke var kommet på holdet.

"Alle kan sætte sig ind i, at et opkald, hvor man skal stoppe i sit drømmejob i udgangspunktet, må være et frygteligt opkald. Jeg vil faktisk rose statsministeren for, at hun fik sagt nogle gode ting, som jeg blev rigtig glad for, og som også giver mig en fornyet energi til at arbejde med det politiske i mange år endnu," siger den forhenværende erhvervsminister. 

Kan du løfte sløret for, hvad hun sagde til dig?

"Nej, det synes jeg faktisk, at en statsminister skal have et rum til at kunne sige, som det er. Det kan være, at det kommer i en bog engang, når både hun og jeg er blevet gamle, men lige nu er jeg aktiv i politik, og hun er fortsat statsminister," lyder fra Simon Kollerup.

Simon Kollerup ville helst have været minister. Men tog det roligt, da han fik at vide, at det ikke blev i denne omgang, lyder det.

"Det er nok et karaktertræk, som jeg har," lyder det fra den tidligere erhvervsminister.  

I et Linkedin-opslag fra slutningen af januar, viser Simon Kollerup, at hans portræt er kommet op hænge i Erhvervsministeriet.

I den tilhørende tekst skriver han: "Jeg kan se på væggen med portrætterne, hvor der hænger et par gengangere, at man godt kan komme tilbage igen." 

"Det vil da være løgn at sige, at jeg ikke hellere vil være forsat som minister, men det her er en anden og meget vigtig opgave. Og vi er alle sammen et tandhjul i det store ur. Og på et tidspunkt skal vi være et stort tandhjul, og nogle gange skal vi være et lidt mindre tandhjul.  Men klokken, den slår kun, hvis alle tandhjul kører," lyder det fra Simon Kollerup.

Klokken slår kun, hvis alle tandhjul kører

I dag er Simon Kollerup forsvarsordfører.

"Som forsvarsordfører er jeg Jakob Ellemann-Jensens wingman. Han har været soldat længere tid, end jeg har, men jeg har også været inde som værnepligtig i flyvevåbnet i Krarup," siger Simon Kollerup om forsvarsministeren, der i øjeblikket er på sygeorlov.

Derudover er han formand for Folketingets finansudvalg. 

"Jeg ville også gerne fortsætte med at være tæt på den økonomiske politik, fordi det, for mig at se, er hele fundamentet for al anden politik. Så Finansudvalget er både et gammelt hæderkronet men også magtfuldt udvalg i Folketinget."

Kollerup: Der vil være nul sekunders tøven, hvis jeg bliver spurgt igen

Simon Kollerups "eksoskelet" sidder ikke længere på ham. Og han skal nu arbejde uden ministeriet i ryggen.

"Der jo en risiko for, når man har et eksoskelet på, at ens egen muskelmasse bliver slap indenunder. Men jeg føler mig politisk meget stærk," lyder det fra Simon Kollerup. 

Han er dog klar til igen at tage eksoskelettet på som minister, hvis han bliver spurgt. 

"Der vil være cirka nul sekunders tøven, for så er jeg også klar til at løfte den opgave igen. Jeg vil være en bedre minister på dag et i en ny ministerperiode, end jeg var på dag et i min gamle ministerperiode," siger Simon Kollerup.

Forrige artikel EU-chef vil love Danmark hurtig løsning på fastfrysning af havvind for milliarder EU-chef vil love Danmark hurtig løsning på fastfrysning af havvind for milliarder Næste artikel Helligdage skrives helt ud af lovgivningen: Helligdage skrives helt ud af lovgivningen: "Regeringen sniger en helligdagsreform ind ad bagvejen"
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.