EL: Bestemmer multinationale virksomheder reelt selv, hvor meget de betaler i selskabsskat?

Af Rune Lund og Jonas Kylov Gielfeldt
hhv. finans- og skatteordfører og politisk-økonomisk rådgiver, Enhedslisten

Skatteministeriet har netop offentliggjort de åbne skattelister for 2019.

Ministeriet har opgjort listerne hvert år siden 2012, så befolkningen kan få indsigt i, hvor meget virksomheder betaler i selskabsskat her i landet. Og igen i år er skattelisterne foruroligende – om end ikke overraskende – læsning.

Mange store selskaber betaler ingen eller meget lidt selskabsskat. Sådan har det været i årevis. Og i årevis har Enhedslisten gjort opmærksom på problemet. Men de seneste par år har vi dog set en ny tendens. En række store selskaber er begyndt at betale symbolske beløb i skat.

Selskaber, som de sidste mange år har betalt et rundt nul. Det er selvfølgelig positivt. Men flere af beløbene er så lave, at det virker besynderligt, at disse kæmpestore virksomheder skulle tjene så få penge. 
Tag for eksempel Kellogg’s, som laver cornflakes til danskernes morgenbord.

Nærmest symbolske beløb
I mange år et selskab, som ikke betalte selskabsskat i Danmark. Der er dog sket det, at Kellogg’s nu begynder at betale nærmest symbolske beløb. I 2017 betalte Kellogg’s knap 30.000 kroner i selskabsskat. I 2018 betalte de lidt over 800.000 kroner. Og i 2019 rundede Kellogg’s millionen og betalte cirka 1,4 millioner kroner i selskabsskat.

Det går bestemt den rette vej. Men det virker underligt, at et selskab, der er så stort et brand inden for morgenmadsprodukter, har så lav en skattebetaling.  

Et andet eksempel er elektronikgiganten Panasonic. I 2016 betalte virksomheden knap 40.000 kroner i selskabsskat. I 2017 cirka 52.000 kroner. I 2018 var beløbet cirka 364.000 kroner, og i 2019 var beløbet cirka 352.000 kroner.

Til sammenligning betaler en gennemsnitlig lønmodtager i omegnen af 100.000 kroner i indkomstskat. Nok er Panasonic ikke et nulskatteselskab. Men de betaler det samme som 3,5 lønmodtagere. Det er ikke imponerende og virker meget mærkeligt.

Skyldes det så, at disse enorme virksomheder er begyndt at tjene symbolske beløb i Danmark? Eller skyldes det, at de ikke ønsker at blive fremstillet offentligt som nulskattebetalere? Vi ved det ikke. Men man sidder unægtelig tilbage med en fornemmelse af, at diverse multinationale selskaber i realiteten selv kan bestemme, hvor meget de vil betale i skat. Og at den øgede, ofte symbolske, skattebetaling hænger sammen med, at flere selskaber har fundet ud af, at det ser skidt ud, når der år efter år er et stort, rundt nul på skattebilletten.  

Forudsigelig borgerlig kritik 
Jamen, man betaler kun skat af sit overskud, så hvis man ikke har noget overskud, skal man ikke betale skat, lyder automatreaktionen fra mange borgerlige, når Enhedslisten kritiserer selskabernes lave skattebetaling. Og det er naturligvis rigtigt.

Men hvis man benytter slappe skatteregler både nationalt og internationalt til selv at bestemme sit overskud i et land som Danmark, hvor der faktisk skal betales selskabsskat, er vi lige vidt. Og problemet er ofte ikke, at lavskatteselskaberne bryder reglerne, selvom det også sker.

Problemet i denne sammenhæng er, at de desværre i høj grad som udgangspunkt ikke engang behøver at bryde reglerne. For skattereglerne er desværre ofte så slappe, at multinationale virksomheder har rig mulighed for at flytte deres overskud til lande med meget lav skattebetaling. 

Muligt at rette op på slappe skatteregler 
Et klassisk problem er, at man laver sindrige selskabskonstruktioner og opretter selskaber uden reelt indhold, men som bare bruges til at kanalisere overskud videre til skattelylande. Disse såkaldte gennemstrømningsselskaber er typisk placeret i EU-lande, eksempelvis Holland eller Luxembourg, der helt bevidst giver multinationale virksomheder lov til at benytte denne finte.

En EU-dom fra februar 2019, som Danmark rejste og vandt, har måske sat en prop i hullet her. Men det er endnu ikke afgjort, da der nu kører sager ved de danske domstole om betaling af skat i milliardklassen. Ligesom det derfor heller ikke er afgjort, om proppen ved domstolene bliver så stor, at den løser problemet.  

En anden måde at flytte overskud ud af Danmark på er gennem koncerninterne handler, såkaldt Transfer Pricing. Her kan man ved at fastsætte priserne på varer og ydelser, der handles internt i koncernen, for lavt eller for højt og dermed flytte penge væk fra dansk skattebetaling.  

Skattestyrelsen har heldigvis ansat dygtige medarbejdere til at kontrollere både problemerne med gennemstrømningsselskaber såvel som Transfer Pricing. Og ser man på, hvad Skattestyrelsen regulerer for år for år, så er det beløb i milliardklassen på Transfer Pricing.

Og beløbene på de sager, som Skattestyrelsen vinder, hvad angår gennemstrømningsselskaber, er også enorme. Det store spørgsmål er, om skattekontrollen fanger det hele. Det er desværre næppe tilfældet Og selvom vi med de seneste aftaler, som Folketinget har indgået om øget skattekontrol, tilfører flere medarbejdere til Transfer Pricing-kontrollen såvel som kontrol med gennemstrømningsselskaber, så vil kontrollen aldrig fange det hele.

Derfor er der også et behov for at stramme de internationale skatteregler. Gennem eksempelvis markant udvidet register for reelle ejere og land-for-land rapportering for virksomheders skattebetaling, således at man nemmere kan lokalisere ejerstruktur og skattebetaling i hele den multinationale koncern.  

Mangelfuld sortliste
Danmark kan også vælge at foretage såkaldte 'defensive foranstaltninger', hvor vi indeholder en forhøjet skat og nægter fradrag til virksomheder, der skattemæssigt placerer sig i skattelylande. Et lovforslag om dette er pt. i behandling i Folketinget, og det er positivt.

Desværre begrænser man sig til kun at foretage disse tiltag på selskaber placeret i lande på EU’s mangelfulde sortliste, som ikke indeholder alle de væsentlige skattely. Hvis Danmark valgte at udvide kredsen af lande til at omfatte de skattely, der betyder noget, kunne vi langt hen af vejen beskytte os mod de huller, der er i international skatteret.  

Men også danske nationale skatteregler er et uhensigtsmæssigt tag-selv-bord for de multinationale selskaber. For eksempel kan virksomheder fremføre tidligere års underskud ubegrænset. Det er tilsyneladende især det, som har muliggjort, at Q8 – der er en af de værste nulskattebetalere – ikke har betalt dansk selskabsskat i 36 år.

Frem til starten af nullerne kunne man maksimalt fremføre et underskud i fem år. Hvis man genindførte femårsgrænsen, ville statskassen blive styrket med næsten to milliarder kroner. Det viser tal fra Skatteministeriet. 

Årelangt pres fra Enhedslisten 
Igennem mange år har Enhedslisten sat fokus på, hvordan multinationale selskaber ikke har betalt selskabsskat i Danmark. Daværende folketingsmedlem Frank Aaen lavede allerede fra 1990'erne et pionerarbejde inden for området, som fik stor offentlig bevågenhed, da det udstillede en tilstand, som både dengang og i dag opfattes som helt urimelig blandt store dele af befolkningen.

Vi har gennem alle årene i større eller mindre grad skullet høre på, at det ikke var muligt at gøre noget ved det for eksempel med argumenter om, at selskaberne bare ville kunne flytte deres virksomhed. Mange virksomheder er dog i Danmark, fordi der er gode penge at tjene, og fordi vi har et velfungerende samfund med en højt kvalificeret arbejdskraft, god infrastruktur og et stærkt velfærdssamfund.

Noget, som store koncerner også skal bidrage til at betale for, da de i allerhøjeste grad også nyder godt af dette. Derudover sælger et selskab som McDonald’s, der gennem hele 26 år betalte nul kroner i selskabsskat, jo rent faktisk burgere i Danmark, når de skal sælges til folk i Danmark. Man sælger ikke burgere til folk i Danmark, hvis burgerne er lavet i Tyskland. Det giver faktisk sig selv.  

Milliardbeløb i fælleskassen
Vi har gennem årene set, hvordan en folkelig utilfredshed med tingenes tilstand har bidraget aktivt til det politiske pres, der trods alt har skabt bedre internationale regler på området, blandt andet i form af at de største multinationale selskaber i dag er forpligtet til via den såkaldte land-for-land-rapportering af levere tal for, hvor de eksempelvis tjener deres penge og betaler deres skat.

Ligesom vi har set, hvordan vi med en øget skattekontrol kan få milliardbeløb i fælleskassen, der ellers kunne være endt i et skattely eller i aktionærernes lommer uden den rette skattebetaling.

I Enhedslisten vil vi naturligvis fortsætte utrætteligt – både med at kæmpe for bedre skatteregler i Danmark og resten af verden samt for en bedre skattekontrol. Og vi vil blive ved med at gøre opmærksom på, når multinationale selskaber betaler bemærkelsesværdig lav skat i Danmark. 

debat@altinget.dk