Danske Revisorer: Troværdighed er alfa omega, når bæredygtighedsrapporter underskrives

"Beskriv et firbenet dyr, der har en snabel, store ører og vejer mindst 3000 kg. Det må ikke være en elefant.”

Næsten sådan kan man beskrive det politiske opdrag, som en gruppe dygtige embedsfolk i Erhvervsministeriet har fået.

De sidder lige nu og forbereder et lovforslag, der skal gøre det muligt for andre end godkendte revisorer at verificere de bæredygtighedsoplysninger, som større virksomheder fremover skal have med i deres årsrapporter under den nye EU-lov, CSRD (corporate sustainability reporting directive, red.).

Udfordringen er, at lovkravene til de alternative erklæringsudbydere skal svare til de krav, som loven stiller til godkendte revisorer.

Direktivet siger meget klart, at medlemsstaterne skal stille høje krav til alternative erklæringsgivere, der sikrer 'ensartede resultater'. Herunder blandt andet krav til uddannelse, etiske standarder og uafhængighed.

Så hvordan beskriver man en revisor uden at beskrive en revisor?

Det får vi et første bud på, når lovforslaget om andre erklæringsgivere kommer i offentlig høring, formentlig om få uger.

Et spørgsmål om troværdighed

I FSR – danske revisorer er vi helhjertede tilhængere af sund konkurrence på lige vilkår. Men vi ser en risiko for, at tilliden til erklæringerne kan skride, hvis politikerne ikke stiller de rigtige krav til alle erklæringsgivere.

Sund konkurrence er jo i bund og grund dét, EU gerne vil opnå med de nye rapporteringskrav: At banker, investorer og kunder skal kunne vurdere og sammenligne virksomhederne på et mere oplyst grundlag, så bæredygtighed kan blive et vigtigere konkurrenceparameter gennem hele værdikæden.

Ambitionen er, at det skal blive relativt dyrere for virksomhederne at skade miljø, mennesker og samfund, mens det skal blive en bedre forretning at skabe positive forandringer.

Hvis det skal lykkes, så skal virksomhedernes ESG-data være både sammenlignelige og troværdige.

Derfor er de nye rapporteringskrav mere omfattende og detaljerede, end de har været hidtil. Og derfor skal de ind i årsrapporterne og efterprøves af en uafhængig tredjepart, som samfundet kan have tillid til.

{{toplink}}

Tillid til tredjeparten er afgørende – ligesom tilliden til en finansiel revisor er det. Af samme grund har vi meget omfattende krav til godkendte revisorers uddannelse og praktiske erfaring i at efterprøve virksomheders oplysninger, både finansielle og andre oplysninger.

Når en revisor afgiver en erklæring, er han/hun altså ikke kundens repræsentant, som en rådgiver vil være i de fleste kundeforhold. Revisor er "offentlighedens tillidsrepræsentant", som det hedder i revisorloven.

Evnen til at efterprøve oplysninger systematisk og uafhængigt er kernen i revisors faglighed. Og det er ikke revisionsvirksomheden, men den enkelte revisor, der står personligt til ansvar for sin erklæring og kan blive indbragt for Revisornævnet og sanktioneret eller miste sin godkendelse.

Tillid til andre landes erklæringer

Vejen til at blive godkendt (statsautoriseret) revisor minder lidt om uddannelsen til speciallæge: Mange års uddannelse og specialisering i en vekselvirkning af teori og praksis, skolebænk og mesterlære.

Detaljeret lovgivning, tilsyn, uddannelseskrav og branchestandarder sikrer revisors kompetencer, etik og uafhængighed.

Hvis de kommende krav til andre erklæringsgivere på bæredygtighedsområdet ikke matcher kravene til revisorer, er der risiko for, at erklæringer, der på overfladen ligner hinanden, ikke er udført med den samme kvalitet, når erklæringsgiverne efterprøver og verificerer ESG-oplysningerne.

Det vil true tilliden til oplysningerne i årsrapporten og dermed undergrave den mere bæredygtige udvikling, som rapporterne skal fremme. Derfor er det afgørende, at politikerne ikke kommer til at åbne for en "light-version" af en revisorerklæring. 

Når Danmark selv åbner for alternative erklæringsgivere, skal vi også acceptere alternative erklæringsgivere fra andre EU-lande. Og så kan spørgsmålet hurtigt blive, hvordan Frankrig eller Litauen har fortolket direktivets krav til erklæringsgivernes kompetencer, uafhængighed, etik, tilsyn med videre.

{{toplink}}

Andre har givet op

Direktivet, CSRD, tillader det enkelte EU-land selv at vælge, om det vil etablere en ordning for alternative erklæringsgivere.

Den mulighed har erhvervsministeren fra start erklæret sig fast besluttet på at udnytte – men opgaven har krævet mere tid end de andre elementer i implementeringen.

Norge og Finland havde lignende planer, men har siden opgivet at matche kravene til alternative erklæringsgivere med dem for godkendte revisorer.

I Danmark arbejdes der stadig.

I FSR – danske revisorer er vi spændte på at se giraffen.

debat@altinget.dk