Nye oplysninger afslører: Kommuner brugte resultatlønnede konsulenter ulovligt 

GENOPTAGET: Flere kommuner brugte de såkaldte sparekonsulenter i strid med loven, viser gennemgang af redegørelser til Ankestyrelsen. En tilståelsessag siger ekspert, mens minister vil have alle sager genoptaget.

En række udsatte borgere får nu genoptaget deres sag, fordi flere kommuner brød loven ved at hyre konsulenter på resultatløn til at finde besparelser.  

Det viser Altingets gennemgang af de redegørelser, som 30 kommuner har oversendt til Ankestyrelsen om deres samarbejde med konsulenter på socialområdet.

Ud af de 30 kommuner har i hvert fald tre - Silkeborg, Holstebro og Kerteminde - valgt at genoptage en del af de borgersager, som konsulenterne har været inde over.

”De skriver det jo selv. Konsulenterne har taget del i sagsforberedende arbejde, og det, har Ankestyrelsen gjort klart, er ulovligt,” siger Søren Blæsbjerg, der er jurist og studielektor ved Aalborg Universitet.

Sagerne er genoptaget, efter Ankestyrelsen i sommer vurderede, at det har været ulovligt at hyre konsulenter på såkaldte no-cure-no-pay-kontrakter til at hjælpe med at forberede afgørelser i udsatte og handicappede borgers sager.

Silkeborg vender på en tallerken
Forløbet startede, da Altinget i 2019 kunne afsløre, at en række kommuner samarbejdede med konsulenter på resultatkontrakter om at finde besparelser i borgersager på socialområdet.

I januar stod det klart, at 31 kommuner har indgået samarbejde med konsulenter om at gennemgå over 1.300 borgers sager for at finde besparelser.

I Silkeborg Kommune har man tidligere holdt fast i, at de private konsulenter ikke var involveret i behandlingen af konkrete borgersager. 

Nu er kommunen imidlertid vendt på en tallerken og har genoptaget ni borgersager ud af de 344 sager, som er blevet gennemgået af private konsulenter.

Også i Holstebro Kommune erkender man, at de resultatlønnede konsulenter i hvert fald i én enkelt sag har lavet arbejde, der ifølge Ankestyrelsens udtalelse er ulovlig.

I redegørelsen fra Kerteminde Kommune fremgår det, at konsulenter fra Trancit har stået for ”specifik sagsforberedelse i form af assistance ved indsamling, systematisering og beskrivelse af sagsoplysninger”.

Minister følger sagen tæt
Det er netop sagsforberedende arbejde som resultatlønnede konsulenter ifølge Ankestyrelsen ikke lovligt kan bruges til.

Hovedparten af de øvrige 19 kommuner, som har indgået samarbejde med resultatlønnede konsulenter, afviser helt, at de behøver at genoptage sager.

Det skuffer social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), der ser med stor alvor på kommunernes "aggressive" samarbejde med de resultatlønnede konsulenter.

"Min forventning er, at man både fremadrettet og bagudrettet får rettet op i sager, hvor mennesker har mistet hjælp efter brug af konsulenter,” skriver Astrid Krag i en mail til Altinget.

Hun oplyser, at Ankestyrelsen torsdag kontaktede de pågældende kommuner med en tilsvarende indskærpelse.

”Arbejdet stopper ikke, før alle kommuner har genoptaget de sager, som er forberedt af konsulentfirmaer med 'resultatløn' i deres kontrakter,” skriver hun i mailen.

Altinget Kommunal og Altinget Social kan du læse mere om, hvorfor Silkeborg, Holstebro og Kerteminde har genoptaget sager, mens 19 andre kommuner afviser at gøre det samme - til eksperts forundring. 

,

Forrige artikel Regeringen vil droppe offentlig støtte til anerkendt videnscenter Regeringen vil droppe offentlig støtte til anerkendt videnscenter Næste artikel Se pressemødet om grøn skattereform: Vi tror på, at virksomhederne vil vælge at omstille sig Se pressemødet om grøn skattereform: Vi tror på, at virksomhederne vil vælge at omstille sig
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.