Virksomhed: Indtænk teknologi i demens-handlingsplan

DEBAT: Hvis regeringen indtænker teknologi i handlingsplanen for demens, kan vi gøre demente mere selvhjulpne, og vi kan optimere plejepersonalets arbejdsgange, skriver Brian Østergaard, stifter og direktør, e-mergency. 

Af Brian Østergaard
Stifter og direktør, e-mergency

Ved at sætte velfærdsteknologi i tale i forhold til en national handlingsplan for demens, åbner man op for at redefinere den måde, man gør tingene på i dag.

Man er med til at synliggøre en rolle, som kan få afgørende betydning for at kunne opretholde vores velfærdssystem, og den måde vi kan takle de samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor – heriblandt et stigende antal borgere med en demenssygdom.

Man vil være med til at signalere og igangsætte, at vi bliver nødt til at tænke anderledes og innovativt. Teknologien giver blandt andet mulighed for at tilføre nogle ressourcer, som ikke bliver på bekostning af flere arbejdsopgaver for personalet. I stedet giver det borger, plejepersonale og pårørende værktøjer som supplement til dagligdagen. Teknologien kan gøre det, at den kan få os til at tænke alternativt, og den skal ses som et supplement til alt det gode arbejde, der allerede gøres. Og ikke mindst, så kan teknologi ikke erstatte varme hænder.

Det er vigtigt, at definitionen af ”teknologi” forstås som værende meget mere end automatiske skylle/tørre-toiletter, telemedicin og genoptræning. At arbejde med demens sætter store krav til leverandørerne for, hvordan man skal udforme teknologien, og hvad den skal fordre og erstatte.

Teknologi til demente
Hvordan kan teknologien så konkret hjælpe demente borgere, plejepersonale og de pårørende? Med teknologien kan vi gøre mennesker med demens mere selvhjulpne. Vi kan optimere plejepersonalets arbejdsgange og ikke mindst involvere og trække de pårørende tættere på borgeren.

Med teknologien kan man give mennesker (og pårørende) redskaber, der giver mere værdighed i hverdagen, men samtidig også være med til at frigive tid for plejepersonale, så de har en reel chance for at kunne nå deres arbejde – dermed skabes et bedre arbejdsmiljø, sygefraværet reduceres, og ikke mindst sker der færre fejl – heriblandt færre fejl-medicineringer. Alt sammen noget, der i sidste ende vil kunne mærkes på økonomien.

Men man må aldrig glemme, at det at arbejde med mennesker med demens er noget helt specielt, og ikke to borgere er ens. Så man må endelig ikke tro, at man blot kan tage sit produkt, tilpasse det lidt og så sælge det til denne gruppe.

Mindre frustration 
Samtidig må man ikke glemme, at mennesker med demens er ganske almindelige mennesker – der er blot nogle faktorer, der gør, at der er ting, der glemmes eller løbende bliver svære at håndtere, og dermed opstår der en frustration. Denne frustration kan den rette teknologi være med til at neddrosle – for eksempel et system som DoseSystem, der påminder en om at tage sin medicin – eventuelt i kombination med appen carePlan™ inmente, der hjælper med påmindelser og struktur i hverdagen på tablet eller smartphone.

Pårørende kan så være med til at understøtte mennesket med demens ved at have adgang til kalender og trin for trin-hjælp til hverdagens udfordringer.

Vi har i mange år forsket i og arbejdet med forskellige løsninger, der er med til at gøre hverdagen nemmere for alle parter – heriblandt velfærdsteknologierne carePlan™ inmente (til hjemmeboende mennesker med let demens) og DemensZonen (til plejehjem med mennesker med moderat til svær demens) – og der er andre fine produkter på markedet også, der adresserer mennesker med kognitive udfordringer.

Grundet en livslang personlig erfaring som pårørende til menneske med demens, går vi meget op i mennesket og det, der sker omkring dem, frem for ”forretningen” – en tilgang til markedet, som vi mener er yderst vigtig. Denne tilgang fastholder vi, og vi håber, at denne tilgang vil afspejle italesættelsen af teknologiens rolle i en national handlingsplan for demens.

Forrige artikel Kan teknologi forbedre livskvaliteten for demente? Kan teknologi forbedre livskvaliteten for demente? Næste artikel Forsker: Teknologi støtter demente i hverdagen Forsker: Teknologi støtter demente i hverdagen