V: It i folkeskolen kræver klare mål fra ledelsen

DEBAT: Det er kommunens og skolelederens opgave at komme med klare handlingsplaner for, hvordan folkeskolelærerne skal bruge digitale læringsredskaber i undervisningen, skriver Louise Schack Elholm (V).

Af Louise Schack Elholm (V)
Folkeskoleordfører

I mit første indlæg fokuserede jeg på, hvad jeg synes, der skal gøres på klasseniveau, for at sikre en ordentlig brug af it i undervisningen.

Men når det ofte forholder sig sådan, at digitale læringsredskaber ikke bliver brugt ordentligt, skal skylden for dette naturligvis ikke alene lægges på lærernes skuldre. Det er nødvendigt, at vi fokuserer på det organisatoriske niveau og de politiske beslutninger, der tages om brugen af it.

EVA har lavet en undersøgelse, der viser, at it ikke bliver integreret ordentligt i undervisningen. Det overrasker mig desværre ikke. Så sent som torsdag morgen hørte jeg P1 Morgen, hvor Cathrine Hasse fra DPU, som også deltager i Altingets paneldebat, fortalte om, hvordan lærerne ikke ved, hvordan it benyttes bedst muligt. Det er med andre ord et udbredt problem, at lærerne ikke er klædt ordentligt på til at håndtere de digitale læringsredskaber ordentligt.

Kommune og leders ansvar
Det er kommunen og skolelederne, som tager beslutningen om, hvilke typer it der skal benyttes. Det virker til tider som om, man ikke har et klart mål for, hvordan man skal bruge de nye digitale produkter. Hvad de skal bruges til, og hvordan man kommer derhen.

Umiddelbart kan det virke som om, at man kan få en klar forbedring af undervisningen, hvis man f.eks. giver alle elever en iPad. Det lyder i hvert fald meget progressivt, når medierne fortæller om det. Problemet er, at der desværre ikke altid følger en klar handlingsplan med.

Man kunne naturligvis ikke forestille sig en kommune indkøbe ti nye biler, uden at kommunen også havde en idé om, hvad bilerne skulle bruges til. Det samme bør selvfølgelig være tilfældet, når det kommer til it i folkeskolen. Ellers er der tale om investeringer i det blinde, der måske endda kan gøre mere skade end gavn. Når man først har fået inkorporeret nogle dårlige vaner, kan det være yderst svært at få dem lavet om.

Det kan altså ikke være overladt til lærerne at finde ud af, hvad man skal med teknologien. Det er kommunens og skolelederens opgave at sørge for at stille målene og mulighederne op og finde ud af, hvordan man klæder lærerne bedst muligt på. Det nytter ikke noget, at lærerne står med nye digitale læringsredskaber, som de ikke ved, hvordan de skal benytte. Hvis vi vil have en fremtidens folkeskole, hvor de digitale hjælpemidler gør undervisningen bedre, kræver det en indsats fra alle sider.

Forrige artikel Vilhelmsen: God adfærd på nettet er et fælles ansvar Vilhelmsen: God adfærd på nettet er et fælles ansvar Næste artikel SDU: Sådan opbygger du et solidt OPI-samarbejde SDU: Sådan opbygger du et solidt OPI-samarbejde