Regionerne: Ny uvurderlig viden om telemedicin

DEBAT: Storskalaprojektet TeleCare Nord viser, at telemedicin kan give bedre kvalitet for borgerne og økonomiske effekter. Men kun, hvis det bliver brugt med omtanke, skriver Jens Andersen, formand for Regionernes Sundheds-it.

Af Jens Andersen 
Formand for Regionernes Sundheds-it

Når en patient kan behandles eller monitoreres i eget hjem til glæde for patienten, og det er økonomisk gunstigt for sundhedsvæsenet, skal det selvfølgelig ske, når muligheden er der.

Sådan er den danske sundhedsvirkelighed imidlertid ikke – men det er på vej til at ændre sig, og det er der grund til at glæde sig over. Især for patienterne, men også for sundhedsvæsenet som helhed.

I september indgik regeringen, Danske Regioner og KL en aftale om landsdækkende udbredelse af telemedicin for KOL-patienter frem mod 2019. Den telemedicinske behandling foregår ved, at borgeren i eget hjem monitorerer sig selv med udleverede apparater til at måle blodtryk, vægt og iltmætning i blodet. Oplysningerne sendes direkte til en sygeplejerske, som følger forløbet tæt.

Klare fordele 
Fordelene ved den kommende landsdækkende udbredelse af telemedicin er klare. Midt i november offentliggjorde parterne bag et af Europas største storskalaprojekter inden for telemedicin, TeleCare Nord, resultaterne af næsten fire års undersøgelser med knap 1.400 KOL-patienter fra Region Nordjylland. Konklusionerne lød:

  • 6 ud af 10 patienter føler, at de bedre kan kontrollere egen sygdom med telemedicin.
  • 7 ud af 10 føler sig tryggere i dagligdagen med telemedicin.
  • 9 ud af 10 finder telemedicinsk udstyr brugervenligt.
  • Telemedicin til borgere, der har svær KOL, kan årligt give en økonomisk besparelse omkring 7.000 kroner pr. borger, primært på grund af færre hospitalsindlæggelser og et mindre forbrug i primærsektoren.

Det indikerer, at telemedicin anvendt med omtanke både kan give bedre kvalitet for borgerne og økonomiske effekter. God telemedicinsk behandling vil altså spare borgeren for unødige kontrolbesøg på sygehuset og sikre den ro, der er behov for. Men omtanken i brugen af telemedicin er afgørende. For hvis vi giver telemedicin til alle borgere med KOL og dermed ikke målretter tilbuddet, vil det betyde ekstra omkostninger i størrelsesordenen 5.400 kroner pr. borger om året.

Ikke et mirakelmiddel 
Resultaterne peger på, at telemedicin ikke er et mirakelmiddel, som skal anvendes ukritisk i hele det danske sundhedsvæsen. Tværtimod skal de potentielle telemedicinske KOL-patienter nøje udvælges. Det samme vil også gælde, når vi i fremtiden overvejer, om telemedicinsk behandling skal tilbydes til nye patientgrupper – for eksempel gravide med komplikationer eller borgere med kronisk hjertesvigt.

Næste skridt er, at regioner og kommuner rundt i landet folder indsatsen ud. Det er en fælles regional/kommunal opgave, hvor man arbejder sammen med borgerne om at tilrettelægge det telemedicinske tilbud. Målet er, at borgerne så gnidningsfrit som muligt kan leve et godt liv med deres sygdom. Planlægningen er begyndt flere steder, og arbejdet sættes i gang efter nytår. Efter planen skal telemedicinsk behandling til borgere med KOL være udrullet på landsplan inden udgangen af 2019. Det er et målrettet stykke arbejde, hvor der skal fokuseres på, hvad der er bedst for borgeren.

Uvurderlig viden
Og arbejdet vil blive fagligt velfunderet. Det store TeleCare Nord-projekt har givet uvurderlig viden om patienternes oplevelse af telemedicinsk behandling, og flere andre storskalaprojekter er allerede i gang eller undervejs. Eksempelvis undersøges det i øjeblikket, hvilket udbytte patienter med let til moderat depression har af internetpsykiatri.

Målet er samlet set at give den bedste, mest effektive og mindst forstyrrende behandling for titusindvis af borgere i det danske sundhedsvæsen. Samtidig får borgerne redskaber til i højere grad at tage en aktiv rolle i at kontrollere egen sygdom.

Forrige artikel Lungeforening: Telemedicin giver tilfredse patienter Lungeforening: Telemedicin giver tilfredse patienter Næste artikel Ekspert: Internet of Things vil revolutionere sundhedsområdet Ekspert: Internet of Things vil revolutionere sundhedsområdet