Når mand går fra hammer til kateterpleje

DEBAT: De seneste år har vist en stigning af antallet af mænd, der søger ind på SOSU-uddannelserne. En positiv tendens, der gør de typiske kvindefag mere mangfoldige, mener Karen Stæhr, sektorformand i FOA.

Af Karen Stæhr
Sektorformand, FOA

Antallet af mænd, der søger ind på SOSU-uddannelserne, er fra 2001 steget fra fem procent til 14 procent i 2011.

Men hvad er det ved de typiske kvindefag, der tiltrækker mændene? Er det pleje og omsorg? Eller er der også noget andet, der trækker i dem?

Jeg tror, at den øgede indførelse af velfærdsteknologi virker tillokkende for mænd. Min påstand bunder ikke i en evidensbaseret undersøgelse, men det synes som om, at mænd er mere tiltrukket af områder med ”cure” (det ingeniørmæssige) end ”care” (omsorg), som en tidligere undersøgelse viser.

Kigger man i interviews med mænd i omsorgsfag, eller ser på hvor de søger hen efter endt uddannelse, tegner der sig en tendens. Mænd søger de særlige opgaver eller specialer. Det er f.eks. inden for psykiatri, anæstesi, ledelse eller tillidshverv.

Men helt grundlæggende mener jeg, at der er sket et holdningsskifte til det positive. Det anerkendes, at mænd sagtens kan arbejde inden for omsorg og pleje. At det ikke er så tabuiseret mere. Vittigheder om løse håndled florerer ikke i samme omfang som tidligere.

Krisen og arbejdsløsheden har fået mænd fra håndværksfag og fra virksomheder, der enten lukker eller flytter produktionen til udlandet, til at se muligheder. Måske mændene har set en tryghed i at arbejde inden for det offentlige.

I den forbindelse er der fra uddannelsesstederne gjort et stort stykke arbejde for at tiltrække mænd, som ellers ville ryge ud i arbejdsløshed. Her benytter man typisk effekter som lyd, lys, it og teknik som virkemidler, der skal tænde mænd til uddannelsen og jobbet. Film- og biografreklamer der frem for det stereotype kvindebillede viser faget med en mand, der holder en ældre i hånden, i hovedrollen.

Der er gode muligheder for at gøre karriere inden for de forskellige specialer, blive leder eller videreuddanne sig til f.eks. sygeplejerske eller fysioterapeut. Det skal vi synliggøre langt mere og bedre, end vi gør i dag. Vise mulighederne.

Annoncering efter ansøgere til SOSU-uddannelsen skal være langt mere kønsneutral, end vi ser i dag. Vi skal se langt flere billeder med ”mænd i hvidt”. Det vil være med til at bryde fordommene og få flere mænd til at droppe hammeren..

Forrige artikel Regioner og kommuner skal tale bedre sammen Regioner og kommuner skal tale bedre sammen Næste artikel Telemedicinsk sårvurdering giver flødeskum til lagkagen