Medvind til danske havmølleaktiviteter i USA

KRONIK: Havvindmølleparker er på kort tid blevet et betydeligt vækstområde i USA. Det hører til sjældenhederne, at der i USA på den måde åbnes et nyt industrielt marked med et investeringspotentiale på flere hundrede milliarder kroner – og hvor danske virksomheder står i første række til at levere.  

Af Torben Orla Nielsen,
Forskningsattaché, Innovation Center Denmark, Boston

Den hastige udvikling af offshore-vindaktiviteter udspringer af, at flere delstater på østkysten øjner økonomiske muligheder i at satse på vedvarende energi som en vægtig del af deres energiforsyning.

Dels fordi vindmøllerne er blevet langt mere effektive, og dels fordi prisen for energi fra offshore-vindmøller er faldet betragteligt. Prisen på en megawatt-time fra havmøller er faldet til mindre end halvdelen af, hvad den kostede i 2012.

Ti amerikanske østkyststater, der tilsammen har omkring 60 millioner indbyggere, har således gennem lovgivning forpligtet sig på at opføre havvindmølleparker og -projekter med en samlet kapacitet på mere end 20 gigawatt inden 2030. Det svarer til, at omkring ti millioner husstande vil kunne få deres energi fra havvindmøller.

Til sammenligning var den samlede produktionskapacitet fra havmøller i Europa 18,5 gigawatt ved udgangen af 2018.

Dominerende dansk indflydelse

De danske virksomheder har været med helt fremme og står i forreste række, når det kommer til at levere både teknologien og finansieringen.

De to danske projektudviklere Ørsted og Copenhagen Offshore Partners – et datterselskab af Copenhagen Infrastructure Partners – har med deres lokale samarbejdspartnere indtil nu fået tildelt amerikanske havvindprojekter med en samlet kapacitet på omkring 3,7 gigawatt.

Projekterne – som efter planen alle vil levere strøm senest fra 2024 – vil omfatte investeringer i omegnen af 100 milliarder danske kroner.

Omfanget af de nuværende og kommende projekter giver samtidig den danske forsyningskæde inden for vindenergi mulighed for på sigt at etablere sig i USA. Vindmøllerne til amerikansk havvind leveres i øjeblikket af blandt andet MHI Vestas Offshore Wind.

De danske virksomheders tilstedeværelse går ikke ubemærket hen i USA og i de internationale medier. Senest har ’The Economist’haft Ørsted, der fremhæves som verdens største udvikler af havvind med en tredjedel af markedet uden for Kina, under lup.

Selvom den øgede aktivitet og udbygning af offshore-vindmølleprojekter ned langs den amerikanske østkyst vækker opsigt, følger der også en række udfordringer  i kølvandet på denne satsning på havvind.

Men det er udfordringer, som den danske vindmøllesektor har mødt før, og hvor øget innovations-, forsknings- og myndighedssamarbejde kan være vejen frem for løsningerne.

Øget andel af vindstrøm giver udfordringer i elnettet

En af udfordringerne er at integrere en langt højere andel af strøm fra vedvarende energikilder som vind i elnettet.

Danmark har gennem årtier fungeret som et stort testlaboratorium for integration af vedvarende energi, og der er udviklet velfungerende løsninger til systemintegration fra en række forskellige kilder og aftagere.

De erfaringer har østkyststaterne i USA brug for, for den kraftige udbygning af vedvarende energi i stater som for eksempel Massachusetts, Rhode Island, Connecticut og New York kan på sigt skabe udfordringer for de store ambitioner på USA’s østkyst.

Der er forskellige måder at forbinde vindmølleparker til det eksisterende elnet på land. På de europæiske projekter er ansvaret for transmission ofte inkluderet i havvindmølleparkens projekt, hvilket betyder, at udviklerne har kontrol og kan sætte gang i den nødvendige infrastrukturudvikling.

Det samme gælder dog ikke for de amerikanske offshore-vindprojekter, hvor transmissionen til lands typisk er et separat projekt. Derfor er der større risiko for, at der opstår en ubalance mellem antallet af offshore-vindmølleprojekter og mulighederne for integration i det eksisterende energinet.

De udfordringer er bestemt ikke trivielle, og her er der oplagte muligheder for, at dansk forskning og innovation kan spille ind og skabe løsninger for amerikanerne.

Det nye dyr i havet

I takt med at der bygges flere og flere vindmølleprojekter bliver flere og flere aktører opmærksomme på det nye ”dyr” i havet – vindmøllernes fundamenter. Det medfører mange spørgsmål: Hvordan vil støj og strukturer påvirke havets liv? Hvordan vil det forstyrre fiskeriaktiviteterne? Hvordan vil det påvirke havbunden?

Bedste praksis for at sikre de mindst mulige negative effekter af havvindmølleparker er at udføre omhyggelige undersøgelser, test og simuleringer, før der påbegyndes vindmølleparker. Udfordringen er, at denne proces starter forfra for hvert af de nye vindmølleprojekter, da havbund og -liv varierer markant ikke kun på tværs af regioner, men også på lokalt niveau.

Uddannelse af arbejdsstyrke til en ny branche

Offshore-vindindustrien er en helt ny sektor i USA, og den kraftige ekspansion langs østkysten skaber behov for en ny type arbejdskraft med nye kompetencer. Især i disse år, hvor udbygningen af vindmølleparksinstallationer kræver skibsførere, operatører og vindteknikere med kvalifikationer inden for mekanik eller elektrificering.

Denne omstilling er kendt fra Danmark, og det kan give danske uddannelsesinstitutioner muligheder for at være med til at udvikle den nødvendige arbejdsstyrke gennem uddannelse og opkvalificering, så mangel på arbejdskraft ikke bliver flaskehalsen for udbygning med havmøller.

For alle tre udfordringer – integration i elsystemet, de miljømæssige beregninger og behovet for arbejdskraft – er der et stort potentiale for at understøtte vidensoverførsel gennem uddannelsespartnerskaber mellem Danmark og de stater i USA, hvor offshore-vindudviklingen har taget fart eller forventes at gøre det.

Alle tre udfordringer vil være med at definere den danske indsats på østkysten inden for samarbejder i grønne teknologier på den amerikanske østkyst.

Det er oplagt at samarbejde på tværs af forskning, uddannelse, myndigheder samt de private aktører – og derfor er vi i Innovation Center Denmark i Boston i gang med at undersøge, hvilke initiativer der med fordel kan igangsættes for at udnytte en enestående mulighed for at skabe dansk eksport i stor stil. 

Forrige artikel KL: Kommunerne skal sætte yderligere skub i digitaliseringen KL: Kommunerne skal sætte yderligere skub i digitaliseringen Næste artikel Dansk IT: Sådan styrker vi debatten om Danmarks digitalisering Dansk IT: Sådan styrker vi debatten om Danmarks digitalisering