Kommune: Teknologi skal være et naturligt redskab

Birgitte Halle
Koordinator og projektleder, Center for Frihedsteknologi, Aarhus Kommune

En ældre, demensramt kvinde her i Aarhus har fået store problemer med at tygge sin mad.

Faktisk volder det hende så meget besvær, at hun udelukkende får blendet kost. Det er hun ikke vild med, så medarbejdere ved DemensCentrum Aarhus beslutter sig for at prøve noget.

De vurderer, at en el-tandbørste er løsningen. Ikke umiddelbart den mest oplagte løsning. Tandbørstning er i forvejen en udfordring for kvinden, og det hjælper lyden og vibrationerne fra el-tandbørsten næppe på.

Men med tålmodig træning – fastholder medarbejderne – kan el-tandbørsten måske skabe den fornødne mundstimulation, til at kvinden igen bliver i stand til at tygge sin mad. Det viser sig, at medarbejderne har ret. Kvinden er i dag med fornøjelse i stand til at spise almindelig kost igen.

Fagligt funderet redskabsskur
Det kan vi lære flere ting af. For det første er historien et godt billede på, hvad der kan lykkes, når teknologi og rehabilitering tænkes komplementært.

Den fortæller os også, at det er en forudsætning for udbytterig brug af teknologi, at fagligt reflekterende og vidende medarbejdere inddrager teknologi som en naturlig del af deres værktøjskasse.

Her i panelet er der stor enighed om, at velfærdsteknologien sagtens kan understøtte borgere med demens. At sætte ord på udvikling og implementering af velfærdsteknologi kan dog hurtigt blive abstrakt og uhåndgribeligt. Vi ved, det kræver flere ting at lykkes med velfærdsteknologi. For eksempel må vi alliere os bredt og trække på den viden, forskning giver os, det innovative drive, erhvervslivet leverer, og det kendskab til i praksis at matche teknologi og behov, som vi har i kommunerne.

Det er det, vi kalder implementering. Altså, når vi afprøver løsninger og opsamler erfaringer. Når vi underviser og efteruddanner vores medarbejdere. Når vi tager ved lære af andres gode erfaringer. Man kunne også kalde det systematisk nysgerrighed. Det er nemlig den afgørende forudsætning for at implementere velfærdsteknologi, der skaber værdi – også for mennesker med demens.

Redskab til bedre livskvalitet
Så når medarbejderne fra DemensCentrum Aarhus tager afsæt i kvindens behov – ikke bare for at få mad, men for at tygge den selv, så fortjener de en kæmpe cadeau. De demonstrerer en forståelse af teknologi som andet og mere end et tærskeværk af automatisering, men tværtimod som et redskab til styrkede muligheder og mere livskvalitet.

Det handler naturligvis også om de rammer, der er sat for arbejdet. Rammer, hvor medarbejderne kan bruge deres faglige viden og deres viden om en teknologi til at løse en konkret ufordring, og det er rammer, hvor der er rum til at forsøge noget utraditionelt.

Implementeringen af en velfærdsteknologisk løsning lykkes nemlig først, når medarbejderne forstår teknologiens potentialer og begrænsninger, og når de kan omsætte denne viden til praktisk brug i konkrete situationer. Det tager tid.

Kernen i implementering er værdi
Den viden, vi opsamler undertiden, er imidlertid uvurderlig, når værdiskabelsen skal spredes til andre institutioner.

Vi ved, der er forskellige vilkår, og vi ved, at forskellige vilkår giver forskellige resultater. Fælles for alle er imidlertid, at borgere, der trives og blomstrer, smitter af på arbejdsglæden og giver motivation til mere. Samtidig er glade borgere nu engang nemmere at arbejde med end frustrerede, og glade, det bliver vi mennesker som oftest af at få opfyldt vores behov.

Alt arbejde med velfærdsteknologi, der ikke starter ved værdiskabelse, sætter derfor sine sejl i modvind fra første færd. Værdiskabelse for borgerne er kernen i både udvikling og implementering af velfærdsteknologi. Med det udgangspunkt er der nemlig rum for en læring og udvikling blandt medarbejderne, der kan starte ved noget så enkelt som at slukke blenderen og tænke ”hvad nu hvis…?”

debat@altinget.dk