Kommune: Hvor svært kan det være at udbrede velfærdsteknologi?

DEBAT: Skal velfærdsteknologi udbredes til hele landet, kræver det tydelig kommunal ledelse og gode virksomhedssamarbejder, der sikrer, at teknologien matcher borgernes og medarbejdernes behov i kommunen, skriver Morten Hoff, chef ved Center for Velfærdsteknologi, Odense Kommune.

Af Morten Hoff
Chef for Center for velfærdsteknologi

Det er efterhånden blevet et mantra, at 80 procent af arbejdet med velfærdsteknologi handler om borgere, medarbejdere og organisation, mens kun de resterende 20 procent handler om selve teknologien.

Det er en vurdering, jeg kan genkende fra mine sidste 7-8 års arbejde med velfærdsteknologi. Konstateringen af 80/20-fordelingen er ikke meget værd i sig selv. Vi er nødt til at tydeliggøre, hvad der skal til, for at kommuner og leverandører af velfærdsteknologi opnår succes med at udbrede teknologierne.

Hvor svært kan det være?
Hvor svært kan det være, og hvordan kan det være, at løsninger, der virker i den ene kommune, ikke bare kan udbredes som ringe i vandet til de øvrige 97 kommuner i landet …?

Det er et yderst relevant spørgsmål – et spørgsmål, som også ligger til grund for, at velfærdsteknologi er en del af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi.

Her er foreløbig fire områder skrevet ind med mål om bred implementering i hele landet. Det er en velkommen indsats, som vi i Odense Kommune kan tilslutte os - vi skal blive bedre til at brede løsninger ud i storskala og på tværs af landets kommuner og sektorer.

Mine bud på fokusområder, der skal have opmærksomhed, hvis bred implementering skal lykkes, er: 1) tydelig retning og ledelse og 2) Gode virksomhedssamarbejder.

Tydelig retning og ledelse
I den kommunale ledelsesstreng skal det være tydeligt, hvad man vil have ud af arbejdet med velfærdsteknologi, f.eks. øget empowerment hos borgere, reduceret nedslidning af medarbejdere, mere effektive arbejdsgange og frigivet tid til andre opgaver, besparelser etc.

Vi kan ikke nøjes med at formulere målene i en strategi. De skal konkretiseres og omsættes i de måder, medarbejderne møder på arbejde og løser deres opgaver på. Og der skal afstemmes i åben dialog med borgere og pårørende der, hvor de påvirkes.

Tydelig ledelse er helt afgørende for succesfuld udnyttelse af teknologi, blandt andet fordi teknologierne stiller spørgsmål ved de eksisterende velfærdsydelser, peger på nye relationer mellem borgere og medarbejdere og fremprovokerer nye arbejdsgange. Alt sammen noget, der ofte vækker usikkerhed og sågar modstand i organisationen.

Gode virksomhedssamarbejder
Vi skal bruge tid og energi på at sikre gode virksomhedssamarbejder. Helt konkret skal vi sikre, at teknologierne matcher behov hos borgere, medarbejdere og arbejdsopgaver i kommunen. Samtidig skal vi sørge for, at de velfungerende løsninger synliggøres, så leverandører af gode løsninger får den anerkendelse og det salg, de fortjener. Den stærkeste fortælling er den, der handler om teknologier, der virker og gør en forskel i hverdagen, og som er fortalt af borgere, medarbejdere og kommunale ledere – dem skal vi dele, store som små.

Gode virksomhedssamarbejder stiller krav om, at kommunen åbner sig for dialog med leverandører, som tilbyder nye løsninger. Det er ikke det samme som, at man ukritisk skal stille sig til rådighed.

I Odense Kommune har vi tydeliggjort forudsætninger for et godt virksomhedssamarbejde ved at præcisere, hvad der skal til for at opnå succes med og salg af teknologierne: http://www.odense.dk/subsites2/centerforvelfaerdsteknologi/topmenu/for%20virksomheder

Her tydeliggør vi den proces, man skal igennem for at skabe et salg til kommunen – og vi beder virksomhederne hjælpe os med at udpege områder, hvor de mener at have virksomme løsninger.

Teknologi og organisation skal passe sammen
Det er vor erfaring, at producenter, der ikke formår at sætte sig ordentligt ind i de behov og den organisatoriske ramme, teknologierne skal medvirke til at understøtte, har meget svært ved at levere løsninger, der er værdifulde nok til at blive solgt og udbredt i den kommunale praksis.

Ganske ofte passer teknologierne ikke så godt til borgere og medarbejdere, som virksomhederne forestiller sig. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om en dårlig teknologi, men det kræver ofte, at virksomheden formår at tilpasse løsningen, så den bedre matcher de behov, der findes i driften. Og teknologi betyder ALTID, at vi skal tilpasse vores arbejdsgange, så gevinsterne opstår og høstes.

Gode løsninger, der implementeres på tværs, kræver altså både fokuseret kommunal ledelse og virksomheder, der tilpasser løsninger til de arbejdsgange og organisatoriske sammenhænge, de leverer til.

Vi har brug for styrket videndeling – ikke kun for at synliggøre teknologier, der virker, eller kommuner, der er særligt lang fremme. Vi bør i højere grad synliggøre de omstændigheder, der sikrer, at teknologiernes potentiale udnyttes. Det er afgørende for, at teknologier kan skaleres og implementeres på tværs af kommuner og sektorer.

Forrige artikel Forsker: Udbredelse af ny teknologi er et forandringsprojekt Forsker: Udbredelse af ny teknologi er et forandringsprojekt Næste artikel Medicoindustrien: Hvad sundhedsvæsenet kan lære af Nomas succes Medicoindustrien: Hvad sundhedsvæsenet kan lære af Nomas succes