IT-Branchen: Digitale spareøvelser glemmer borgernes velfærd

Af Birgitte Hasse
Adm. direktør for IT-Branchen

Skal effekten af velfærdsteknologi blot måles efter, hvad det offentlige sparer af tid og penge – eller har det samfundsværdi, hvor meget gladere, raskere og tryggere borgerne bliver, når de behandles med for eksempel telemedicin?

Det spørgsmål stiller jeg mig selv efter at have læst regeringens udspil ”Fælles velfærd – Pejlemærker for fremtidens offentlige sektor”, og set de første reaktioner på udspillet, der handlede mere om størrelsen på diverse besparelser end om borgernes velfærd.

Det er synd, for der er så mange gode tanker bag udspillet, men borgernes velfærd ser desværre ud til at blive glemt bag de mange regneark og spareøvelser.

Hvor meget er din sundhed værd?
Når det offentlige vurderer, om for eksempel telemedicin kan betale sig, tager de først og fremmest udgangspunkt i en klassisk cost-benefit-analyse. Det vil sige, hvor mange penge og ressourcer der kan spares på hospitalerne og i kommunerne ved at lade folk blive behandlet i eget hjem.

Typisk kan konklusionen blive, at det er for dyrt med den nye velfærdsteknologi. Det koster penge at indkøbe de nye løsninger, og det er dyrt at sikre, at teknikken virker ude hos borgeren. Og selvom der godt nok spares nogle sengepladser, så er det sjældent helt klart, hvor meget personale der reelt kan spares væk ved en digitalisering.

Hvis der kun spares lidt tid her og der i behandlingen af den enkelte patient, er der desværre ikke mange sygehusledelser, der er villige til at satse og bruge penge på områder som eksempelvis telemedicin.

Men er det virkelig så snævert, vi skal måle successen? Hvad med værdien af, at vi for eksempel ikke behøver bruge tid på at tage frem og tilbage på sygehuset, at vi kan blive hjemme i de trygge rammer, og at vi har medindflydelse på behandlingen? Er værdien af et bedre liv og en mere aktiv indflydelse på eget behandlingsforløb virkelig noget, der alene skal måles i kroner og sengepladser?

Vi må starte med at stille os spørgsmålet, om vi i det offentlige Danmark er gode nok til at værdifastsætte patientens tilfredshed med en behandlingsform og indflydelse på egen sygdomsbehandling op imod de direkte påviselige økonomiske effekter?

Og så skal vi skal passe på, at et kortsigtet økonomisk fokus ikke gør os blinde for de nye muligheder for at modernisere velfærdssamfundet til gavn for serviceoplevelsen og sundheden på lang sigt.

Effekten af velfærdsteknologi skal måles bredt
Hvordan skal vi så måle effekten af for eksempel telemedicin, så vi objektivt kan vurdere, om det er værd at implementere i sundhedssektoren?

Faktisk kom regeringen selv med svaret i deres telemedicinske handlingsplan fra 2012.

Her omtalte de en international model, MAST (Model of Assessment of Telemedicine), der bruges til at vurdere effekten af telemedicinske forsøg. Modellen er udviklet med input fra Danmark og Norge, og tager netop udgangspunkt i både kvantitative og kvalitative målinger.

Ifølge modellen skal man måle bredt på alle disse 7 effekter:

• Helbredsproblemer og karakteristika ved teknologien: Hvad er det for et helbredsproblem, løsningen adresserer? Hvor stort er problemet, hvilke nuværende tilbud findes der, og hvad er det for en teknologi, der kan løse helbredsproblemet?
• Patientsikkerhed: Præsterer teknologien tilfredsstillende, og er den sikker for patienten og personalet?
• Klinisk effekt: Effekten på patientens helbred og sygdom. Mindskes dødligheden, øges den helbredsrelaterede livskvalitet, hvad er det adfærdsmæssige resultat og effekten på forbruget af sundhedsydelser?
• Patientens perspektiv/oplevelse: Hvad er patientens og de pårørendes opfattelse af teknologien og ydelsen? Er de tilfredse, og accepterer de løsningen? Forstår de den information, de får? Kan de anvende løsningen korrekt?
• Økonomiske aspekter: Hvad er de sundhedsøkonomiske konsekvenser (omkostninger kontra effekt), og hvad er business casen (udgifter kontra indtægter)?
• Organisatoriske aspekter: Skal den nuværende organisering af behandlingen ændres? Medfører implementeringen af løsningen ændringer i organisationen og mellem organisationer (proces, struktur, kultur og ledelse)? Hvad mener personalet om ændringerne?
• Sociokulturelle, etiske og juridiske aspekter: Påvirkes mulighederne for lige adgang til behandlingen, ændres læge–patientforholdet, og ændres patientens syn på sin sygdom og egen rolle?

Statens Serum Institut har på baggrund af modellen i 2015 udarbejdet en tjekliste, som myndigheder kan bruge til på et holistisk grundlag at beslutte, om det er en god ide eller ej at indføre telemedicin.

Èn model – til fordel for samfundet og borgerne
Det kan så undre, at modellen ikke er systematisk udbredt som det standardiserede grundlag for beslutninger om indførelse af telemedicin.

I IT-Branchen bakker vi op om, at der fastlægges én klar model, som alle telemedicinske projekter evalueres efter. En model, der både tager hensyn til de økonomiske og organisatoriske aspekter, men som også inddrager oplevelsen og livskvaliteten hos de berørte.

Det er min overbevisning, at også regnearksfolket vil kunne se gevinsten, hvis vi indførte telemedicin i stor skala og på tværs af de eksisterende sektorgrænser. Så lad os nu komme i gang. Lad os tænke større og mere langsigtet til glæde for både den enkelte patient og for samfundet generelt.

debat@altinget.dk