Hvordan måler vi effekten af innovationspartnerskaber?

DEBAT: Vi mangler klar viden om, hvordan vi arbejder systematisk og professionelt med effektmåling af resultaterne af offentlig-private innovationsprojekter. Både i projektfasen og i forhold til opfølgning. Det skriver Susan Dalum, projektleder i det tværregionale projekt OPI-Lab.

Af Susan Dalum
Projektleder i OPI-Lab

Det store tværregionale projekt "Laboratorium for offentlig-privat innovation og velfærdsteknologi" (OPI-Lab) nærmer sig sin afslutning, og det må være passende at gøre status.

Projektet har været i gang i næsten fire år og har involveret alle fem regioner, Erhvervsstyrelsen og Socialstyrelsen, over 40 kommuner, lige så mange virksomheder og en række vidensinstitutioner.

De tre hovedformål med projektet har været at styrke væksten af OPI (offentlig-privat innovationssamarbejde) i Danmark, at gøre det mere attraktivt for private at indgå i OPI, og at udvikle guidelines til gavn for kommende OPI-projekter.

Ubesvarede spørgsmål
I løbet af de fire år har der været en markant vækst i antallet af OPI-projekter, især på det velfærdsteknologiske område. Og OPI-Lab har udviklet opiguide.dk med værktøjer og viden, som skal hjælpe offentlige og private aktører med at komme over de mest kendte barrierer på området. Men det er stadig et ubesvaret spørgsmål, om det er blevet mere attraktivt for private at indgå i OPI.

Ser vi på formålet med et offentlig-privat innovationssamarbejde, er det jfr. Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009, at effektivisere den offentlige sektor, skabe vækst i den private sektor og øge kvaliteten i serviceydelsen til borgerne. For at opfylde formålet, skal løsningen være indkøbt i et vist omfang, være implementeret i driften og have vist positive effekter.

Hvordan måler vi effekten?
Vi kan konstatere, at vi har et bump på vejen i forhold til effekten. Det er sådan, at et OPI-projekt principielt kun omfatter processen, hvor den private og den offentlige part samarbejder om at udvikle en løsning på en udfordring.

Løsningen kan f.eks. være velfærdsteknologi til en kommune eller et sygehus, og det er op til den offentlige part, om man er interesseret i at købe løsningen eller ej. Den private part er samtidig frit stillet til at sælge løsningen til andre. Men for at begge parter kan vurdere potentialet, skal de kunne se, at den udviklede løsning har nogle klare effektiviseringsgevinster og forholdsvis nemt kan skaleres og udløse det potentiale, som har været efterspurgt så længe.

Her er et problem. Vi mangler simpelthen klar viden om, hvordan vi arbejder systematisk og professionelt med effektmåling af resultaterne af OPI-projekter. Både i projektfasen, så vi kan opstille nogle klare indikationer for effektiviseringsgevinster, men også i forhold til opfølgning efter løsningen er implementeret, så effekterne ikke fortaber sig og gevinsten dermed ikke tydeliggøres og høstes.

Åbenhed over for nytteværdi
Samtidig skal vi have for øje, at eventuelle effektiviseringsgevinster er den private partners salgsargumenter. Den offentlige efterspørgsel er således virksomhedernes afsæt for eksport. Den forståelse skal indarbejdes i den offentlige projektkultur, så der skabes en parathed i forhold til at arbejde med effektmåling. Og det kræver, at der er mere åbenhed over for private samarbejdspartnere i forhold til den forventede nytteværdi.

Hidtil har nytteværdien ikke været direkte efterspurgt, og incitamenterne har primært gået på at starte OPI-projekter op. Måske skulle politikerne fremover fokusere på effekten af de løsninger, OPI-projekter udvikler. Altså lægge hånden på kogepladen og spørge, hvad effekten reelt kan tænkes at være i f.eks. antal sparede arbejdstimer og højere effektivitet, vækst for virksomhederne og kvalitet for borgerne.

I Region Syddanmark har vi valgt at sikre både opfølgning og integration med driften. Konkret ved at etablere Syddansk Sundhedsinnovation og ved at kræve, at projekter, som er finansieret centralt, har deltagelse af både offentlig og privat part og har effekt på både sundhedsdrift og vækst i virksomheden. Desuden sker der en opfølgning på samtlige initiativer i Sundhedsinnovationsudvalget.

Forrige artikel Falck: Vanskeligt for virksomheder at etablere sig i Latinamerika Falck: Vanskeligt for virksomheder at etablere sig i Latinamerika Næste artikel KORA: Velfærdsteknologi skal dokumenteres KORA: Velfærdsteknologi skal dokumenteres