Hvad vil vi egentlig med velfærdsteknologi?

Af Maja Gro Lilsig
Direktør i konsulentvirksomheden Public Intelligence

Jeg var engang med til at skrive en bog, der hedder Danmark A/S – den offentlige forretningsmodel. Den udkom i forsommeren 2006, op til kommunalreformen i 2007, og den var et debatindlæg om, hvordan kommunerne stadig havde et stort, uudnyttet digitaliseringspotentiale. Især nu, når de skulle blive større.

Jeg arbejdede hos en af landets store leverandører af it til kommunerne dengang, og vi havde udtænkt det, vi kaldte ”Den offentlige forretningsmodel”. Den var egentlig en ramme for, hvordan vi, som it-firma, og kommunerne som it-indkøbere, kunne sikre sammenhænge mellem de opgaver, kommunen løser, og den it-infrastruktur og de konkrete it-systemer, kommunen køber og implementerer.

Bogen og modellen blev et samtalegrundlag for en mere strategisk dialog mellem sælger og indkøber om, at digitalisering rent faktisk skal understøtte en kommunes strategiske mål og de opgaver, der skal løses på vejen mod målet.  

Danmark A/S del II
Jeg – og mine kolleger – arbejder hver dag sammen med kommuner om at implementere velfærdsteknologi. Vi arbejder også rigtig tæt sammen med leverandørerne af teknologi. Og nogle gange tænker jeg: Mangler der et samtalegrundlag? En referenceramme for, hvad teknologierne skal gøre i kommunerne? Måske en Danmark A/S del II?

Og her tænker jeg ikke så meget på støvsugning eller toiletbesøg med skyl og automatisk tørring. Jeg tænker mere på de store strategiske spor, der kører i kommunerne, hvor dygtige medarbejdere, ledere og direktører arbejder ud fra nogle faglige betragtninger om, at her ønsker man, som kommune, at gøre det bedre i mødet med borgeren.

Det kunne f.eks. være, når vi taler rehabilitering som metode for en forvaltnings måde at organisere sig om borgerne på. Rigtigt mange kommuner arbejder jo netop strategisk med dette. Her er det oplagt at tænke: Hvad er det for en portefølje af velfærdsteknologiske løsninger og hjælpemidler, vi har brug for, når vi skal styrke vores medarbejderes muligheder for at samarbejde med borgeren om at nå sit rehabiliterende mål?

Eller når vi taler fremtidens plejeboliger. Kan vi, hvis vi tænker radikalt anderledes omkring de teknologiske muligheder, udskyde det tidspunkt, hvor borgerne skal flytte på plejecenter – ikke ved at gøre plejecentrene teknologiske, men ved at gøre borgerens eget hjem teknologisk?

Det kunne også være, når vi taler folkeskolereform. Selvom jeg arbejder meget på området, tror jeg faktisk ikke, jeg har hørt velfærdsteknologi nævnt en eneste gang som f.eks. en del af løsningen på den inklusionsopgave, der fylder meget i debatten om folkeskolereformen.

Så et mere strategisk og helhedsorienteret syn på velfærdsteknologiens rolle i de danske kommuner kunne måske sætte skub i implementering i større skala, hvor velfærdsteknologien i sig selv ikke er målet, men midlet til at understøtte strategiske vandringer i kommunerne.

Når vi ved, hvad vi vil, kan vi gå i træningslejr
Men helhedssyn, overblik og sammenhæng mellem strategisk retning og valgt teknologi gør det ikke alene. Det hele kan være lige meget, hvis ikke de medarbejdere, der skal anvende teknologien, er fortrolige med den.

Vi har gode erfaringer med at skabe fysiske rum for træning i brug af teknologi. Ikke showrooms og udstillinger, men tæt på praksis-miljøer, hvor medarbejderne kan træne, og blive fortrolige med, brugen af teknologierne – gerne sammen med borgere, der er nysgerrige og har lyst til at bidrage og dele deres oplevelse og opfattelse af teknologien.

Træningsbaner i rammer, der gør det muligt at efterligne virkelige situationer, så træningen bliver meget realistisk, men hvor vi godt må lave fejl, mens vi øver os, uden det går ud over nogen.

Den økonomiske side af sagen
Og så er der noget med økonomien. Hvis velfærdsteknologi virkelig skal lykkes med at blive en integreret del af den måde, kommunerne leverer services til borgerne på, så skal kommunerne have langt større økonomiske muligheder for at tænke stort.

Derfor kan man diskutere, om det virkelig er kommunernes nuværende budgetter, der skal realisere de store ambitioner. Eller om der er andre, der skal til pungen også? 

debat@altinget.dk