Giraffens vandring gennem dødens dal

I en fabrikshal i udkanten af Västerås arbejder to mænd i noget, der ved første øjekast kan ligne hobbylokalet i en veludrustet ungdomsklub.

Og med 33 grader i skyggen emmer området, som tidligere tilhørte Nordiske Metallaktiebolaget, men nu er transformeret til kulturcentrum, af afbalanceret, svensk løssluppenhed. Ferieramte teenagere flintrer rundt på skateboards, BMX-cykler og løbehjul, men uden at efterlade sig en slipstrøm af cigaretskodder og tomme øldåser.

Gemt væk bag fabrikshallens røde mursten er stemningen dog mere seriøs. Lasse Hedman finpudser designet af en ny møtrik, mens Patrik Björkman ved skrivebordet bag ham er opslugt af et diagram, som analyserer apparatets opladningstid.

Begge er uddannet ingeniører fra Mälardalens Högskola i Västerås, og skulle man stadig fristes til at tro, at de baksede med samlingen af den seneste Lego-bil, behøver man bare tage et blik på 20-25 fuldvoksne robotter, der parkeret langs væggene venter på at blive sendt til Holland som del af et nyt EU-projekt.

Dårligt når jeg at introducere mig selv, før en af robotterne vækkes til live og præsenterer sig som Stephen Von Rump, direktør i Giraff Technologies. Hele august er han på ferie i hjembyen St. Louis i Louisiana, USA, men så er det jo heldigt, at han har opfundet en robot, Giraff, hvis formål netop er virtuel tilstedeværelse.

Interview med en robot
Efter at have drejet et par gange rundt om sig selv beder robotten, som jo altså er fjernstyret af Stephen Von Rump fra gæsteværelset i barndomshjemmet i St. Louis, mig om at tage plads i en stol. Få sekunder senere trækker han girafhalsen ned i kroppen for på den måde at reducere sig selv til halv størrelse.

“Vi har erfaret, at det er en vigtig social funktion at kunne sætte sig ned. Eksempelvis hvis patienten er syg, eller hvis man har brug for at snakke med nogen, som sidder ned,” forklarer han i et nasalt toneleje.

Men hurtigt glemmer man, at stemmen klinger metallisk, og at man i bund og grund taler med en tablet monteret for enden af en lang aluminiumsstang med hjul.

Giraff er faktisk ikke engang hans egen idé, erkender Stephen Von Rump i begyndelsen af interviewet. To brødre fra Silicon Valley tegnede i 2007-2008 de første skitser, og Von Rump, der på det tidspunkt lige havde solgt sit firma, ledte efter et sted at investere pengene.

“Tanken var oprindeligt, at robotten skulle bruges i større virksomheder, hvor medarbejdere, som var placeret i andre dele af landet, ikke havde mulighed for at være fysisk tilstede ved møderne. Problemet er nemlig, at selv om man via Skype kan deltage i det formelle møde, så er det ofte ved kaffeautomaten og på gangene før og efter møderne, at beslutningerne bliver truffet,” siger han.

Herfra idéen om en rullende tablet, som med en tophastighed på 7-8 kilometer i timen snildt kan følge kollegerne rundt på gulvet. 

“Jeg syntes, at idéen var meget cool, men jeg var ikke så begejstret for selve teknologien, og jeg havde også svært ved at få øje på markedsværdien,” siger han.

Flyttede fra USA til Sverige
Derfor skrev han på diverse blogfora, at han nu havde investeret i denne her teknologi, men at han i bund og grund ikke vidste, hvad han skulle bruge den til.

“Næsten med det samme fik jeg forslag fra hele verden. Og de talte et sprog, som jeg ikke forstod. Telehealth, ageing implace og ambient assisted living var betegnelser, jeg dengang ikke var stødt på før, men efter noget tid formåede jeg at kæde begreberne sammen og indså, at det var her, at teknologiens potentiale lå.”

En EU-repræsentant fra Bruxelles mente, at ideen ville egne sig perfekt til det europæiske marked, og da han kort efter blev kontaktet af en svensk udvikler fra Robotdalen i Västerås, som opfordrede ham til at flytte til Sverige, var beslutningen truffet.

“Jeg havde på det tidspunkt aldrig været i Sverige før, men jeg vidste, at man ligesom i resten af Skandinavien havde en stærk offentlig ældresektor, som gjorde det nemt at identificere potentialle kunder. Jeg kan bogstavelig talt remse dem op for dig - der er nemlig 290 kommuner i Sverige. Markedet i USA er derimod langt mere fragmenteret. Der er ingen struktur i ældreplejen. Nogle steder drives det af private virksomheder, andre steder er det organiseret i familien.”

“En anden stor fordel ved Europa er, at det er meget nemmere at få fat på det, som vi i USA kalder “soft money”. I USA leder venturekapitalisterne efter virksomheder, som de kan investere millioner af dollars i, mens man i Europa kan få tilskud fra en række nationale puljer samt selvfølgelig EU, som har støttet os i flere omgange.” 

Fjernstyret butler i et hjem af sensorer
I 2011, to år efter Giraff Technologies blev grundlagt, kom den første robot på gaden. I alt 130 styk er siden rullet ud af produktionshallen. Mens Sten Hemmingssons spiserobot Bestic, som Altinget omtalte i sidste uge, kan erhverves for cirka 45.000 svenske kroner, skal Giraff lejes på månedlig basis.

Prisen er endnu ikke endelig fastlagt, men ifølge Stephen Von Rump taler vi i størrelsesordenen 2.500 svenske kroner om måneden.

“En patient, som modtager hjemmehjælp fra kommunen, koster i gennemsnit 15.000 svenske kroner om måneden. Og bliver man så dårlig, at man skal på plejehjem, taler vi om 45.000 om måneden. Og for en tiendedel af den pris tilbyder vi altså en platform, som gør det muligt at følge og overvåge kroniske patienter, så de kan blive boende længere tid i eget hjem,” forklarer han.

Giraffens grundydelse er kommunikationsteknologien, som gør personalet i stand til at besøge ældre borgere i eget hjem, uden at skulle bruge tid på transporten. Et EU-projekt kaldet Giraff Plus har efterfølgende udviklet konceptet, så robotten fungerer som fjernstyret butler i et hjem udstyret med sensorer i sengen, køkkenet og på gulvet. Det betyder, at man ved mistanke om faldulykker straks kan tilse borgeren.

Testforsøg med Giraff Plus-teknologien installeret hos 16 borgere i tre forskellige EU-lande viser, at borgerne er glade for at have teknologien i hjemmet. 

“Og selv om teknologien kun kan udskyde flytningen til et plejehjem med et halvt år, er der alligevel store penge for kommunen at spare,” siger han.

Langt fra projekt til forretning
Men hvis regnestykket holder, burde der vel være mange flere end 130 robotter i omløb nu?

“Europa er et fantastisk sted at arbejde med innovation. Men som iværksætter støder du hurtigt på en stor, udstrakt “valley of death”. Det betyder, at afstanden mellem de tilskud, man kan få i begyndelsen til at udvikle produktet, og det tidspunkt, hvor man kan sælge produktet bredt til kommunerne, er enormt stor. Og mange iværsættere ender med at knække halsen i forsøget på at komme fra den ene side til den anden,” forklarer han.

Man kan også forklare det på en anden måde: På den ene side af dødens dal står embedsfolkene fra EU, som har en klar forståelse af, at Europa bliver ældre, og at det derfor er nødvendigt at gøre noget for at komme udviklingen i møde. Det er dem, der har adgang til EU’s dejligt mange støttemidler. Problemet er bare, at EU-støtten ikke rækker til at komme helt over på den anden side af dalen, hvor borgmestrene sidder tungt på de kommunale pengekasser.

“Politikerne er bange for, at befolkningen skal få det indtryk, at man bare sætter robotter til at tage sig af de ældre borgere. Det gælder også i Västerås. Grunden til, at vi i dag har 3 og ikke 100 robotter til at køre rundt i Västerås er ikke, at teknologien ikke virker, eller at økonomien ikke holder, men at det tager tid at få truffet alle de nødvendige beslutninger i en kommune,” siger han.

I Västerås Kommune genkender socialdirektør Eva Sahlén beskrivelsen af dødens dal.

“Vi fremviser giraffen for de ældre, og selv om de prøver den og synes, at den er rigtig god, er de fortsat skeptiske over for at have den installeret i deres eget hjem,” forklarer hun.

Men hvis EU-projekterne viser, at brugerne er tilfredse, hvorfor er den så ikke blevet et hit hos jer?

“Mit indtryk er, at mange synes, at giraffen er for spektakulær. Det foruroliger og forvirrer dem, at den selv kan køre rundt i huset. Og derfor har vi i dag mere held med stationære skærmløsninger, hvor man kan komme i kontakt med plejepersonalet,” siger Eva Sahlén.

Tilbage til USA eller skab holdningsændring
Hun forventer, at holdningen til det, der i dag opfattes som fremmed teknologi, i løbet af 5-10 år gradvist vil ændre sig. Men det har Stephen Von Rump ikke tid til at vente på. Og i forsøget på at opdyrke et større marked arbejder han i to spor:

Et spor er at bevæge sig tilbage over Atlanten til USA, hvor familier eller private plejevirksomheder måske vil være lettere at overtale til at favne ny teknologier. Alternativt vil han forsøge at komme ind på det sydeuropæiske marked, som i højere grad også er finansieret af private snarere end offentlige midler.

Det andet spor kan synes mere ambitiøst, og med mere vidtrækkende konsekvenser, hvis det lykkes: Nemlig at ændre den offentlige debat i retning af, at robotter og anden teknologi bliver en bredt accepteret del af ældreplejen.

“Ældreplejen er et enormt følsomt emne for alle, som beskæftiger sig med den. Langt de fleste mennesker har en personlig tilknytning til området, som gør, at de straks identificerer sig med debatten. Ligeledes er politikerne fanget i en situation, hvor de på den ene side godt ved, at de ikke har råd til at bevare det nuværende serviceniveau, men hvor de på den anden side heller ikke tør se fremtiden i øjnene.”

“Og så er der medierne, som griber enhver anledning til at forsøge at skabe debat. Jeg har begyndt flere interviews med at sige “Hej, jeg hedder Stephen Von Rump, direktør i Giraff Technologies, og Giraff er ikke en robot”. Alligevel kan jeg se, at overskriften på artiklen næste dag i avisen er “Robotterne overtager ældreplejen”.”

Men er det ikke sandt, at teknologien skal gøre det muligt at betjene samme antal borgere med færre ansatte?

“Nej. Giraff skal gøre arbejdet nemmere for hjemmeplejen, som er under voldsomt tidspres og aldrig har tid til bare at sætte sig ned og snakke med borgerne. Jeg tror ikke, at hverken Giraff eller nogen anden type af velfærdsteknologi vil erstatte en eneste hjemmehjælper.”

Robotter skal ikke ligne mennesker
Ligesom du vurderede, at giraffen i første omgang ikke ville kunne sælges som møderedskab til virksomheder, men at man fint kunne klare sig med gratis løsninger som Skype, hvorfor kan man så ikke lige så godt lære de ældre at skype med kommunen?

“Det er der mange grunde til,” siger han fra den anden ende af Giraffen og ligner én, der har fået stillet det spørgsmål før.

“Eksempelvis kan mange ældre ikke finde ud af betjene simple it-redskaber som en mus. Desuden kan folk med tidlig demens ikke afkode en samtale via Skype som en samtale, der foregår her og nu. Man ser personen på skærmen vinke til én og sige “hej mor”, men fordi det foregår på en skærm, tror man, at man ser en film.”

“Men når skærmen så får en menneskelig højde, og man ser, at den kan bevæge sig og køre op og ned, så er det med til at styrke indtrykket af, at man faktisk taler med en rigtig person,” siger han og bevæger sig et par hjulbredder fra side til side for at understrege pointen.

Dement eller ej, er der immervæk stadig langt fra Giraffs funktionalistiske design til mere humanoide robotter som den japanske bilfabrikant Hondas Asimo, som med arme og ben kunne ligne en astronaut, der har forvildet sig ind i dagligstuen. Men den retning ønsker Stephen Von Rump ikke at gå.

“I Europa er mange mennesker skræmt ved tanken om robotter, der ligner mennesker. Jeg mødte på et tidspunkt en japansk professor, som havde lavet en robot, som lignede ham selv. Og det, synes altså selv jeg. var creepy,” griner han.

Gule robotter er bedst mod demens
Graden af eksperimentering i fabrikshallen i Västerås er altså mere et spørgsmål om, hvilken farve girafferne skal have. Grå, blå, orange, gul og grøn er alle en del af den nuværende palet.

“Nogle siger, at gul og orange er bedre til demens, fordi farverne er mere stimulerende for patienten,” siger han.

“Folk spørger mig tit: “Er det ikke mærkeligt for de ældre at tale gennem en robot”. Og svaret er nej. Hvis du taler med én, som du kender, glemmer du hurtigt, at robotten er der. Og selv om vi to ikke har mødtes før, blev du alligevel hurtigt tryg ved den.”

Den fysiske verden kræver atter Stephen Von Rumps opmærksomhed i St. Louis. Så han rejser sig, siger tak for snakken, vipper en enkelt gang med hovedet og slutter sig så til den sovende hob af robotter langs væggen, som alle venter på at blive vækket og sendt ud for at tjene menneskeheden.

red@altinget.dk