Fremtidens sundhedsvæsen kan kun sikres gennem professionerne

REPLIK: Danmark står over for udfordringer på det velfærdsteknologiske område. Det kan løses gennem samarbejde mellem de sundhedsprofessionelle og de, som leverer løsningerne og udstyret. Det skriver dekan Randi Brinckmann Wiencke.

Af Randi Brinckmann Wiencke
Dekan, Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet, Professionshøjskolen Metropol

I sit debatindlæg på Altinget.dk den 18. marts skriver Lars Kayser fra Københavns Universitet om, hvordan fremtidens sundhedssektor sikres: “Universiteterne skal i fællesskab med sundhedsvæsenets aktører finde et fælles mål for sundhedssektoren, der gør det lettere at tilrettelægge uddannelsernes faglige indhold,” hedder det.

Jeg er helt enig med Lars Kayser i, at opgaven med at sikre fremtidens sundhedssektor ikke ligger i at give den nye generation af sundhedsprofessionelle specifikke kompetencer, men i at identificere hvilke kompetencer, de vil få behov for.

Og som Lars Kayser skriver, skal der netop skabes et nyt mindset og udvikles nye kompetencer i sundhedssektoren. Det er ikke uden grund, at OECD peger på, at der skal ske en modernisering af den primære sundhedssektor, og at understøttelsen af sammenhænge og koordinerende behandlings- og plejeforløb skal forbedres.

Danmark står over for svære udfordringer i forhold til anvendelse af velfærdsteknologiske løsninger.

Glemmer professionerne 
Men Lars Kayser glemmer noget helt afgørende i sin ligning. Han glemmer de professioner, som de nævnte sundhedsprofessionelle kommer fra.

Jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at en udvikling kan drives igennem uden om de mange læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og social- og sundhedsassistenter, der dagligt løser opgaver i vores sundhedsvæsen.

Vi har set alt for mange løsninger, der ikke tager afsæt i borgernes eller de sundhedsprofessionelles ønsker og behov.

Til gengæld har jeg let ved at forestille mig, at en langt højere grad af samarbejde på tværs af disse professioner og de professioner, som levererer teknologiske løsninger og udstyr, vil kunne gøre en forskel.

Et stærkt sundhedsvæsen vil være baseret på stærke sundhedsprofessionelle. En afgørende forudsætning for, at det lykkes, er, at de sundhedsprofessionelle ikke alene er i stand til at håndtere de opgaver, der ligger i direkte forlængelse af deres egen faglighed - de skal også kunne løse opgaver, der går på tværs af fagligheder i samarbejde med andre professionelle. Og de skal være parate til at påtage sig nye opgaver, som måske oprindeligt lå inden for en anden professions faglighed.

Det bringer mig til at anfægte Lars Kaysers budskab om, at vi skal lægge udviklingen af sundhedsvæsenet i hænderne på særligt uddannede kandidater inden for sundhedsvidenskab, teknologi og informatik.

Virkeligheden har i årevis vist os, at den største kilde til fejl og svigt i sundhedsvæsenet netop er der, hvor borgerne oplever manglende sammenhæng. Det er derfor svært at få øje på begrundelserne for at introducere endnu flere spillere på banen.

Ikke brug for nye barrierer 
Jeg vil foreslå, at vi i stedet arbejder fokuseret med at styrke de tværprofessionelle kompetencer i løbet af uddannelserne. Det kan gøres ved at lade de studerende arbejde sammen på tværs af fag og sektorer om at udtænke den rette løsning for borgeren.

Det gør vi allerede på tværs af de uddannelser, professionshøjskolerne udbyder. Desværre mangler de vigtige samarbejdspartnere, der uddannes på henholdsvis universiteter og social- og sundhedsskoler.

Mit svar på, hvordan vi styrker sundhedsvæsenet, er derfor, at vi skal stå sammen, professionshøjskoler og universiteter, og udvikle på de uddannelser, vi allerede har. Så kan vi sikre, at de i højere grad er med til at nedbryde de barrierer, der kæmpes med i sundhedsvæsenet.

Og ja, sundhedsuddannelserne er udfordrede og lider under stoftrængsel. Men de skal udfordres yderligere, hvis vi skal lykkes med både at forbedre praksis, udvikle nye arbejdsgange og skabe sammenhæng i borgerens forløb på tværs af fagligheder, professioner og sektorer.

Lad os ikke skabe nye barrierer. Lad os stå sammen om at sikre sundhedsvæsenets fremtid.

Forrige artikel Region Midtjylland er ikke bagud med Sundhedsjournalen Region Midtjylland er ikke bagud med Sundhedsjournalen Næste artikel Velfærdsteknologi er ikke en spareøvelse Velfærdsteknologi er ikke en spareøvelse