Forsker og Digitalt Ansvar: EU’s forslag til regulering af tech-virksomheder er en ommer

Af Sten Schaumburg-Müller og Ask Hesby Krogh
Hhv. professor i jura, Syddansk Universitet og næstformand, Digitalt Ansvar

Hvis ambitionen er at styrke forbrugerbeskyttelsen i forhold til ulovligt og skadeligt indhold, så dumper EU’s digitale lovforslag.

Uden en klar definition og tildeling af ansvar får tech-virksomheder lov til at leve videre i en lukrativ, retlig ansvarsfri oase. 

Udkastet fra EU-kommissionen består af en forordning om digital konkurrence (Digital Markets Act) og en om digitale tjenester (Digital Services Act).

Ser vi på forslaget om digitale tjenester, er der tale om et lovforslag, der fremstår uigennemtænkt og utidssvarende. Helt overordnet er det ikke analyseret, hvad digitale aktører som Google, Twitter eller Facebook er.

Mediernes ansvar
Digitale tjenester og sociale medier er et forholdsvist nyt fænomen, der lægger sig imellem traditionelle massemedier som aviser, radio og fjernsyn på den ene side og traditionel telekommunikation som telefon osv. på den anden side.

Massemedier er pt. reguleret sådan, at der er en redaktionel frihed til at bestemme indhold (med visse begrænsninger især for public service-medierne). Men med friheden følger et tilsvarende redaktionelt ansvar.

Er der for eksempel anonymt indhold i et massemedie, vil redaktøren typisk være ansvarlig.

For den traditionel telekommunikation ser det markant anderledes ud. Den frihed, der gælder for massemedier til at bestemme over indeholder, gælder ikke for telekommunikationen.

En operatør skal ikke og må ikke tjekke indholdet og så eventuelt beslutte sig for ikke at optage bestemte former for kommunikation. At en operatør ikke engang må tjekke indholdet skyldes privatlivsbeskyttelse.

Privat kommunikation er beskyttet mod andres indblanding.

Det betydet samtidig, at telekommunikationsselskaber selvfølgelig ikke er ansvarlige for indholdet - i en telefonsamtale for eksempel. Til gengæld gælder der forsyningspligt for selskaberne, som skal sikre alle forbrugere adgang til basale ydelser på rimelige vilkår og beskytte deres privatliv.

Tech-virksomhedernes undgår både ansvar og forsyningspligt
Sociale medier og digitale tjenester har træk af begge dele, men fremstår som noget særligt. Alle har som udgangspunkt mulighed for at kommunikere med alle, men hvad det betyder for operatørernes ansvar, er ikke tænkt igennem i forslaget.

Her antages det uden videre, at digitale tjenester, sociale medier mv. mere er som teleselskaber med ansvarsfrihed for indhold, men uden at forsyningsforpligtelsen og forbuddet mod at gøre sig bekendt med indholdet er tænkt ind.

Altså: Stor frihed og meget begrænset ansvar.

Ikke så underligt, at det genererer enorme indtægter. Det er nemt at tjene penge, hvis man kun skal overholde sine egne regler.

Man kan selvfølgelig mene, at digitale tjenester, sociale medier mv. mere ligner telefonselskaber end traditionelle medier, men så må det overvejes og argumenteres for og ikke bare ligge som en ugennemtænkt forudsætning.

Og hvis man mener, at sociale medier for eksempel mere ligner telefonselskaber, bør man inddrage både forsyningspligten og forbuddet mod overvågningen af indhold.

Kun en forsyningspligt kan sikre ytringsfriheden, så det ikke bare er virksomhedernes tilfældige afgørelser, der bestemmer, hvad der må postes, og hvem der kan udelukkes.

Og hvis man vil opretholde, at selskaberne friholdes for et krav om overvågning af indhold, skulle man overveje et egentligt overvågningsforbud i lighed med, hvad der gælder for teleselskaberne. 

Ansvar bliver til ansvarsløshed
Modeordene ”accountability” og ”transparency” nævnes selvfølgelig, men reelt går forslaget ud på det modsatte.

Hvad angår ”accountability”, altså ansvar, bryster forslaget sig af at regulere ansvar, samtidig med at det slås fast, at udgangspunkt for digitale tjenester og sociale medier mv. er ansvarsfrihed. Det kunne også kaldes ansvarsløshed eller uansvarlighed. 

Det samme gælder ”transparency”, altså gennemsigtighed. Forslaget forudsætter, at anonymitet er vigtig, hvilket det muligvis også er, men det har i hvert fald ikke noget med gennemsigtighed at gøre.

Det kan også ødelægge ansvarligheden, hvis der for eksempel begås strafbare handlinger gennem anonyme uploads, og ingen har et klart ansvar for at gribe ind. Så kan ingen gøres ansvarlig, uploaderne, fordi de ikke kan findes, og virksomhederne, fordi EU-retten sikrer dem ansvarsfrihed.

Som det foreligger, er forslaget en ommer. Det bygger på en lovgivning, e-handelsdirektivet, der blev vedtaget før en væsentlig del af teknikken bag for eksempel Google, Facebook mv. overhovedet var opfundet.

Forslaget er uigennemtænkt, termerne er uklare, og det virker som resultatet af et vellykket lobbyarbejde fra nogle store virksomheder, der helst vil undgå demokratisk indblanding.

debat@altinget.dk