Forsker: Cyberstrategi skal indtænke stormagtsrivalisering og samarbejde

DEBAT: Debatten om digital suverænitet glimrer ved sit fravær blandt danske politikere. Regeringen kunne med fordel benytte den nye cyberstrategi til at kortlægge handlerum og europæiske alliancer, skriver Tobias Liebetrau.

Af Tobias Liebetrau
Postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Udvikling og implementering af digitale teknologier og infrastrukturer står i centrum for en tiltagende stormagtsrivalisering mellem USA og Kina.

Allerede i 2012 advarede efterretningskomiteen i Repræsentanternes Hus om, at de kinesiske tech-giganter Huawei og ZTE udgjorde en national sikkerhedstrussel.

Siden har de kinesiske tech-giganter været i Vestens søgelys.

Fravær af suverænitetsdiskussion
De sidste par år har diskussionerne om Huawei og udrulning af 5G-nettet samt den amerikansk-kinesiske handelskrig vist, hvordan den omsiggribende digitalisering gør det stadigt vanskeligere at adskille erhvervs- og industripolitik fra sikkerhedspolitik og omvendt.

På samtlige klodens kontinenter diskuterer de politiske ledere derfor digital suverænitet og teknologisk autonomi. Lignende overvejsler glimrer imidlertid ved deres fravær i kommissoriet for den kommende nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed.

Det er en skam, da Danmarks fremtidige digitale sikkerhedspolitiske og erhvervs- og industripolitiske handlerum er uløseligt knyttet til både den tiltagende stormagtsrivalisering og den omsiggribende digitalisering.

Regeringen kan med fordel bruge arbejdet med den nye cyberstrategi til at igangsætte en tværministeriel kortlægning af dette handlerum, herunder de allerede igangsatte tiltag på henholdsvis nationalt og EU-niveau.

Et samlet overblik over de sammenfiltrede sikkerhedspolitiske og erhvervs- og industripolitiske udfordringer og muligheder ville styrke regeringens mulighed for at udpege og navigere efter langsigtede politisk-strategiske mål samt søsætte konkrete tiltag for at opnå dem.

Europæisk samarbejde som alternativ
Hverken Danmark eller EU kan vende det blinde øje til den accelererende geopolitiske og geoøkonomiske konkurrence. Danmark og EU skal kunne forstå og navigere i en verden, hvor digitalisering og stormagtsrivalisering er knyttet sammen.

Her er det centralt at forstå og forholde sig til de logikker, som Kina og USA agerer ud fra. Den ubehagelige kendsgerning er, at disse udgør en risiko for den regelbaserede internationale orden.

Kommissionsforperson von der Leyen har gjort klart, at fortsat digitalisering er et gennemgående og højt prioriteret område for hele Kommissionen.

Et område, der ikke kan adskilles fra cybersikkerhed og teknologisk suverænitet.

Chefen for EU’s udenrigsanliggender Josep Borell har ligeledes understreget, at ’vi lever i en verden, hvor indbyrdes afhængighed bliver mere og mere konfliktfuld, og hvor blød magt er et våben: handel, teknologi, data og information er nu instrumenter i politisk konkurrence’.

Den kommende cyber- og informationssikkerhedsstrategi kan bidrage med alternativer til at lade sig fange ind i de geopolitiske tråde, som spinnes i Washington og Beijing.

Danmark og EU kan modvirke en genopretning af stormagtspolitikkens sort-hvide nulsumslogik på det digitale område.

Det starter med en grundig kortlægning af vores eget handlerum og mulige alliancer på vejen mod en regelbaseret digitalisering.

Forrige artikel IDA: Danmarks digitale akilleshæl er manglen på it-faglige IDA: Danmarks digitale akilleshæl er manglen på it-faglige Næste artikel OS2: Midler til digital omstilling bør fokusere på open source-løsninger OS2: Midler til digital omstilling bør fokusere på open source-løsninger