“Er jeg en gal videnskabsmand?”

Argumenterne for at tvangsfodre den stakkels samlebåndsarbejder er så tunge, at fabriksejeren end ikke overvejer at sige nej: forøget produktion, mindre spild samt afskaffelse af frokostpausen.

Og derfor finder Charlie Chaplin sig snart fastspændt til Bellows Feeding Machine, som den montrøse spiserobot i filmen Modern Times fra 1936 er benævnt. Fikseret ved samlebåndet kan han passe sit arbejde, mens robotten skovler en festmenu bestående af suppe (en automatisk kølefunktion gør, at han ikke engang behøver at bruge energi på at puste på suppen), farsbrød, majskolbe og flødeskumskage i svælget på arbejderen.

Der er på alle måder langt fra 1930’ernes depressionshærgede amerikanske samlebåndsfabrikker til Enebyberg 15 kilometer nord for Stockholm. Her tager 76-årige Sten Hemmingsson imod ved lågen til et lille rødt træhus, som er taget direkte ud af en Astrid Lindgren-roman.

Men som samtalen de næste timer skrider frem, står det klart, at ikke alt er så harmonisk, som klokkespillet fra metaluroen i forhaven antyder.

Da Sten Hemmingsson som 15-årig blev smittet med polio under den epidemi, som plagede Danmark og Sverige i begyndelsen af 1950’erne, døjede han med alvorlige lammelser i armene. Efterveerne af lammelserne fortog sig aldrig helt, men Hemmingsson, der uddannede sig til civiløkonom i 1964, fik alligevel et langt og succesrigt arbejdsliv. Blandt andet som udsending for FN samt marketingsdirektør i den svenske shippingvirksomhed Kalmar Industries. Den sidste del af karrieren drev han et selvstændig konsulentfirma.

Nej tak til at mades af konen
Pensioneringen bankede på tidligere end forventet, da polioen for cirka 10 år blussede op igen. Men denne gang var symptomerne alvorligere.

“Tidligere havde jeg haft skaderne under kontrol, men nu indså jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg ikke selv ville være i stand til at spise. Mine arme, hænder og ryg blev svagere og svagere, og jeg havde svært ved at udføre simple opgaver. Min første tanke var derfor, at jeg blev nødt til at tænke fremadrettet,” forklarer han fra havestolen på verandaen.

Mens det at spise er så naturlig en del af livet for hovedparten af os, at vi ville kunne indtage en bøf med bind for øjnene, fandt Sten Hemmingsson snart ud af, at lammelserne i armene gjorde det umuligt for ham at samle gaflen op og løfte den mod munden.

“Jeg ville ikke mades af min kone, så jeg undersøgte markedet for at se, hvad der fandtes af løsninger. Og svaret var, at der ikke var nogen, der havde opfundet en maskine, som opfyldte mine behov. Og så var der jo ikke andet for end selv at opfinde den,” siger han.

Prototype bygget i traktorværksted 
Problemet var, at selv om han gennem 40 år havde været med til at udvikle og sælge industrielle løsninger, så var han ikke ingeniør. Han var ikke vant til at svejse produkterne sammen. Robotteknologi var på ingen måde hans fagområde, og det gjorde ikke udfordringen mindre, at han hænder havde stadig sværere ved at parere ordre. Han havde med andre ord brug for en partner.

“Det flaskede sig sådan, at en pige fra Chalmers Universitet i Gøteborg på samme tidspunkt ledte efter et emne til sin hovedopgave. Løsningen blev derfor, at hun byggede robotten efter de tegninger, som jeg havde i hovedet. Jeg kan huske, at hun byggede den første prototype i sin fars traktorværksted, og den så også sådan ud,” siger han og griner.

Pigen, som Sten Hemmingsson taler om, er Ann-Louise Lindborg, som i dag er udviklings- og produktchef i Bestic. I alt gik der syv år fra arbejdet med den første prototype gik i gang i 2004 og frem til, at makkerparret i 2011 stod med et produkt, som de var tilfredse med.

“Når man går i gang med at udvikle et produkt, ved man aldrig, hvor lang tid det tager at nå frem til slutproduktet. Jeg havde dog besluttet mig for, at maskinen var god nok, når jeg selv havde lyst til at bruge den.”

Betød det så, at du kunne spise selv helt frem til 2011?

“Nej, jeg måtte mades af min kone det første stykke tid.”

Tvangsfodrer ikke på plejecentrene
Og det bringer os tilbage til Charlie Chaplin og scenen fra Modern Times. I nu tre år har Sten Hemmingsson følt friheden ved selv at kunne bestemme over sine måltider. Genskabt fornemmelsen af at være et voksent menneske, som selv tager varer på sine basale behov. Og i det omfang, at han er sulten, så kan han sætte sig ned og spise.

Og derfor irriterer det ham grænseløst, at mange mennesker stadig har et indtryk af, at spiserobotter som hans egen Bestic ikke har udviklet sig siden monstrummet fra Chaplins stumfilmsklassiker.

“Det er nemt at få et indtryk af, at alle de ældre sidder rundt omkring på plejehjemmene og bliver tvangsfodret på samme måde. Men det er altså det stik modsatte af, hvad Bestic går ud på,” siger han og fortsætter:

“Jeg bryder mig i det hele taget ikke om ordet “robot”. Det signalerer, at den går ind og overtager kontrollen fra individet. Faktisk forholder det sig lige omvendt. Bestic øger autonomien og integriteten, og især integritet er for mig afgørende. Alligevel bliver det eksempelvis i debatten i Danmark fremstillet som en kold løsning, der bruges som billig erstatning for menneskelig kontakt.”

Du taler altså om autonomi, og de taler om …

“... at blive tvangsfodret.”

Hvordan opstår den misforståelse?

“Bestic er en maskine. Her starter den.”

Hvis vi ikke må kalde den for en spiserobot, hvad skal vi så kalde den? Bestic lyder jo som noget fra Ikea.

“Det er et hjælpemiddel, som kan kompensere for et menneskes manglende færdigheder. Ligesom en kørestol kan være til gavn for folk, der ikke kan gå, eller briller er en nyttig hjælp til folk med øjenproblemer.”

Det offentlige afgørende for økonomien
Jeg kan se på jeres hjemmeside, at I indtil videre kun har solgt 150 eksemplarer af Bestic. Hvordan kan det være, at I ikke har solgt 10.000?

“Der er millioner af mennesker, som har behov for hjælp til at spise. Det er jeg overbevist om. Et af de store problemer med velfærdsteknologi er, at brugerne har meget svage stemmer. Nogen skal tale deres sag og forklare politikerne, at et produkt som Bestic gør en forskel.”

Tidligere i processen har Sten Hemmingsson samarbejdet med Västerås Kommune, som blandt andet er hjemsted for netværket Robotdalen. Men selv om kommunen kunne give en hånd med udviklingsarbejdet, har det ikke været muligt at bidrage til at få testet produktet i praksis. Bestic kategoriseres nemlig som et personligt hjælpemiddel, hvilket betyder, at det er amterne og ikke kommunerne, der bærer det økonomiske ansvar.

Eva Sahlén, socialdirektør i Västerås Kommune, er ikke afvisende over for tanken om, at et plejecenter kunne indkøbe et antal spiserobotter, men til en pris af 45.000 svenske kroner stykket kræver det alligevel en pæn investering, og den slags penge har kommunerne bare ikke, forklarer hun.

Og uden den offentlige sektor til at tage sin del af slæbet er hjælpemiddelmarkedet bare rigtig svært at komme ind på, erkender Sten Hemmingsson. Han tror dog på, at firmaet i 2017 vil kunne sælge 500 eksemplarer årligt på markederne i Norden samt England, Frankrig og Holland.

De lave salgstal betyder også, at udviklingsarbejdet indtil videre har været en dyr fornøjelse for ham.

“Nogle bruger en halv million kroner om året på at sejle. Jeg har brugt et tilsvarende beløb på at udvikle Bestic. Jeg tror, at det er nødvendigt at have den trang for at få noget gjort. Man skal være villig til at møde modstand - både teknisk og økonomisk - hvis man skal nå nogle vegne. Det er ligesom at stå på ski: Hvis du er først i sporet, er det et helvedes hårdt arbejde.”

Holdningen ændrer sig langsomt
Modstand til trods ser Sten Hemmingsson dog også tegn på fremskridt.

“Holdningen ændrer sig ganske langsomt i befolkningen, men det kræver megen debat og diskussion at få folk til at forstå, at den her type apparat ikke er et overgreb på de ældre. Blandt andet var jeg tidligere på året i København for at lave en præsentation, og der blev jeg meget tilfreds, da jeg oplevede flere af tilhørerne få aha-oplevelser.”

Hvor lang tid tror du, at der går, før velfærdsteknologier som din spiserobot får deres endelige gennembrud?

“Hvis du sammenligner med markedet for mobiltelefoner, kan jeg huske, da jeg fik min første telefon i bilen i 1982. Den vejede 19 kilo med en kæmpe antenne bag i bilen, og før man kunne tale med nogen, skulle man først igennem den manuelle omstilling. Hvor lang tid har det taget at komme dertil, hvor vi er i dag?”

“Men forskellen er, at mens der dengang var tale om et teknologisk gennembrud, så taler vi nu om et gennembrud af holdningsmæssig karakter. En ting er at forklare folk, hvordan Bestic virker. Noget andet er at overbevise medarbejderne på plejecentrene og i de kommunale forvaltninger om, at teknologien er en fordel og ikke en ulempe. Debatten om fuld stop for spiserobotter hænger stadig ved, og det er ikke noget, som forskningsrapporter kan lave om på.”

Drømmen om at skære sin egen bøf
Efter et par timer i selskab med Sten Hemmingsson har man glemt alt om hans besværede åndedræt og metallisk klingende stemmebånd. Det kan på en måde synes ejendommeligt, at en 76-årig pensionist er at regne til den velfærdsteknologiske frontgruppe. Men som han selv forklarer det, så er det i høj grad et spørgsmål om at kende målgruppen.

“Jeg behøver ikke lave testforløb med kontrolgrupper for at finde ud af, hvordan produktet skal være. Jeg ved præcis, hvordan Bestic skal fungere for at dække folks behov.”

Er du tilfreds med Bestic, som den ser ud i dag?

“Nej, selvfølgelig ikke. Men den er god nok. Jeg er glad for, at man kan styre den ved hjælp af et enkelt tryk på en fjernbetjening. Men jeg kunne godt tænke mig at give den mange flere funktioner. I dag har man en ske for enden af robotarmen, men hvordan bruger man den til at samle brød op fra en tallerken? Det kunne også være rart, hvis man kunne skære sin egen bøf ud, men hvordan det ville se ud, aner jeg ikke,” siger han og griner.

Nogle gange drømmer han om at udvikle andre produkter, som kan hjælpe folk med at få autonomien tilbage. En elektrisk tandbørste for folk, som ikke kan finde ud af at betjene en almindelig elektrisk tandbørste, står højt på ønskesedlen. Eller måske en maskine, som kan hjælpe folk med selv at tage tøj på.

“Jeg er i den lykkelige situation, at jeg har min kone til at hjælpe mig. Og i den forstand er jeg priviligeret sammenlignet med folk, som skal have professionel hjælp til at komme i tøjet.”

Og det generer dig ikke at skulle have hjælp med tøjet?

“Godt spørgsmål. Det har jeg ikke fundet ud af, hvad jeg mener om endnu. Men igen er det et spørgsmål om integritet, og jeg er sikker på, at du får et andet svar, hvis du spørger en, der venter to timer på hjemmeplejen hver morgen.”

Men ikke alt kan kontrolleres
Så intet kan erstatte glæden ved personlige relationer?

“Nej, og det er et af de helt store problemer med velfærdsteknologi. Og det er derfor, at det er et kæmpe problem for samfundet, at hjemmeplejen i stadig stigende grad er blevet et lavstatusjob, som folk ikke har lyst til at udføre. Men det er jo en politisk diskussion.”

Men selv om Sten Hemmingsson kan identificere masser af problemer, som han ønsker at løse, kan han ikke komme uden om, at polioens greb om ham bliver strammere og strammere for hver dag, der går. Noget kan løses, som han og konen gjorde det for et par måneder siden, ved at købe en ny bil, som er lettere at stige ind i. Eller ved at installere en kølestolsrampe ned til underetagen, fordi han ikke længere var tryg ved at holde fast i gelænderet.

“Jeg har ikke lyst til at tænke på, hvad de næste skridt bliver. Jeg sover med en ventilator, som hjælper mig med at trække vejret om natten, men hvad så, når det ikke længere er nok,” spørger han.

“Jeg har hidtil været i stand til at kontrollere min sygdom og løse de problemer, som jeg fik. Jeg fandt en måde at spise på, så jeg ikke skulle mades. Nu ved jeg bare, at der vil ske en forværring, men hvad ved jeg ikke, og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre så meget ved det. Men jeg er 76 år og har levet et langt og spændende liv, så jeg føler, at jeg har fået det ud af livet, som jeg kunne ønske mig.”

Et par minutter sidder vi over for hinanden uden at sige så meget. Det føles mærkeligt at skrive, hvad der kunne være en nekrolog, over en mand, som stadig sidder lyslevende på den anden side af bordet. Men så er det, som om vi begge to tænker tilbage på Charlie Chaplin og Bellows Feeding Machine. Og Sten Hemmingsson spørger ud i luften.

“Er jeg i virkeligheden bare en gal videnskabsmand, som forsøger at styre sin egen skæbne?”

red@altinget.dk