Empowerment og velfærdsteknologi - løsningen på vores udfordringer?
DEBAT: Det er vigtigt, at vi husker at stille os selv de rigtige spørgsmål, hvis vi skal investere i velfærdsteknologi som en løsning på den udfordring, den fortsatte stigning i andelen af ældre, kronikere og bariatriske borgere udgør, skriver Mette Strømgaard Dalby.
Mette Strømgaard Dalby,
Udviklingschef, Designskolen Kolding
De demografiske udfordringer i Danmark er uomtvistelige: andelen af ældre borgere stiger. Bariatriske borgere udfordrer såvel de fysiske rammer, som måden vi tænker præventive indsatser på. Flere og flere diagnosticeres med kroniske lidelser. Med andre ord ser vi et fremtidsscenarie, hvor der bliver færre og færre erhvervsaktive til at betale for velfærdsgoder i et samfund med stadig flere modtagere af velfærdsydelser.
Når talen falder på løsningen af fremtidens velfærdssystem, nævnes 'empowerment' og velfærdsteknologi igen og igen. I mange projekter med kommunale og regionale aktører er empowerment et ord, der konsekvent tages i brug. Men hvad dækker begrebet over? Og endnu sværere, hvordan får vi det til at ske?
Empowerment bruges i sin engelske form, selvom vi kunne oversætte ordet til dansk: bemyndige eller mere mundret, sætte mennesker i stand til. Som udgangspunkt er der næppe mange, der kan se noget problematisk i at sætte mennesker i stand til 'at mestre eget liv'. Tværtimod.
Men alligevel er det væsentligt at sondre mellem:
Selvom der er stærke røster, der taler for det første, kan vi næppe sætte spørgsmålstegn ved, at netop den skandinaviske velfærdsmodel er bygget på en humanistisk forståelse, der tager udgangspunkt i den anden. Det er derfor denne, jeg refererer til, når jeg her taler om empowerment.
Hvis vi forudsætter, at dét at sætte så mange som muligt i stand til at 'mestre eget liv' kan være en strategi til at løse udfordringerne i fremtidens velfærdssamfund, må tilgangen nødvendigvis hæve sig over borgerens evne til at anvende velfærdsteknologi. Der er ingen tvivl om fx telemedicinske løsninger i stor skala, kan effektivisere og økonomisere en række sundhedsfaglige opgaver. Vi er der bare ikke endnu. Og IT kan ikke løse alt.
Derfor skal vi huske at stille os selv spørgsmålet, hvori effektiviseringen skal ligge. Som professor Stanton Newman, der har undersøgt verdens mest udbredte telemedicinske projekt, WSD, påpeger, har projektet hverken medført økonomiske besparelser eller nedsat livskvalitet hos patienterne (!). Hvilket næsten minder om den gamle vittighed med lægen, der deklamerer "operationen lykkedes, men patienten døde".
Men hvad ligger der bag en sådan udtalelse? Hvilke forventninger havde borgerne til de digitale løsninger? Hvad betød løsningerne for det sundhedsfaglige personales arbejdsglæde og indsats?
Hvis vi skal investere i velfærdsteknologi som en løsning på vores problemer, skal vi huske at stille os selv de rigtige spørgsmål, fx 'hvordan vil vi som samfund gerne have fremtiden skal se ud', og jeg tænker her hverken på utopier eller dystopier. Vi har brug for at se forskellige fremtidsscenarier for os, så man som borger kan møde de muligheder og udfordringer, der hænger sammen med ændrede livsbetingelser, såsom at blive ældre (hvilket jo ikke i sig selv er en sygdom), funktionsnedsat, midlertidig uarbejdsdygtig mm.
En oplagt analogi er den måde pensionsselskaberne så småt er begyndt at rådgive deres kunder i forhold til at skulle se 30, 40 eller 50 år ud i fremtiden og det liv, man på ingen måde kan forestille sig. Vi er med andre ord nødt til at udfordre vores mentale modeller, og der findes heldigvis en lang række værktøjer hertil, bl.a. scenarie-planlægning, simulationsspil og design thinking, en designtilgang, hvor man visuelt arbejder med at fremskrive fremtiden.
Næste skridt kunne være at arbejde målrettet med at udvikle en række fysiske og visuelle scenarier, som man som borger kan bevæge sig igennem, afprøve og undersøge, mens man med veninden, kæresten, elskeren, moren diskuterer hvad 'det gode liv' er, ikke bare for den enkelte, men også i en samfundskontekst.
Måske kunne man endda forestille sig, at kommuner og regioner kunne samarbejde om fælles velfærdsteknologiske "formidlingscentre", som kunne tage denne opgave på sig, så borgerne, inden de bliver patienter, kan orientere sig om muligheder og udfordringer. For der er ingen tvivl om, at fremtiden byder på en stadig større sløring af grænsen mellem teknologiske gadgets og hjælpemidler - og dermed også byder op til en diskussion om, hvorvidt (for)brugeren selv skal betale.
Måske virker ideen om et oplevelses- og formidlingscenter inden for velfærdsteknologi langt ude, for hvorfor skal velfærdssamfundet nu gøres til underholdning? Pointen er ikke at underholde - snarere at informere og formidle, fordi fremtiden og forestillingen herom for langt de fleste mennesker er langt ude.
Både vi borgere og de politikere, der skal agere på vores vegne, har brug for at se andre veje end husholdningspungen, der blot lukkes strammere og strammere, fordi sparerunden er vores eneste svar på fremtidens demografiske udfordringer. Eller velfærdsteknologien og det private initiativ er den eneste løsning.
Hvis empowerment skal betyde andet end den enkeltes evne til at forfølge egne mål, skal vi skabe nogle strukturer, der gør det muligt at tænke og agere på tværs af sektorer, så borgeren ikke fanges i eller mellem systemer.
Både KL og Danske Regioner lægger i deres strategioplæg fra i år med henholdsvis titlerne Det nære sundhedsvæsen og Det hele sundhedsvæsen op til nye samarbejdsmodeller på tværs af sektorerne. Hvis det betyder, at vi næste år både kan se nye samarbejdsmodeller under afprøvning og et fælles strategioplæg med titlen Det nære og hele sundhedsvæsen (!), har vi taget et skridt i den rigtige retning.
Udviklingschef, Designskolen Kolding
De demografiske udfordringer i Danmark er uomtvistelige: andelen af ældre borgere stiger. Bariatriske borgere udfordrer såvel de fysiske rammer, som måden vi tænker præventive indsatser på. Flere og flere diagnosticeres med kroniske lidelser. Med andre ord ser vi et fremtidsscenarie, hvor der bliver færre og færre erhvervsaktive til at betale for velfærdsgoder i et samfund med stadig flere modtagere af velfærdsydelser.
Når talen falder på løsningen af fremtidens velfærdssystem, nævnes 'empowerment' og velfærdsteknologi igen og igen. I mange projekter med kommunale og regionale aktører er empowerment et ord, der konsekvent tages i brug. Men hvad dækker begrebet over? Og endnu sværere, hvordan får vi det til at ske?
Empowerment bruges i sin engelske form, selvom vi kunne oversætte ordet til dansk: bemyndige eller mere mundret, sætte mennesker i stand til. Som udgangspunkt er der næppe mange, der kan se noget problematisk i at sætte mennesker i stand til 'at mestre eget liv'. Tværtimod.
Men alligevel er det væsentligt at sondre mellem:
- En liberalistisk variant af empowerment med fokus på det enkelte individ.
- En mere solidarisk og inkluderende variant, hvor empowerment handler om kollektivt at skabe ændringer for alle samfundsgrupper.
Selvom der er stærke røster, der taler for det første, kan vi næppe sætte spørgsmålstegn ved, at netop den skandinaviske velfærdsmodel er bygget på en humanistisk forståelse, der tager udgangspunkt i den anden. Det er derfor denne, jeg refererer til, når jeg her taler om empowerment.
Hvis vi forudsætter, at dét at sætte så mange som muligt i stand til at 'mestre eget liv' kan være en strategi til at løse udfordringerne i fremtidens velfærdssamfund, må tilgangen nødvendigvis hæve sig over borgerens evne til at anvende velfærdsteknologi. Der er ingen tvivl om fx telemedicinske løsninger i stor skala, kan effektivisere og økonomisere en række sundhedsfaglige opgaver. Vi er der bare ikke endnu. Og IT kan ikke løse alt.
Derfor skal vi huske at stille os selv spørgsmålet, hvori effektiviseringen skal ligge. Som professor Stanton Newman, der har undersøgt verdens mest udbredte telemedicinske projekt, WSD, påpeger, har projektet hverken medført økonomiske besparelser eller nedsat livskvalitet hos patienterne (!). Hvilket næsten minder om den gamle vittighed med lægen, der deklamerer "operationen lykkedes, men patienten døde".
Men hvad ligger der bag en sådan udtalelse? Hvilke forventninger havde borgerne til de digitale løsninger? Hvad betød løsningerne for det sundhedsfaglige personales arbejdsglæde og indsats?
Hvis vi skal investere i velfærdsteknologi som en løsning på vores problemer, skal vi huske at stille os selv de rigtige spørgsmål, fx 'hvordan vil vi som samfund gerne have fremtiden skal se ud', og jeg tænker her hverken på utopier eller dystopier. Vi har brug for at se forskellige fremtidsscenarier for os, så man som borger kan møde de muligheder og udfordringer, der hænger sammen med ændrede livsbetingelser, såsom at blive ældre (hvilket jo ikke i sig selv er en sygdom), funktionsnedsat, midlertidig uarbejdsdygtig mm.
En oplagt analogi er den måde pensionsselskaberne så småt er begyndt at rådgive deres kunder i forhold til at skulle se 30, 40 eller 50 år ud i fremtiden og det liv, man på ingen måde kan forestille sig. Vi er med andre ord nødt til at udfordre vores mentale modeller, og der findes heldigvis en lang række værktøjer hertil, bl.a. scenarie-planlægning, simulationsspil og design thinking, en designtilgang, hvor man visuelt arbejder med at fremskrive fremtiden.
Næste skridt kunne være at arbejde målrettet med at udvikle en række fysiske og visuelle scenarier, som man som borger kan bevæge sig igennem, afprøve og undersøge, mens man med veninden, kæresten, elskeren, moren diskuterer hvad 'det gode liv' er, ikke bare for den enkelte, men også i en samfundskontekst.
Måske kunne man endda forestille sig, at kommuner og regioner kunne samarbejde om fælles velfærdsteknologiske "formidlingscentre", som kunne tage denne opgave på sig, så borgerne, inden de bliver patienter, kan orientere sig om muligheder og udfordringer. For der er ingen tvivl om, at fremtiden byder på en stadig større sløring af grænsen mellem teknologiske gadgets og hjælpemidler - og dermed også byder op til en diskussion om, hvorvidt (for)brugeren selv skal betale.
Måske virker ideen om et oplevelses- og formidlingscenter inden for velfærdsteknologi langt ude, for hvorfor skal velfærdssamfundet nu gøres til underholdning? Pointen er ikke at underholde - snarere at informere og formidle, fordi fremtiden og forestillingen herom for langt de fleste mennesker er langt ude.
Både vi borgere og de politikere, der skal agere på vores vegne, har brug for at se andre veje end husholdningspungen, der blot lukkes strammere og strammere, fordi sparerunden er vores eneste svar på fremtidens demografiske udfordringer. Eller velfærdsteknologien og det private initiativ er den eneste løsning.
Hvis empowerment skal betyde andet end den enkeltes evne til at forfølge egne mål, skal vi skabe nogle strukturer, der gør det muligt at tænke og agere på tværs af sektorer, så borgeren ikke fanges i eller mellem systemer.
Både KL og Danske Regioner lægger i deres strategioplæg fra i år med henholdsvis titlerne Det nære sundhedsvæsen og Det hele sundhedsvæsen op til nye samarbejdsmodeller på tværs af sektorerne. Hvis det betyder, at vi næste år både kan se nye samarbejdsmodeller under afprøvning og et fælles strategioplæg med titlen Det nære og hele sundhedsvæsen (!), har vi taget et skridt i den rigtige retning.
Regionalt monopol er dyrere og dårligere
Patienter med hjemmetest skaber udfordringer
