DI og HK Privat: Brug nu digitale læringsteknologier på tværs af uddannelsesniveauer

Det er vigtigt, at Danmark bliver et foregangsland for digital læringsteknologi, der kan bruges i hele uddannelsessystemet – både i klasseværelset, ved fjernundervisning og som en kombination af de to former, skriver Rikke Zeberg og Simon Tøgern.

Digitaliseringen og den grønne omstilling skaber konstante forandringer omkring os. Og har vi modet til at gribe digitaliseringens muligheder, kan vi opnå markante gevinster og ikke mindst et mere velfungerende samfund.

Digitaliseringen ændrer spillereglerne for, hvordan vi producerer, arbejder, kommunikerer, og ikke mindst hvordan vi lærer. Derfor har vi på undervisningsområdet uindfriede potentialer for innovation, hvis vi i højere grad udnytter digital læringsteknologi.

Det er oplagt at starte med et massivt digitalt løft af det offentlige voksen- og efteruddannelsesområde. Digitale håndtag kan uden tvivl gøre voksen- og efteruddannelsestilbuddene sjovere og gavne motivationen for læring hos den enkelte.

Samtidig ved vi, at klog anvendelse af digital læringsteknologi kan være motiverende for målgrupper, der for eksempel er skoletrætte eller ordblinde.

Derudover kan teknologien have stor effekt på områder, hvor traditionel undervisning er mangelfuld. Et eksempel på det sidste kan være visualisering og simulation af komplekse problemstillinger eller gentagelser af svært stof. Det er der brug for, når vi løbende skal klæde medarbejdere på til accelererende jobforandringer.

Fremtiden er her

Jobforandringerne er ikke noget, der venter forude, de er her nu. Coronanedlukningerne har vist os nye digitale muligheder. Fysiske møder kan erstattes af onlinemøder eller hybridmøder, hvor nogle deltager på distancen, mens andre samles fysisk.

Den grønne omstilling betyder, at virksomheder indfører papirløse kontorer. Nye simulationssystemer kan bruges til at afgøre, hvilken transportløsning der belaster klimaet mindst.

{{toplink}}

Det merkantile arbejdsmarked er i den forbindelse en overset grøn størrelse. Der er stort potentiale i at udvikle indkøb, kunderådgivning om grøn omstilling og bæredygtighed, databehandling og strukturering, herunder grønne data samt at automatisere med robotter i administrative funktioner. Den udvikling kan fremmes af nye innovative læringsformer og digital læringsteknologi.

Afgørende med samarbejde på tværs

Som det mest digitaliseringsparate land i EU er Danmark på digitaliseringsområdet et foregangsland, som andre lande ser op til og søger inspiration hos. Vi har en veludviklet digital infrastruktur, vi scorer højt i opgørelser over befolkningens kompetencer. Både erhvervslivet og det offentlige Danmark er langt fremme med digitale løsninger.

Vi har med andre ord optimale forudsætninger for, at Danmark kan blive et foregangsland for digital læring. Vi kan gå forrest med nye måder at lære og udvikle os på, som motiverer og favner målgrupper, der har det svært i det traditionelle uddannelsessystem, eller som bor langt fra uddannelsesinstitutioner eller har brug for kompetencer på områder, hvor klasseværelserne ikke bugner med kursister.

I Danmark har vi desuden en unik pædagogisk tradition for at tage det enkelte menneske alvorligt og med på råd, både i uddannelsessystemet og på arbejdspladsen. Men hvis vi med succes skal koble vores stolte traditioner inden for pædagogik og undervisning med udvikling af digitale læringsprogrammer, kræver det koordination og samarbejde.

Rammerne for digital omstilling mangler

Danmark er et lille sprogområde. En indsats, der skal realisere potentialerne ved digital læring, skal være centraliseret og baseret på bredde samarbejder mellem myndigheder, uddannelsesinstitutioner og udbydere af digitale læringsløsninger.

Politikerne bør sikre, at rammerne for den digitale omstilling er på plads. Her er det for eksempel vigtigt, at uddannelsesinstitutionernes økonomiske taxametre understøtter udviklingen af avanceret læringsteknologi, hvilket de ikke gør på nuværende tidspunkt.

Herudover skal der politisk skabes rammer for, at vi kan samarbejde nationalt på tværs af uddannelsesniveauer og på tværs af landet, så vi bedst rammer fag, brancher og teknologier.

Udvikling af avanceret digital læringsteknologi ville dermed også kunne bruges på tværs af uddannelsesniveauer. Hvis man for eksempel udvikler en digital tvilling af en industriproduktion, vil den kunne bruges i folkeskolens ældste klasser, erhvervsuddannelserne, HTX og AMU og eventuelt på erhvervsakademierne.

Derfor er det afgørende, at vi understøtter deling af digitale læringsteknologi på tværs af systemerne. Til gavn for både den enkelte elev, ansatte, arbejdsplads og branche.

Fremtiden er her allerede. Derfor er det vigtigt, at Danmark bliver foregangsland for digital læringsteknologi, der kan bruges i hele uddannelsessystemet også til voksen- og efteruddannelse – både i klasseværelset, ved fjernundervisning og som en kombination af de to former.

Forrige artikel Aktører: Digitalisering af offentlig transport efterlader millioner på perronen Aktører: Digitalisering af offentlig transport efterlader millioner på perronen Næste artikel Direktører: Det offentlige presses til digitalisering på et niveau, hvor de er dømt til at fejle Direktører: Det offentlige presses til digitalisering på et niveau, hvor de er dømt til at fejle