Design som middel til design af hjælpemidler
DEBAT: I forhold til velfærdsteknologi er en tværfaglig tilgang nødvendig. Samarbejdet mellem ingeniører, sundhedsvidenskabelige fagfolk og designere skal foregå i tæt samspil med brugerne, mener udviklingschef ved Designskolen Kolding, Mette Strømgaard Dalby.
Af Mette Strømgaard Dalby,
Udviklingschef, Designskolen Kolding
Sommerens OL er netop overstået, og 2012 vil for mit vedkommende ikke blive husket for hverken verdensrekorder, smukke atleter eller kongelige tilskuere.
Nej, OL 2012 i London bød på en helt unik oplevelse, da den 25-årige Oscar Pistorius løb 400 m med sine avancerede kulfiberproteser med det sigende navn 'Flex Foot Cheetah' udviklet af den islandske virksomhed Össur.
Pistorius skrev historie, idet han var den første protesebærende atlet ved et såkaldt almindeligt OL - og det hører med til historien, at han blev nægtet at opstille ved OL i Bejing i 2008. Naturligvis er Pistorius handicappet, men grunden til, at jeg ikke først og fremmest beskriver ham som sådan, er, at vi i en ikke fjern fremtid sandsynligvis skal tage stilling til, hvorvidt mennesker med proteser overhovedet må stille op over for "almindelige" atleter - ganske enkelt fordi proteserne giver dem en klar fordel.
Det fascinerende ved at betragte Pistorius er dels hans unikke løbestil - som underbensamputeret skal han hente kraften fra hofterne - dels hans udseende, der både peger frem mod vores forestilling om kyborgen og tilbage mod mytologiske væsner som kentauren.
Alt andet end stigmatiserende hjælpemiddel
Der er ingen tvivl om, at Pistorius rykkede ved vores stereotype forestilling om handicappede, og midlet hertil var en mands vilje og udholdenhed og ikke mindst de futuristiske, sorte kulfiberproteser, der ikke signalerer tabuiseret hjælpemiddel. For de fleste af os er proteser nemlig en trist, hudfarvet sag, der for alt i verden skal give indtryk af at være noget andet, end den er. Og det er jo fuldt forståeligt, at man kan have et ønske om at skjule sit handicap, hvis man tror, at omverdenen vil definere en herudfra.
En anden strategi kunne være at fremhæve det særlige - handicappet - som i Pistorius' tilfælde. Her har design og teknologi en stor rolle at spille. De fleste forbinder design med de klassiske designdyder "form og funktion", hvor et eksempel kunne være Colin Matsco, der for Nike har designet en atypisk, elegant protese målrettet unge mandlige sportsudøvere.
En protese, der signalerer alt andet end stigmatiserende hjælpemiddel. Men designbegrebet i dag er meget bredere end blot form og funktion, og netop i forhold til velfærdsteknologi er det nødvendigt med en tværfaglig tilgang, hvor samarbejdet mellem ingeniører, sunhedsvidenskabelige fagfolk og designere foregår i tæt samspil med brugerne. Og det er ikke nok, at designeren inviteres med i slutfasen for at sukkerovertrække teknologien med en æstetisk appellerende form.
Transformation af indsigt
Designeren er trænet i at observere brugeren og konteksten og omdanne disse observationer til, ofte overraskende, indsigter, der i sidste ende af designeren bearbejdes subjektivt og udmønter sig i et koncept, et produkt eller en service. Man kan sige, at designeren er trænet i "at fremskrive fremtiden" og som sådan bryde med vaneforestillinger inden for et gængs område.
Brugerdreven innovation er en vigtig metode til at opnå indsigter, men det er ikke altid nok at spørge brugerne, hvad de ønsker. Som Henry Ford proklamerede ved lanceringen af Ford T: "Havde jeg spurgt folk, hvad de ville have, havde de sagt hurtigere heste".
Nej, indsigten skal transformeres til et koncept, en vision eller et produkt, som i det konkrete tilfælde med den 4-årige amerikanske pige Emma Lavelle, der har fået printet et sæt armproteser og hermed fået en del af sin førlighed tilbage. Det lyder absurd, men er ikke desto mindre sandt: Med hjælp fra en 3-D-printer er det lykkedes forskerne at skræddersy et sæt hjælpeproteser til den 4-årige, hvilket ikke før har været muligt til så lille et barn med de gænge metoder.
3-D-print-teknologien gør det muligt at udskifte proteserne, som barnet vokser, og som megen anden teknologi er også 3-D-prints, som også kaldes "rapid prototyping" (hurtig modelbygning), udbredelse ved at være så "almindelig", at det kan være økonomisk fordelagtigt at kigge på. Prototyping er også en måde at tænke på og en metode, som findes i designerens værktøjskasse. Prototyping handler i sin essens om at lave modeller, prototyper, scenarier, så man transformerer sine idéer til visuel form. Emma Lavelles proteser er et godt eksempel herpå.
Prototyping er således både en metode og en konkret teknologi, og begge kunne udforskes mere i forhold til sundhedsområdet - i et tæt samspil mellem sundhedsfagligt personale, ingeniører og designere. En fornuftig anvendelse af teknologi inden for velfærdsområdet vil nemlig efter min overbevisning kræve en tværfaglig tilgang, hvor mange aspekter undersøges og overvejes med fokus på brugerne: sundhedspersonale og borgere.
Æstetik, personlighed, livsstil
Førstnævnte vil være fortrop på en implementering og vil opleve at få arbejdsgange influeret heraf. Sidstnævnte skal anvende teknologien i en hjemlig kontekst og vil næppe acceptere en institutionalisering af privatsfæren, så her er æstetikken også af betydning. Der er nemlig ikke mange mennesker, der dagligt gider at blive mindet om deres manglende formåen, og fremtidens (for)brugere vil stille store krav til deres hjælpemidler/teknologier.
Og selvfølgeligt er det muligt at udvikle og designe hjælpemidler, som vi gerne vil anvende og have i vores hjem. Jeg er selv daglig bruger af et hjælpemiddel, fordi jeg er synshæmmet. Jeg er bare så heldig, at mit hjælpemiddel, brillerne, har designerne for længst kastet sig over. Konkret betyder det, at mit hjælpemiddel findes i et utal af variationer, så jeg frit kan vælge netop dét, der udtrykker min personlighed og livsstil.
Udviklingschef, Designskolen Kolding
Sommerens OL er netop overstået, og 2012 vil for mit vedkommende ikke blive husket for hverken verdensrekorder, smukke atleter eller kongelige tilskuere.
Nej, OL 2012 i London bød på en helt unik oplevelse, da den 25-årige Oscar Pistorius løb 400 m med sine avancerede kulfiberproteser med det sigende navn 'Flex Foot Cheetah' udviklet af den islandske virksomhed Össur.
Pistorius skrev historie, idet han var den første protesebærende atlet ved et såkaldt almindeligt OL - og det hører med til historien, at han blev nægtet at opstille ved OL i Bejing i 2008. Naturligvis er Pistorius handicappet, men grunden til, at jeg ikke først og fremmest beskriver ham som sådan, er, at vi i en ikke fjern fremtid sandsynligvis skal tage stilling til, hvorvidt mennesker med proteser overhovedet må stille op over for "almindelige" atleter - ganske enkelt fordi proteserne giver dem en klar fordel.
Det fascinerende ved at betragte Pistorius er dels hans unikke løbestil - som underbensamputeret skal han hente kraften fra hofterne - dels hans udseende, der både peger frem mod vores forestilling om kyborgen og tilbage mod mytologiske væsner som kentauren.
Alt andet end stigmatiserende hjælpemiddel
Der er ingen tvivl om, at Pistorius rykkede ved vores stereotype forestilling om handicappede, og midlet hertil var en mands vilje og udholdenhed og ikke mindst de futuristiske, sorte kulfiberproteser, der ikke signalerer tabuiseret hjælpemiddel. For de fleste af os er proteser nemlig en trist, hudfarvet sag, der for alt i verden skal give indtryk af at være noget andet, end den er. Og det er jo fuldt forståeligt, at man kan have et ønske om at skjule sit handicap, hvis man tror, at omverdenen vil definere en herudfra.
En anden strategi kunne være at fremhæve det særlige - handicappet - som i Pistorius' tilfælde. Her har design og teknologi en stor rolle at spille. De fleste forbinder design med de klassiske designdyder "form og funktion", hvor et eksempel kunne være Colin Matsco, der for Nike har designet en atypisk, elegant protese målrettet unge mandlige sportsudøvere.
En protese, der signalerer alt andet end stigmatiserende hjælpemiddel. Men designbegrebet i dag er meget bredere end blot form og funktion, og netop i forhold til velfærdsteknologi er det nødvendigt med en tværfaglig tilgang, hvor samarbejdet mellem ingeniører, sunhedsvidenskabelige fagfolk og designere foregår i tæt samspil med brugerne. Og det er ikke nok, at designeren inviteres med i slutfasen for at sukkerovertrække teknologien med en æstetisk appellerende form.
Transformation af indsigt
Designeren er trænet i at observere brugeren og konteksten og omdanne disse observationer til, ofte overraskende, indsigter, der i sidste ende af designeren bearbejdes subjektivt og udmønter sig i et koncept, et produkt eller en service. Man kan sige, at designeren er trænet i "at fremskrive fremtiden" og som sådan bryde med vaneforestillinger inden for et gængs område.
Brugerdreven innovation er en vigtig metode til at opnå indsigter, men det er ikke altid nok at spørge brugerne, hvad de ønsker. Som Henry Ford proklamerede ved lanceringen af Ford T: "Havde jeg spurgt folk, hvad de ville have, havde de sagt hurtigere heste".
Nej, indsigten skal transformeres til et koncept, en vision eller et produkt, som i det konkrete tilfælde med den 4-årige amerikanske pige Emma Lavelle, der har fået printet et sæt armproteser og hermed fået en del af sin førlighed tilbage. Det lyder absurd, men er ikke desto mindre sandt: Med hjælp fra en 3-D-printer er det lykkedes forskerne at skræddersy et sæt hjælpeproteser til den 4-årige, hvilket ikke før har været muligt til så lille et barn med de gænge metoder.
3-D-print-teknologien gør det muligt at udskifte proteserne, som barnet vokser, og som megen anden teknologi er også 3-D-prints, som også kaldes "rapid prototyping" (hurtig modelbygning), udbredelse ved at være så "almindelig", at det kan være økonomisk fordelagtigt at kigge på. Prototyping er også en måde at tænke på og en metode, som findes i designerens værktøjskasse. Prototyping handler i sin essens om at lave modeller, prototyper, scenarier, så man transformerer sine idéer til visuel form. Emma Lavelles proteser er et godt eksempel herpå.
Prototyping er således både en metode og en konkret teknologi, og begge kunne udforskes mere i forhold til sundhedsområdet - i et tæt samspil mellem sundhedsfagligt personale, ingeniører og designere. En fornuftig anvendelse af teknologi inden for velfærdsområdet vil nemlig efter min overbevisning kræve en tværfaglig tilgang, hvor mange aspekter undersøges og overvejes med fokus på brugerne: sundhedspersonale og borgere.
Æstetik, personlighed, livsstil
Førstnævnte vil være fortrop på en implementering og vil opleve at få arbejdsgange influeret heraf. Sidstnævnte skal anvende teknologien i en hjemlig kontekst og vil næppe acceptere en institutionalisering af privatsfæren, så her er æstetikken også af betydning. Der er nemlig ikke mange mennesker, der dagligt gider at blive mindet om deres manglende formåen, og fremtidens (for)brugere vil stille store krav til deres hjælpemidler/teknologier.
Og selvfølgeligt er det muligt at udvikle og designe hjælpemidler, som vi gerne vil anvende og have i vores hjem. Jeg er selv daglig bruger af et hjælpemiddel, fordi jeg er synshæmmet. Jeg er bare så heldig, at mit hjælpemiddel, brillerne, har designerne for længst kastet sig over. Konkret betyder det, at mit hjælpemiddel findes i et utal af variationer, så jeg frit kan vælge netop dét, der udtrykker min personlighed og livsstil.
Bureaukrati kvæler frivillighed i kommuner
