Debat: Tving techgiganter til at give brugerne indsigt i værdien af deres data

DEBAT: Personlig brugerdata er blevet en handelsvare. Vi skal som borgere have krav på bedre indsigt i værdien af vores data, hvem der køber den, og hvem der må købe den, skriver Younes Subhi.

Af Younes Subhi
Studerende og formand for Neural AI – Dansk Selskab for Kunstig Intelligens

Ved at tilbyde målrettet annoncering baseret på personlige brugerdata udgør sociale medier farlige trusler mod både individ og samfund.

Vores brugerdata er blevet en reel handelsvare med både monetær og politisk værdi, som bliver høstet og handlet uden vores indsigt, samtykke eller indblanding.

Der er behov for regulering, som sikrer, at brugere kan følge brugen af deres data. Det indebærer en klar indsigt i den monetære gevinst, som virksomheder tjener på brugernes individuelle data, og hvor pengene kommer fra.

Ligeså skal vi alle have adgang til veto over for særlige virksomheder eller brancher.

Virksomheder kan manipulere os
Den øgede dataindsamling og fremgangen i kunstig intelligens har gjort arbejdet nemmere for virksomheder, der lever af at høste og sælge vores personlige brugerdata.

De kan prædiktere, hvem vi er som mennesker, og forstå, hvordan de kan manipulere os til at interagere med deres målrettede annoncer.

Det kan være uskyldige annoncer med regntøj og gummistøvler, der pludselig fylder computerskærmen efter at have søgt cyklet gennem byen på en regndag.

Men der findes desværre lige så nemt mindre godsindede annoncer fra for eksempel betting- og casinospilvirksomheder. Her målrettes annoncer til individer, hvis brugerdata viser tendens til ludomani, så persondata bliver udnyttet til at fastholde eller indfange medlemmer.

Ligeledes kan annoncer målrettes for at få indflydelse på den offentlige debat og flytte den offentlige dagsorden. 

Minder om Cambridge Analytica-sagen
Vi nærmer os langsomt det næste amerikanske præsidentvalg.

Her bringes minderne tilbage til præsidentvalget i 2016 og Cambridge Analytica-sagen, hvor det blev klart, at sociale medier i kombination med kunstig intelligens var blevet udnyttet til politisk massemanipulation for at underminere demokratiet.

Skandalen var på alle avisoverskrifter både i USA og herhjemme, men sidenhen er der sket overraskende lidt. Til trods for den øgede tilgængelighed siden 2016 i køb og salg af brugerdata til udnyttelse for målrettede budskaber har vi i dag ingen specialiserede styrelser til at regulere uetisk eller skadeligt misbrug af data på selvsamme platforme, til trods for at en sådan misbrug kan udgøre fare for individ og samfund.

Det er ufatteligt, at vi blindt har doneret vores tillid til disse techgiganter med forventningen om, at de vil gøre ansvarlig brug af vores personlige data uden noget behov for gennemsigtighed – særligt set i lyset af, at vi absolut ikke ville give samme tillid i håndteringen af vores andre handelsvarer eller penge. Tænk, hvis din bank eller dit pensionsselskab måtte investere dine penge uden at tillade indsigt i, hvordan de er investeret, eller hvis regeringen vedtog finansloven uden offentlighedens indsigt. Det ville vi aldrig acceptere.

Lovgivning skal sikre borgerne indsigt
Måske skyldes det, at udviklingen på den digitale front sker hurtigere, end vi kan følge med. Hverken som individer eller samfund.

Måske skyldes det, at vi som befolkning ikke har forstået værdien og potentialet, der ligger i den data, som vi producerer på den digitale dimension. Under alle omstændigheder er det på tide at tage kontrol, og det kan kun gå for langsomt.

Hos Neural AI – Dansk Selskab for Kunstig Intelligens har vi sammen med DTU og visse virksomheder forsøgt at skubbe et initiativ til livs med det danske AI-løfte, men tilmeldingen er frivillig, og den er hverken bindende eller i stand til at ændre dagsordenen hos de internationale techgiganter.

Derfor foreslår vi hos Neural AI, at der gennem lovgivning enten på et nationalt eller europæisk plan sikres borgere indsigt i værdien på deres data og kontrol over, hvem der må bruge den.

Her er tre konkrete tiltag, som skal regulere samtlige virksomheder, der samler brugerdata med formål at sælge det til tredjepart eller bruge det til annoncering:

Alle brugere skal have tydelig adgang til at se platformens akkurate indtjening gennem deres data. Alle brugere skal have tydelig adgang til at se akkurat, hvilke personer og organisationer som har købt adgang til deres data. Og alle brugere skal have tydelig mulighed for at kunne blokere bestemte personer, organisationer og brancher fra at købe adgang til deres data

På denne måde kan vi i Danmark og EU tage et første skridt på vej til at give borgerne kontrol over deres egne data, give den brede befolkning en indsigt i dataens værdi og sidst, men ikke mindst, vise den enkelte borger, hvem der har forsøgt at købe deres opmærksomhed.

Forrige artikel Projektleder: Det kræver et fælles sprog at forstå de komplekse smarte byer Projektleder: Det kræver et fælles sprog at forstå de komplekse smarte byer Næste artikel KL: GDPR giver en unødvendig forsigtighedskultur KL: GDPR giver en unødvendig forsigtighedskultur