Dansk Erhverv til politikere: Slå koldt vand i e-Boks-blodet, tak

DEBAT: Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bekymrer sig om, hvordan borgerne i fremtiden får to postkasser til at tjekke digital post. Men fakta er, at vi ikke ved, hvordan løsningen vil se ud, mener Dansk Erhverv.

Af Kathrine Stampe Andersen
Markedsdirektør, Dansk Erhverv

I disse dage sidder embedsmændene i Digitaliseringsstyrelsen og evaluerer tilbud fra kommercielle aktører i forhold til den fremtidige model for offentlig post.

Men allerede inden vi overhovedet har en afklaring af, hvem og hvordan den kommende løsning ser ud, har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti udtrykt bekymring, selvom det slet ikke er besluttet, hvordan en sådan løsning nu skal se ud.

Den politiske bekymring går på, at danskerne fremadrettet får to postkasser at skulle tjekke digital post fra frem for den ene, e-Boks, som vi kender det i dag.

Som finansordfører Benny Engelbrecht (S) sagde det forleden:

"Det vil være rimelig træls, hvis man skal til at hente sin post to steder. Og vi risikerer, at noget simpelthen bliver overset".

Vi skal have tillid til markedet
Det ville dog klæde Christiansborg lige at slå koldt vand i e-Boks-blodet.

For fakta er, at vi ikke ved, hvordan løsningen kommer til at se ud i sidste ende.

Sagen er nemlig den, at konkurrence er sundt, og at lægge den offentlige postkasse i udbud er den bedste måde for alle parter, inklusive danskerne, at få den bedste løsning fra markedet til den bedste pris og kvalitet.

Det gælder i denne sag såvel som i andre ditto.

Vi må have tillid til, at markedet leverer den bedste løsning, især her, hvor det netop er myndighederne, der har ejerskabet og svinger taktstokken.

Offentligt udbud skaber problem
Generelt er det sådan, at vi i Danmark konkurrenceudsætter alt for lidt.

Der er mange, mange opgaver, som kommuner, regioner og staten kunne sende i udbud, men hvor det ikke sker.

I tørre tal er det i omegnen af offentlige opgaver for 290 milliarder kroner, som ikke bliver udsat for konkurrence, eller hvor borgerne ikke har flere forskellige løsninger at vælge imellem.

Det er et problem.

For konkurrence om de offentlige opgaver skaber nye, kreative og forbedrede løsninger. Den er en driver i forhold til den innovation, som ingen vel kan være uenige i er vigtig for vores samfund.

Produkt bestilles efter klare krav
Konkurrence er også med til at sikre, at opgaverne bliver givet til den aktør, hvad enten det er en privat eller en offentlig en af slagsen, der kan levere den bedste og den billige løsning til gavn for borgerne.

Derfor er det så vigtigt, at vi er åbne over for flere offentlige udbud og ikke per automatik tager nej-hatten på, når emnet kommer på banen.

Og så er det meget vigtigt at minde om, at uanset hvem der vinder udbuddet, vil den nye løsning blive bygget præcis efter de kravspecifikationer, som Digitaliseringsstyrelsen har formuleret i deres udbud.

Med andre ord: Der er bestilt et produkt med nogle helt klare, definerede krav.

Det er disse krav, som vinderen af udbuddet skal levere på en-til-en.

Til gavn for danskerne og digitaliseringen af Danmark.

Forrige artikel Forsker: 5G har hastigheden, men ikke sikkerheden til kritisk infrastruktur Forsker: 5G har hastigheden, men ikke sikkerheden til kritisk infrastruktur Næste artikel KL: 5G skal komme borgere til gode, uanset hvor de bor KL: 5G skal komme borgere til gode, uanset hvor de bor