Danmark spilder unik mulighed for eksport

DEBAT: Skal Danmark være internationalt førende inden for velfærdsteknologi, skal der satses benhårdt, der hvor vi på forhånd ved, vi har en mulighed for at vinde stort. Vi skal ikke forsøge at gabe over det hele ved at kaste millioner efter infrastruktur, der allerede leveres globalt. Det skriver Thomas J. Olesen fra Qualcomm Life. 

Af Thomas J. Olesen
Commercial Director, Qualcomm Life Europe

For tre år siden sad jeg i en lerhytte i et af verdens fem fattigste lande, Burundi, og talte med en afrikansk familie. De sov på jorden, og gik kilometer efter vand.

Midt under samtalen spørger en af sønnerne mig: Er du på Facebook, skal vi "connecte"? Jeg var forbavset og fascineret. Da han tog en smartphone op af lommen, blev jeg CHOKERET! Og ekstremt nysgerrig! Der var (sjovt nok) ingen stikkontakter i lerhytten, så jeg spurgte: Hvad gør du? Hvordan lader du den op?

De går kilometer efter strøm, ligesom de går efter vand. Der er i dag flere mennesker med adgang til mobil-netværket end til rindende vand og strøm. Tænk over mulighederne. Tænk over, hvilke brancher der er blevet transformeret på grund af mobilteknologi. Globalt. Det er i dag standard, at produkter og services leveres i mobilt format.

Danmarks styrkeposition skal udnyttes
Hvad med ældre og kronisk syge med behov for velfærdsteknologi og telemedicin i Danmark? Har de adgang? Nej. Kan det løses? Ja. Hurtigt? Ja.

Danmark har pt. en styrkeposition inden for telemedicin og velfærdsteknologi, primært fordi man har vedtaget en national arkitektur baseret på internationale standarder.

Men hvor længe holder sådan en styrkeposition? For at forblive internationalt førende bliver man jo på et tidspunkt nødt til at kunne sælge og levere de pågældende produkter og services i stor skala internationalt. Før konkurrenterne.

Jeg kender endnu ikke én eneste dansk telemedicin-løsning, der med succes eksporteres til et andet land. Til gengæld foregår der en masse udvikling og pilotforsøg støttet af staten, bla. til udvikling af infrastruktur, som i forvejen er til rådighed og leveres af globale spillere, og som man aldrig bliver i stand til at konkurrere på. F.eks. infrastruktur til dataopsamling og arkivering af data. Jeg oplever dette og frygter, at man bevæger sig mod samme kranke skæbne, som dansk mobilteknologi i Nordjylland blev udsat for.

To muligheder for Danmark
Dette problem fylder ikke noget i debatten. Det undrer mig. For der er to åbenlyse udfordringer/muligheder, hvor Danmark faktisk har en helt reel mulighed for at etablere sig som en gældende spiller internationalt:

- Hvordan gør man lægens og sundhedspersonalets liv lettere med telemedicin og velfærdsteknologi? Det vil sige, hvordan designer man protokoller, som de forstår, og som støtter deres arbejdsgange, og let integrerer med deres eksisterende systemer? Det sidste, de har brug for, er systemer, hvor de igen skal indlæse data parallelt med de andre systemer, der allerede er i brug, og som måske ikke gjorde deres liv lettere.

- Hvordan leveres den ultimative oplevelse for patienten/brugeren til den rigtige pris (især, hvis pågældende selv skal betale)? Hvis det er ældre mennesker, skal det virke nemt og intuitivt i deres øjne. De skal selv have lov at vælge produkter og udstyr, og det skal ikke virke ”teknisk” eller ”gadget-agtigt”. Til gengæld skal det virke. Hver gang.

Danmarks unikke mulighed
Hvorfor har Danmark her en unik mulighed?

Fordi der er en unik tradition for offentlige/private partnerskaber. I sådanne projekter kan man åbent samarbejde om parallelt at løse udfordringen med de kliniske workflows kombineret perfekt med godt dansk design (traditionel dansk styrkeposition) af de mest brugervenlige grænseflader og produkter til telemedicin og velfærdsteknologi. Ud af dette kommer der unikke løsninger, som er attraktive internationalt.

Det er måske, fordi jeg har boet snart 15 år i Tyskland, USA og Brasilien (samlet befolkning på over 500 millioner mennesker), at jeg ikke forstår, hvorfor Dansk Velfærdsteknologi og Telemedicin ikke fokuserer benhårdt, der hvor man på forhånd ved, man har en mulighed for at vinde (stort), fremfor at forsøge at gabe over det hele og kaste millioner efter at udvikle infrastruktur, der allerede leveres globalt af multinationale virksomheder til milliarder af mennesker.

Forrige artikel Sådan indfrier vi målet med telemedicin Sådan indfrier vi målet med telemedicin Næste artikel Ældre Sagen: Finansforslag lover godt for de ældre Ældre Sagen: Finansforslag lover godt for de ældre