Boguddrag: Efter mennesket

Af Klavs Birkholm

En af mine næreste venner har aldeles mistet tiltroen til den art, der fremgik af evolutionen for omkring 200.000 år siden, og som i løbet af de sidste hundrede år med forfærdende hast har underlagt sig alle andre levende organismer på jordkloden, dyr såvel som planter. – Homo sapiens sapiens er en misforståelse, en blindgyde i den biologiske evolution, mener min ven. Han foretrækker så langt at tale med en fiskehejre eller et egern frem for et hvilket som helst tåbeligt eksemplar af vores art, han måtte møde på sine spadsereture i byens parker.

En vis opmuntring i sin misantropi finder min ven i den kendsgerning, at menneskeheden tydeligvis er i begreb med at iscenesætte sin egen udryddelse. Der er talrige vidnesbyrd om, at vi står overfor en æra med katastrofer og voldsomme hjemsøgelser, både statistiske data og sund fornuft fortæller det. Men det fortrænger vi, fordi vi hverken vil eller kan forlige os med den simple indsigt, at mennesket med dets åndedræt, sanser og bevidsthed er indfældet i naturen, altså selv er natur. Det er tydeligvis ikke fint nok. I traditionen fra den franske filosof René Descartes (1596-1650) holder vi overmodigt fast i, at vores rationelle tanke og dens videnskabelige udtryksformer står uden for naturen og fra en eller anden immateriel platform kan mestre og kontrollere naturen i alle dens bevægelser. “Bare rolig, vi har styr på det, vi har magt over det!” Med denne indbildskhed slår menneskeheden sig selv ihjel, og min ven finder – ikke uden en vis, perverteret tilfredsstillelse – sin misantropi selvopfyldende.

En af det 20. århundredes største politiske filosoffer, Hannah Arendt anslår i sit banebrydende hovedværk fra 1958, The Human Condition, et beslægtet tema. Arendt havde ingen hang til misantropi, skønt hun måske havde større anledning dertil end min ven.1 Men hun sporer det samme overmod i vor civilisations videnskabelige og politiske bestræbelser. – The Human Condition er et forsøg på at gennemtænke den forståelse af det politiske demokrati, som nu til dags kaldes “republikansk”, og at begrunde den i klassisk, græsk-romersk tænkning og praksis. En verden med grænser, med en omkreds. Det er langt fra noget tilfælde, at bogens allerførste sætninger handler om opsendelsen af historiens første satellit (den sovjetrussiske Sputnik, der netop i 1957 var blevet sendt i kredsløb omkring Jorden) og ikke mindst om offentlighedens reaktioner på denne opsigtsvækkende begivenhed.

Sputnik er “menneskehedens første skridt i retning af at undslippe sit fangenskab fra jordkloden”, skrev en amerikansk reporter eksalteret og udtrykte dermed en slags lettelse, som Hannah Arendt opfatter som gængs for sin tid. I realiteten er den ejendommelige sætning et ekko af den epitaf, som den tidlige, russiske raketforsker Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) lod sætte over sit eget gravmæle: Menneskeheden vil ikke for altid forblive bundet til Jorden.

Se, det er en escape, som min misantropiske ven ikke lige havde forestillet sig. “Ak,” hører jeg ham allerede sige, “skal vi nu også til at forpeste de vidunderlige himmellegemer, som øjet skuer på nattehimlen? Skal vores grænseløse ekspansions- og ødelæggelsestrang nu også ramme Mars og Orion? Er det ikke nok, at vi så eftertrykkeligt destruerer vores egen blå planet?”

Hannah Arendt er meget langt fra min vens hyperbolske sprogbrug, men dybest set anerkender hun problemstillingen, ja kalder den ligefrem “et politisk spørgsmål af første rang”. I en profetisk foregribelse af vore dages såkaldte posthumanisme skriver hun:

“Den selvsamme drift efter at undslippe Jordens fængsel kommer til udtryk i vores forsøg på at frembringe liv i et reagensglas, i driften efter at blande ‘frossen celleplasma fra særligt egnede mennesker under et mikroskop med det formål at frembringe menneskelige supervæsener’ og at ‘ændre deres størrelse, form og funktion’; tilsvarende har jeg mistanke om, at håbet om at forlænge menneskets levetid langt ud over hundredeårsgrænsen næres af ønsket om at undslippe det menneskelige vilkår.” (Arendt 1958: 2)

Hvorvidt vi fortsat skal bestræbe os på at “udskifte den menneskelige eksistens, som den er blevet os skænket”, med “noget, vi selv har frembragt”, er ikke et spørgsmål, der kan afgøres videnskabeligt. Det er et altafgørende politisk valg og kan derfor – med Arendts karakteristiske og velgørende klarhed – “ikke overlades til de professionelle videnskabsmænd og de professionelle politikere”.

Denne bogs ærinde er at insistere på Arendts spørgsmål, ikke mindst på baggrund af al den nye viden, vi har erhvervet i de efterfølgende 55 år; og på baggrund af al den etiske debat, som denne nye viden har afstedkommet.

✳

Homo artefakt: I kapitel 1 præsenterer jeg i en slags introducerende overblik de forskningsfelter, hvor den bioteknologiske innovation rummer forsøg på at opgradere mennesket; altså at korrigere og optimere vores dyreart, sådan som evolutionen har frembragt den. Der er tale om ret forskellige teknologier og eksperimenter, nogle genetiske, nogle farmaceutiske, nogle informationsteknologiske. En del af dem vil blive grundigere belyst senere hen i bogen, idet kapitlerne 2-4 og 7-8 er centreret om hver sit kompleks af etiske dilemmaer, således at de specifikke teknologier inddrages i de sammenhænge, hvor de tydeligst illustrerer det pågældende etiske dilemma. (Se også oversigten på side 8.) I midten står kapitlerne 5-6, som mere indgående beskriver – og kritiserer – de posthumane utopier, der driver store dele af forskningen.

Fairness: Mange af de nye optimeringsteknologier rummer en kolossal fascinationskraft. Det er ikke svært at skabe interesse omkring dem. Betydeligt vanskeligere er det at opretholde fokus på de egentlige etiske dilemmaer – det gælder også på konferencer, der ellers har etik på dagsordenen. Hvis det lykkes, indskrænker den etiske overvejelse sig ofte til spørgsmålet om, hvorvidt indførelsen af den ene eller den anden teknologi kan undgå at forstyrre, hvad vi opfatter som en retfærdig fordeling af goder og rettigheder. Det kan det næppe, forsøger jeg at vise i kapitel 2. Når attraktiv, ny teknologi kommer på markedet, vil det mest købedygtige segment selvsagt blive de første forbrugere. Men måske er det ikke det største af de problemer, der udfordrer os.

Autonomi: I en bog, som har inspireret mig meget, kommenterer den amerikanske politiske filosof Francis Fukuyama en passant det besynderlige i, at når sagkyndige fra forskellige fag forsamles for at debattere etiske dilemmaer i de avancerede bioteknologier, viser de professionelle “etikere” sig i reglen at være de allermest eftergivende (Fukuyama 2003 [2002]: 204). Det er næsten, som om universitetsfagene “anvendt filosofi” og “anvendt etik” er blevet en – meget efterspurgt – bortforklaringsbranche. En af denne branches hovednøgler er nutidens brug og misbrug af begrebet autonomi; “enhver har ret til at bestemme over sit eget liv”, punktum, slut. Det er en enten uvederhæftig eller plat uvidende anvendelse af et ideal, der spillede en helt central rolle i tilvejebringelsen af det moderne, oplyste demokrati. At stå på egne ben og ikke være undersåtlig, at tage selvstændig stilling og stå personligt til ansvar overfor sin Gud og sit medmenneske – det var grundtanken hos den tyske filosof Immanuel Kant såvel som i den amerikanske revolution og den danske andelsbevægelse. Men det er måske netop typisk for vor tid: At stå på egne ben og stå selvstændigt til ansvar er ikke længere så afgørende? Kapitel 3 er viet til spørgsmålet: Kan vi – “vi” som i fællesskab – overhovedet selv bestemme, om vi vil med på optimeringsbølgen eller ej?

Anerkendelse: Den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) bygger hele sin forståelse af den menneskelige ånd, samfundsdannelsen og den historiske proces på én grundlæggende idé: kampen om anerkendelse. Og Hegels tænkning præger os den dag i dag. Vi ved, at følelsen af at slå til eller ikke slå til, følelser som stolthed, skam og retfærdighedssans er aldeles centrale for den sociale selvregulering og samfundets dynamik. Men nu har nyere hjerneforskning også givet os indsigt i de neurale kredsløb, som udgør “den biologiske side” af stoltheden og engagementet. Så hvad sker der, spørger jeg i kapitel 4, hvis moderne optimeringsteknologi kan ændre disse grundmenneskelige følelser ved hjælp af neurokemiske indgreb? Vil det føre til politikkens og historiens afslutning?

LinkedIn brains: Homo sapiens sapiens, af paleoantropologer også kaldet “det anatomisk moderne menneske”, har vandret på Jorden i omkring 30.000 år. Vores umiddelbare forfader, den arkaiske homo sapiens anses for knap ti gange så gammel, og tager vi hele familien med (neanderthal, australophiticus, homo habilis etc.), har vi været her i små 2,5 millioner år. Men, som jeg beskriver, har biotek- og robotforskningen tilsammen sat en helt ny dagsorden for det 21. århundrede: Hvis “mennesket” om hundrede år ikke længere er et væsen, der eksempelvis er udstyret med to øjeæbler med regnbuehinde, linse osv., men øjnene er erstattet af teknologisk tilvirkede synsorganer – er dette væsen så overhovedet i slægt med hominiderne? Repræsenterer dette væsens bevidsthed og følelsesliv bare et nyt trin i arternes evolution, eller er der tale om noget radikalt andet? Det er spørgsmålet i kapitel 5.

Mange forskere, der har rettet deres opmærksomhed mod et mikroskopisk hjørne af deres egen disciplin, vil ryste på hovedet af dette spørgsmål; det formulerer et perspektiv, de på ingen måde kunne drømme om at medvirke til. Men opgaven i denne bog er ikke at studere verden i et mikroskop, opgaven er derimod at træde på afstand og søge efter et mønster i alt det, der foregår. Og her repræsenterer synsforbedring kun en bagatel. Hvis tillige “menneskets” hjernekapacitet om éthundrede år er multipliceret med tusinder i kraft af chips indsat under kraniet; hvis dette væsen har en gennemsnitlig levetid på 900-1.000 år; og hvis dets blod ikke længere iltes ved vejrtrækning, men for eksempel via en solcelleteknologi – hvad er det så overhovedet?

Drømmen: I hvert fald er det noget, der kan animere tusindvis af forskere og udløse millioner af dollars i forskningsstøtte. I kapitel 6 ser jeg nærmere på den såkaldt transhumanistiske bevægelse og dens bærende idé, som Fukuyama har kaldt “verdens farligste”. Bevægelsens tilhængere, herunder adskillige professorer i filosofi, mener, at modstanden bygger på en forestilling om “naturligt” og “unaturligt”, der ikke holder for en nærmere prøvelse. Men det forholder sig lige omvendt, viser jeg i dette kapitel: Transhumanisterne bilder sig ind at kunne “forlade naturen”. Spørgsmålet er, hvor de så vil hen? Mars er også natur.

Autenticitet: Spørgsmålet, om det ovenfor omtalte væsen med f.eks. solceller i stedet for lunger virkelig er et menneske, kan selvsagt ikke blot rejses antropologisk, men også i første person ental: Er dette virkelig mig? Sådan har mennesker spurgt sig selv de seneste omkring 250 år, hvor den “individuelle identitet” har været på dagsordenen. Nu til dags bliver spørgsmålet ofte reduceret til, hvad Christopher Lasch kaldte det minimale selv: Jeg er personen, som har de og de tatoveringer på armen, går med stram lædernederdel og dyrker kickboxing. – Ikke desto mindre: Hvis nu jeg er en ung cand.jur., der kun har kunnet bestå min kandidateksamen med kraftig brug af kognitionsforstærkende (optimerende) medicin, hvem er jeg så i grunden som professionel jurist? Og tilsvarende: Hvis nu jeg med mine avancerede kunstige arme og hænder formår at udføre noget, som intet andet menneske er i stand til, fordi det er muliggjort af en avanceret teknologi – er dette så virkelig mig? Den canadiske filosof Charles Taylor sætter dette spørgsmål på etikkens dagsorden, og jeg belyser det i kapitel 7.

Beundring og ydmyghed: Evnen til at undres og be-undre er vital for menneskers kræfter til at indgå i harmoniske fællesskaber og i det hele taget vinde mod til at møde tilværelsens små og store udfordringer, hævder jeg i kapitel 8. Men hvordan vil det være muligt fremover? Verden lod sig engang henrykke af sangere som Maria Callas og Jussi Björling og gør det måske i dag over Anna Netrebko og Javier Camarena, men hvis fremtidens operasangere kan få indopereret en digital tonekalibrering ved strubehovedet, hvad er der så tilbage at undres over? Vil publikum foretrække at høre den ‘gammeldags’ sopran, der ind imellem rammer en ottendedel forkert og derfor må glide ind på tonen? Eller vil den digitale perfektion blive foretrukket? Svaret på dette spørgsmål har i allerhøjeste grad etiske konsekvenser. For mister vi sansen for, at eksistensen “er blevet os skænket”, som Hannah Arendt formulerer det, bilder vi os ind, at alle talenter er menneskeskabte – ja, så slipper menneskets fatale tendens til hovmod måske for alvor løs i verden.

Den bioetiske slagmark: I kapitel 9, som er en slags efterskrift, stiller jeg det indlysende spørgsmål, hvorfor de betydelige etiske udfordringer, som de nye optimeringsteknologier stiller os overfor, fylder så lidt i den offentlige og den akademiske debat. Forklaringen skal ikke, i hvert fald ikke udelukkende, hentes i teknologiernes avancerede kompleksitet. Der er også sket noget andet. Det er min påstand, at debatten og de etiske vurderinger i løbet af de seneste 25 år har rykket sig afgørende, vel at mærke uden at det på noget tidspunkt er blevet registreret for alvor. Kapitlet giver et rids over udviklingen i den bioetiske debat siden de tidligere 1980’ere, da de første eksperimenter med kunstig befrugtning “på reagensglas” vakte moralsk furore og blandt andet førte til nedsættelsen af Det Etiske Råd.

✳

Der er mange frontlinjer – også besynderligt konstruerede frontlinjer – i den internationale debat om optimeringsteknologi og etik. Allermest udbredt er formodentlig den modstilling, som den amerikanske molekylærbiolog Lee M. Silver giver udtryk for, når han hævder, at stort set enhver kritik af de moderne bioteknologier i almindelighed og af optimeringsteknologierne i særdeleshed bygger på en uklar opfattelse af “naturligt” versus “unaturligt” (Silver 2006). Jeg hører det samme argument ustandselig i min undervisning på universitetet.

Silvers ærinde er for så vidt nobelt: Han ønsker at forsvare alle de fremskridt indenfor sygdomsforebyggelse, helbredelse og højnelse af den almene velfærd, som sundhedsteknologierne hidtil har leveret og efter hans opfattelse fremdeles er svangre med. Hvorimod de debattører, der rejser etiske bekymringer, efter hans opfattelse vil forhindre en stor del af disse fremskridt (– med eller mod deres vilje). Silver ser heri en form for puritanisme, der har rødder i enten kristendom, new age eller en anden form for nyreligiøsitet. For religionerne har en iboende skepsis eller ligefrem modvilje imod videnskabens landvindinger, hævder Silver; de vil i stedet have os til at indse, at Moder Natur står for det ubetinget gode, hvorimod menneskenes bidrag uundgåeligt vil tilføre billedet større eller mindre pletter af det onde.

Det er i virkeligheden en meget amerikansk problemstilling, som via universitetskonferencer og universitetslitteratur også har sneget sig ind i den europæiske debat. I USA findes en stærk, religiøst betinget modstand imod især abort, stamcelleforskning og kernetransplantation – en modstand, der har folkelig opbakning og dermed politisk magt, men er helt fraværende i vores del af verden (bortset fra et par lommer lokalt i Irland, Polen og det sydlige Italien). Af en eller anden grund, muligvis massemediernes hang til at forenkle verden i sort/hvide valg, importeres den amerikanske framing mere og mere til europæiske sammenhænge, og forenklingen lyder: bioetik, det handler om det fromme valg kontra det oplyste valg. Så er verden simpel og overskuelig. De etiske dilemmaer kan pakkes fint ind og puttes i dertil indrettede skuffer. Og skufferne kan lukkes i. Det er en reduktion, som måske er til gavn for nogen, men ikke for en informeret og reflekteret politisk stillingtagen.

For naturligvis er det muligt at rejse etisk kritik og iværksætte refleksion om specifikke bioteknologier uden nødvendigvis at bygge på religiøse dogmer og uden at henvise til en naiv forestilling om ‘den gode natur’. Og naturligvis betyder en sådan indsats langtfra et stop for den medicinske teknologis humane fremskridt, tværtimod. Hvis det lykkes mig at gøre denne pointe tydeligere, har jeg nået ét af mine mål.

Frem for alt er det mit håb med denne bog at vække interesse for og skabe debat om nogle af vor tids mest avancerede og moralsk udfordrende bioteknologier. Hvis politik ikke bare handler om at drøfte tekniske løsninger på tekniske problemer, men om at vælge det gode liv – så bør alle politikere og deres partier forpligte sig med holdninger til disse bioetiske spørgsmål. Og hvis nutidens erhvervsliv og forskning mener det alvorligt, når de taler om social ansvarlighed – så bør vi sørge for, at alle unge mennesker i de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser konfronteres med denne del af virkeligheden, som kommer til at spille en større og større rolle fremover.

Uddraget er kapitlet "Et politisk spørgsmål af rang", side 13-22, i bogen "Efter mennesket". Bogen udkommer 11. november på forlaget Samfundslitteratur og er skrevet af teknoantropolog Klavs Birkholm.