Vietnamesiske politikere gæster Folketinget

VIETNAM: I disse dage - den 16. til den 20. marts - får Folketinget besøg af 11 medlemmer af Den vietnamesiske Nationalforsamling.

Programmet for vietnamesernes besøg indeholder møder med Mogens Lykketoft og Lone Dybkjær og med Folketingets direktør samt et besøg hos Folketingets Ombudsmand.

De skal også besøge Velfærdsministeriet, KL og Gladsaxe Kommune. Derudover holder medarbejdere fra Folketingets Administration oplæg for delegationen om bl.a. grundloven, Folketingets arbejde i salen og udvalgene, arbejdet med kommunikation og meget andet. Endelig fortæller TV2´s Kaare R. Skou om pressens rolle, oplyser Folketinget.

Besøget er en del af Folketingets samarbejdsaftale med Nationalforsamlingen (et Danida-projekt). Samarbejdsaftalen er fire-årigt og indgår i sektorprogrammet "Good governance and PAR (Public Administrative Reforms), der dækker årerne 2007-2011.
 
Det overordnede formål med samarbejdet mellem Folketinget og Vietnams Nationalforsamling er at styrke de vietnamesiske parlamentarikeres og parlamentsadministrationens evne til at løse parlamentariske opgaver og at give en større bevidsthed om og redskaber til at udfylde rollen som politiker.   

Et væsentligt element i opfyldelsen af samarbejdsaftalen er en række studiebesøg for vietnamesiske embedsmænd og parlamentarikere i Folketinget, rundbordsdiskussioner mellem danske og vietnamesiske parlamentarikere i Vietnam og seminarer for vietnamesiske parlamentarikere og embedsmænd m.v.

Sidste år besøgte en gruppe embedsmænd fra Vietnam Folketinget, og Folketinget planlagde og gennemførte et seminar i Vietnam i september.
 
Besøget her i marts er den første af i alt fire planlagte aktiviteter i 2009. I juni skal Danmark sende nogle folketingsmedlemmer til Vietnam for at deltage i rundbordsdiskussioner med deres vietnamesiske kolleger.

Forrige artikel Kommuner får lov at bruge 2,15 mia. kr. Næste artikel DF vil straffe Venstre for homo-adoption DF vil straffe Venstre for homo-adoption