Troels Lund Poulsen er ny formand for Venstre: "Vi står i en skæbnestund"

"Nu har det jyske Venstre – landbrugs-Venstre – fået deres mand i spidsen," siger Altingets politiske redaktør, efter Troels Lund Poulsen er blevet valgt som ny formand for Venstre uden modkandidater.

Troels Lund Poulsen er nu officielt ny formand for Venstre.

På partiets landsmøde sagde de mere end 1500 delegerede, der var samlet i Herning Kongrescenter, ja til den nuværende forsvars- og økonomiminister, som var den eneste kandidat til formandsposten.

"Venstre står i en skæbnestund. Det er nu, vi skal rykke sammen. Det er nu, vi træder til," sagde Troels Lund Poulsen fra talerstolen, umiddelbart efter hans formandsskab var blevet en realitet.

Den nyvalgte formand har siddet i Folketinget i mere end 20 år. Og han overtager nu et kriseramt parti, hvor flere historisk dårlige meningsmålinger placerer Venstre langt under det i forvejen utilfredsstillende valgresultat, som partiet fik for lidt mere end et år siden.

Men selvom partiet – med Troels Lunds egne ord – er udfordret, føler han sig klar til at stille sig i spidsen:

"Du kan ikke lave en karriereplan i politik. Det ved I også godt, jeg ikke har gjort. Men jeg har altid været optaget af at gøre en forskel for andre. Derfor har jeg altid søgt indflydelse."

"Jeg tager opgaverne i den rækkefølge, de er kommet til mig, og har forsøgt at løse dem, så godt jeg overhovedet kan gennem hårdt arbejde."{{toplink}}

Det jyske Venstres mand

Formandsskiftet i det gamle bondeparti kommer, efter Jakob Ellemann-Jensen trak sig fra posten i begyndelsen af oktober. Ellemanns person skyggede for Venstres resultater, lød den dengang fra den afgående formand.

Siden har Troels Lund Poulsen stået i spidsen for partiet sammen med næstformand Stephanie Lose, og Troels Lund har været både forsvarsminister, økonomiminister og vicestatsminister.

Og selvom Troels Lund Poulsens første formandstale var uden de store de store politiske forslag, adskilte han sig alligevel fra Ellemann, vurderer Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring.

"Der var en vigtig accentforskel til Jakob Ellemann-Jensen, der i sin afskedstale slog på, at Venstres sjæl var udgjort af 'frihed, fællesskab og fremtid'. Her talte Lund Poulsen om 'frisind, ordentlighed, ansvarlighed'."

"Og ligesom Ellemann understregede, at den grønne omstilling også gjaldt landbruget, omtalte Lund Poulsen slet ikke CO2-afgift på landbruget," siger Esben Schjørring og konstaterer så:

"Kort sagt: det jyske Venstre – landbrugs-Venstre – har fået deres mand i spidsen."{{toplink}}

Forrige artikel Tre procent af Venstres vælgere er landmænd Tre procent af Venstres vælgere er landmænd Næste artikel Da Ellemann forlod Herning, forstummede kritikken af omstridt klimaskat: Da Ellemann forlod Herning, forstummede kritikken af omstridt klimaskat: "Troels har givet ro på bagsmækken"