Tre svar mod vælgerbedrag og politikerlede

Af Rasmus Nielsen
Chefredaktør

KOMMUNALVALGET 19. NOVEMBER NÆSTE år bliver en art "midtvejsvalg", hvor styrkeforholdet mellem regeringen og oppositionspartierne spilles helt frem til nettet. I disse uger foretager partierne og deres lokalforeninger nogle afgørende personvalg: Hvem skal tegne partiet i hver af de 98 kommuner frem mod den ultimative sejr: erhvervelse af borgmesterkæder i fire, sikre år?

Samtidig indgås værdifulde alliancer på tværs af lister mellem politikere, der søger genvalg og higer efter mere indflydelse og højere vederlag. Hvad der gøres og siges i dag, har betydning for forløbet af konstitueringsdagen/natten.

Tænk tilbage til timerne og dagene efter sidste kommunalvalg 2009. Det huskes for, hvad medierne gerne udlagde som vælgerbedrag. I flere tilfælde forlod nyvalgte det parti, de var gået til valg for, og et andet borgmesterflertal så dagens lys (se eksempler i faktaboks). Konstitueringsaftaler blev brudt op inden for fire-ugers-fristen, hvis nogen kunne se en politisk eller personlig fordel derved.

GROTESK VAR SITUATIONEN i Helsingør, hvor borgerne - og offentligheden i det ganske land - blev præsenteret for kåringen af hele tre forskellige borgmestre efter valget. Først en socialdemokrat, så en konservativ og endelig, tre uger efter valget, meddelte Venstre, at man havde sikret sig borgmesterposten på venstrefløjens stemmer. Med 5.779 personlige stemmer troede Per Tærsbøl (K) længe, at han blev genudpeget som sundbyens borgmester, men han måtte i tolvte time se sig slået af Venstres Johannes Hecht-Nielsen. Hvem var så det? Det var ikke liste V's spidskandidat, og han fik kun anderledes beskedne 232 personlige stemmer. Men borgmester - det blev han. I Helsingør sidder den dag i dag godmodige Tærsbøl tilbage og siger uden sin sædvanlige lune: Se, vi havde underskrevet en konstituering med Venstre!

Som bekendt sad V og K dengang i regering sammen, men kommunalpolitikkens veje er uransagelige. Så uforudsigelige, at flere i Folketinget har krævet lovindgreb, så lokalpolitikerne holdes i kort snor, når de skal fordele goderne mellem sig. Blandt syv konkrete indgreb har direkte borgmestervalg været foreslået; desuden f.eks. kortere konstitueringsfrist eller mulighed for at afsætte en borgmester i valgperioden.

Men i en usædvanlig alliance mellem KL og regeringen er enhver tale om "indgreb i det kommunale selvstyre" blevet afværget. Som en af sine sidste embedshandlinger før sin tragiske død satte KL-formand, borgmester Jan Trøjborg (S), sit navnetræk sammen med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) på en sober og læseværdig rapport, der såre afviser at stramme den kommunale styrelseslov, der i dag giver prisværdigt frie rammer for, hvordan nyvalgte byråd konstituerer sig. Som bekendt er en folkevalgt alene bundet af sin egen overbevisning - sådan skal det være.

HVORDAN UNDGÅR VORES fælles ven, folkestyret, så fornyet politikerlede forårsaget af følelsen af vælgerbedrag, hvis 2013-valget fører nye, igen og så-igen-konstitueringer eller løssluppen løsgængeri med sig?

Der er i hvert fald tre svar:

1. KODEKS: Trøjborg/Vestager-rapporten foreslår, at hver kommune inden KV-13 frivilligt vedtager et kodeks for god konstituering og politik-førelse i byrådet - noget, kommuner som Fredensborg, Sorø, Svendborg, Herning og Morsø allerede har vedtaget. Dette kodeks skal offentliggøres, så vælgerne kan følge med i, om deres parti/kandidat overtræder deres egne spilleregler. Rapporten peger med rette på, at det vil lægge en dæmper på utroskaben i dagene mellem valg og slutkonstituering.

Men rapporten giver ikke alle svar, og må vi nævne de næste to:

2. KANDIDATER: Landsbytosser er et ord, man på Christiansborg og omegn gerne sætter på udvalgte byrødder, når de virkelig dummer sig. Lokalt valgte er - i medgang og modgang - amatørpolitikere. Kvaliteten af opstillede og valgte er tilhørende stærkt svingende, omend man skulle tro, at kommunesammmenlægningen fra 271 til 98 enheder burde løfte niveauet. Partierne centralt og ikke mindst lokalt har et stort ansvar for at opstille kandidater, der er loyale mod partiet/listen og vil vise sig driftssikre i forhold til at indgå aftaler, der ufortrødent fremmer det progam, de er valgt på. Endelig kan partiorganisationer roligt på forhånd advare deres kandidater mod at blive løsgængere. Lær af historien: Det er den sikre vej til mental stening og efterfølgende glemsel.

3. VÆLGEREN: Sidst, men bestemt ikke mindst, bærer den enkelte vælger et ansvar for, hvem der stemmes ind i hvert byråd med adkomsten til at udvise rettidig omhu eller klovne rundt, når borgmesterkasketten skal sættes på, og udvalgsformandsposterne skal indkasseres. En valgdag er for mig så stor som pinsedag, grundlovsdag og 1. maj på én gang - og så kan man endda foretage to valg: Vælge sit parti og vælge sin kandidat. Forbered dig, tænk dig om - og stem på en kandidat med en kendt, lang løbebane bag sig. Gerne en, der længe har vist sit parti sin sympati, f.eks. gennem frivilligt knokleri i ungdomsorganisationen. Vælger vi de mest drevne og partitræfsikre byrådsmedlemmer ind næste gang, er der øget håb om, at konstitueringen i hjemkommunen bliver i overensstemmelse med den retning, et vælgerflertal har peget på.